Højgaardsfundets

hagekorsfibula

Dens beskrivelse og enkelte samtidsrelationer

Af B. Andersen

Et gravfund på matr. nr. 6 af Bagsværd bestående af to rigt ornamenterede

lerkar og en smykkenål blev i 1905 indsendt til Nationalmuseet

af entreprenørerne for jernbaneanlægget København-Slangerup

og har siden under registreringsnr. C. 12920-22 befundet sig i

museets samlinger (rum nr. 18).

I anledning af udgivelsen af sit første årsskrift har Selskabets bestyrelse

valgt smykkenålen fra ovennævnte fund til sit bomærke som den

bedst egnede til sit formal, og vi vil derfor i det følgende ofre dette

stykke nærmere opmærksomhed.

Efter sin form har den i faglitteraturen faet typebetegnelsen hagekorsfibula.

Den er helt i goter smag og består af en rund gennembrudt

plade med en diameter pa 10,5 em, hvorfra der udgår fire bøjede arme

fra et rundt midtparti, armene afsluttes af flere runde Felter. Pladen

er af bronze og forsiden dækket af forgyldt sølvblik i form af rosetter

og perlesnore fæstet til pladen med små sølvstifter med hvælvede hoveder.

Den store midterroset, der kendes fra lignende fund, mangler i

dette tilfælde. Midterrosetten er vist pa bomærket, der ses uden på omslaget

og gengiver fibulaen i naturlig størrelse i en kun lidt abstraheret

form.

Hagekorset er så gammelt og udbredt over det meste af jorden, at

det næppe er muligt at henføre dets opståen til et bestemt sted, og

formen så enkel, at det meget vel kan tænkes at være skabt selvstændigt

på flere forskellige steder. I de ældste mesopotamiske kulturer og i

de nedre lag af Troja (3 årtusinder f. v. t.) møder vi det først.

I vor egen oldtid optræder det som ornament i bronzealderen, men

slår først kraftigt igennem i ældre jernalder, dels som ornament dels

som symbol.

Højgaardsfundets hagekorsfibula daterer sig til yngre romersk jernalder

(ea. 200-400 e. v. t.) og er kendt i fund gennem hele denne peri-

ode, men dens udbredelsesområde er ret begrænset, idet den er ukendt

udenfor Nordtyskland og Skandinavien. Her i landet optræder den i

sit største antal pa Sjælland.

Ovennævnte periode, der henregnes til ældre jernalders sidste århundreder,

har samtidigt et delvis sammenfald med en anden arkæologisk

tidsregning, der kaldes folkevandringstiden (ca. 250-500 e.v.t.).

Det er forholdet til denne tids betydning for egnen her, der trænger

sig på, hvis man søger oplyst, hvilke stammefæller der kan være tale

om til den kvinde, der endte sine dage i en grav her i kommunen på

Højgaardens jorde, og hvorfra kom de?

I perioden op til den tid, Højgaardsfundet daterer sig, kender vi

navne og bosteder på nogle af de stammer, der levede her i landet, men

kun for Jyllands vedkommende. Dette hænger sammen med den klassiske

geografis stilling på den tid, idet de stammer, der befandt sig

udenfor Jylland, sad i denne geografis nulzone. Trods alt er det den

romerske geografi, vi kan takke for det første faktiske aktstykke i

Danmarks saga i form af et danmarkskort overleveret hos Ptolemaios.

Kilderne tier om dette danmarkskort, men nogle forskere mener, at

det kun kan være tegnet ved en eneste lejlighed, nemlig på det romerske

flådetogt an no 5 e.v.t. Om flådetogtet fortælles brudstykker hos

Augustus, Vellejus og Plinius, men enkelte forskere har opfattet denne

flåderapport som tomt pral i stil med visse »Wehrmachtberichte«.

Danmarkskortet er imidlertid et vigtigt indicium for dette flådetogts

rigtighed. Dets tilblivelse er utænkelig ad anden vej end personlige

observationer på selve stedet. Alle hovedtræk stemmer og bør betragtes

som et enestående værk af en genial iagttager, og vor første faglærte geograf,
fynboen Claus Claussøn Swart i det 15. århundrede,

fremdrager det ptolemæiske kort og tager det til udgangspunkt for sin

moderniserede Danmarkstegning. At det kun er jyske folkestammer,

der nævnes, hænger ganske enkelt sammen med, at der kun blev gjort

landgang og kæmpet i denne del af landet.

Et gabende tomrum opstod i den romerske synskreds yderzone mod

nord ved det katastrofale nederlag i Teutoburgerskoven år 9, og en

pludselig opdukken af nye navne på folkestammer udenfor Jylland

sker først efter år 500 e. v. t. og er af Axel Olrik tydet som udtryk

for en stor politisk tildragelse: stiftelse af staten Danmark.

Højgaardsfundet placerer sig i dette tom rum, men årsagen til den

ovennævnte storpolitiske begivenhed finder sted i denne tid og sætter

sig arkæologiske spor, hvad Højgaardsfundet bl. a. er et udtryk for.

Arkæologisk fundstof peger på, at der i 200-tallet er foregået en

invasion i Danmark østfra, et erobringstogt hvis første resultat blev

Sjælland. Undersøgelser af rigt udstyrede graves forekomst fra denne

tid er blot et enkelt bidrag til denne teoris fremsættelse og skal kun

nævnes her, da vi indenfor denne fundgruppe som eksempel har en

faglig udgravet og undersøgt kvindegrav pa Varpelev Gravpladsen

(Stevns) indeholdende bl. a. en hagekorsfibula af lighed med Højgaardsfundets.

Navnet på disse invaderende stammer, hvad er så det? Dette svar

far vi først hos en temmelig sen gotisk-østromersk historiker, nemlig

Jordanes, der i 500 tallets midte i et værk om Goterne fortæller, at

Herulerne i 200 tallet blev fordrevet fra deres nordiske hjemstavn af

»Danerne«, en stamme udgået af Sveernes rod. Det er første gang, Danerne

nævnes.

Hvor i Skandinavien Herulerne boede, den gang de blev tvunget

bort af Danerne til den modsatte side af Østersøen, vides ikke sikkert,

men overensstemmelser mellem arkæologiske, filologiske og antropologiske

undersøgelser støtter teorien om, at Sjælland og nærmeste danske

øer har været skueplads for begivenhederne.

Vil vi forstå lidt af disse begivenheder, hvori den gravlagte pa Højgaardens

jorde har været et led, lader vi Jordanes få det sidste ord i

denne artikel: »Det er fra denne Ø, Scandza, som om den var folkenes

værksted eller snarere et nationernes moderskød, at Goterne erindres

engang at være udvandret ... «.