Fra Årsskrift 1968

Befæstningsanlæggene i Gladsaxe kommune
Et par småtræk fra en bevæget tid.
Af A. N. Hvidt.

I slutningen af forrige århundrede fik Gladsaxe Kommune pludselig
fornemmelsen af, hvad det vil sige at være forstadsområde for landets
hovedstad.
I løbet af årene 1881-93 blev den kæde af fæstningsanlæg, der skulle
erstatte »de gamle volde«, som udgik af forsvarssystemet i 1810, trukket
tværs gennem kommunen.
Ved Tinghøj og Buddinge opførtes der to batterier (1) (i dag at finde
200 m ø for svømmehallen og umiddelbart S for Karl Gjellerups
Alle, mens der midtvejs mellem Gladsaxe Kirke og Kagså opførtes et
for *(2) »Gladsaxe Fort« og et tilsvarende mellem Møllemarken og Bagsværd
Hovedgade umiddelbart sø for U-km stenen, »Bagsværd Fort«.
Disse værker udgjorde en del af det system af forter og batterier,
som blev anlagt som en samlet nordfront, der skulle beskytte København
mod angreb og bombardement af en fjendtlig styrke, der ville
trænge ind i hovedstaden nordfra.
Tilsvarende anlagdes et befæstningssystem, Vestenceinten - en
sammenhængende vold, der skulle beskytte byen mod vest, ligesom et
system af kystværker og søforter opførtes på byens øst- og sydfront.

l) Batteri betyder i fæsmingssproget et værk, bestykket med kanoner (eller haubitzer)
men kun med skudretning en vej - og normalt ikke med mere end 4-6 højst
8 piecer. Værket vil både være mindre og med mere primitiv udrustning end et
fort.
2) Fort. Dette betegner et værk med en bestykning, der normalt kan virke hele horisonten
rundt og hyppigt udgøres af flere batterier, der kan have forskellige hovedskudretninger.
Fortet, hvis artilleri ofte er beskyttet under panser (kupler) og
beton vil normalt have et meget kraftigt nærforsvar af automatvåben og passive
hindringer (være "stormfrit").

Kommandostationen på Buddinge Batteri 1914.
Da Buddinge Batteri den 1. august 1914 bemandedes, armeredes og
gjordes krigsklart sammen med Københavns øvrige befæstningsanlæg,
fandtes der ikke et overdækket rum udover et ammunitionsmagasin.
Batteriets officerer - reserveløjtnanter, hvoraf den ene var arkitekt -
gik på eget initiativ straks i gang med at indbygge en betonneret
kommandostation i en af traverserne. Cement og tømmer købte de for
egen regning i den nærliggende købmandshandel, de indkaldte konstabler
(indtil 1945 en 150-årig betegnelse for menige artillerister) udgjorde
arbejdskraften, og på få dage øgedes batteriets modstandskraft
med en skudsikker kommandostation med telefon. lys, varme, ly og læ samt bordplads
til ildledelsen.
Det lykkedes aldrig reserveofficererne at få refunderet deres udlæg
(168,00 1914-kroner = 2 løjtnantsmånedslønninger). De havde nemlig
ikke indhentet ministeriets tilladelse til dette »fæstningsbyggeri«, og
så havde de uanset den øjeblikkelige krigsfare brugt cement (!) Noget
sådant var udtrykkeligt forbudt iflg. forsvarsforliget 1894 mellem
Venstre og Højre, hvorefter Københavns Landbefæstning ikke måtte
øges i styrke, bl. a. ved anvendelse af dette modstandsdygtige produkt.
Endelig havde de uden tilladelse taget fotografier i befæstningsområdet
(vedlagt indstilling til ministeriet).
Dette sidste vil efterverdenen takke dem specielt for! Billederne, der
er gengivet her, hører nu hjemme i Københavns Befæstnings historie -
men også i reserveofficerskorpsets.
Forbrydelsen var forresten fuldkommen: I pagt med god fæsmingsbyggeskik
indmuredes den regerende konges navnetal over kasematindgangen.
Der sidder det endnu, efter at »Geodætisk Institut« forlængst har taget batteriet
i brug som målestation og sløjfet de fleste minder om stedets fortid.

Hovedparten af samtlige disse anlæg opførtes i årene 1886-1895,
sø- og syd fronten fik dog en kraftig udbygning i årene 1910-17, ligesom
vest- og nordfronten suppleredes med talløse anlæg og teknisk
a jour-føring i årene 1914-18, da hele fæstningssystemet var blevet
gjort krigsklart - og var rede til at træde i funktion med få øjeblikkes
varsel- om 1. verdenskrig var skyllet ind over vort land.
Ejendommeligt nok var nedlæggelsen af disse værker blevet vedtaget
så langt tilbage som i 1909, da der under stort besvær blev vedtaget
en række nye forsvarslove, som »ordnede« Hærens og Flådens forhold.
Af grunde, som helt bestemt må kaldes »politisk-sentimentale«
frem for saglige, havde der omkring disse fæstningsværkers opførelse
og påtænkte anvendelse stået en bitter strid i vort folk.
Til sidst lå man »nedgravet« overfor hinanden og dyngede hinanden
til med argumenter for og mod Københavns landbefæstnings berettigelse.
Uden at rokke en tøddel ved modpartens ensidighed - og,
hvad der var mere opsigtsvækkende, kun indskrænkede sig til at omfatte
de to landfronter. Søfronten og sydfronten (Amager-fronten) var
der bred enighed om berettigelsen af!
Det kræver meget blæk og flere sider, end dette skrift kan afse, at
give en upartisk udredning af denne besynderlighed.
Men resultatet blev, at man i 1909 vedtog at nedlægge landfronterne
i . .. 1922!! Anede man, hvad der ville komme? Det synes næsten
som om. Få år efter lovens vedtagelse kom 1. verdenskrig (1. aug.
1914) og umiddelbart derefter sattes samtlige fronter i krigsklar stand,
mens Hæren bragtes op på 80% af sin mobiliseringsstyrke og Flåden
på 100% - alt hovedsageligt grupperet om og i fæstningen København.
Disse kræfters tilstedeværelse fik afgørende indflydelse på handlingsforløbet.
Den »berømte« mineudlægning i Store Bælt den 5.-11.
aug. 1914 kunne således gennemføres uden tysk indblanding, og dermed
risiko for dansk inddragen i krigen. Her spillede Københavns
fæstning afgørende ind.
Krigen sluttede i 1918 og nedlæggelsestidspunktet for landfronterne
blev fremskudt fra 1922 til 1920. Den 12. maj det år nedhaledes flaget
på samtlige landfronters værker - Bagsværd Fort, Gladsaxe Fort,
Buddinge Batteri og Tinghøj Batteri inklusive.
Kommunens rolle som »befæstningskommune« var forbi.
De engang tilvejebragte værker lod sig nu ikke sådan fjerne. Og de
ligger stort set den dag i dag i kommunen og minder om »dens militære storhedstid«,
der kulminerede i årene 1914-18, hvor alle værker var besat og lå kampklare dag og nat.
Både med hensyn til bygning og bestykning var de to forter ganske
ens. Batterierne var derimod ikke helt lige store, Tinghøj var kraftigere
end Buddinge Batteri.
Tinghøj Batteri havde på sin venstre fløj en bestykning bestående
af 6 stk. 15 cm's kanoner (omhyggeligt betegnet i den officielle angivelse
som »lange jernkanoner«), og på sin højre 4 stk. 12 cm's - ikke
lange - »jern«kanoner. Endvidere havde batteriet 2 stk. forsvindingstårne
hver med 1 stk. 8 mm mitrailleuse. Besætningen var 1 kaptajn
(eller premierløjtnant) og 4 løjtnanter, 16 underofficerer og 120
underkorporaler og menige (fæstningsartillerikonstabler). Batteriet
kostede efter vore dages møntværdi ca. 750.000 kr., (dengang i Chr.
IX kroner 39.000).
Buddinge Batteri havde 6 stk. 12 cm's kanoner som bestykning, ingen
specielle piecer til nærforsvar og en besætning, der bestod af 1
(premier)løjtnant af reserven og 1 sekondløjtnant af reserven samt 2
sergenter, 5 korporaler og 46 konstabler. Batteriet kostede i 18874.600
Chr. IX kroner - i dag kr. 80-90.000.
Forterne bestod af en betonkerne, indstøbt i et trekantet fortlegeme
med vinkeJspidsen mod »fjenden«. Betonkernen rummede beboelse for
fortbesætningen (fæstningsartillerister) samt 6 stk. 120 mm hurtigskydende
haubitzer(3), hvoraf de 4 var anbragt i pansrede forsvindingstårne.
Det betød, at kanonen var anbragt inde under en panserkuppel,
der kunne bevæges op og ned i en betonstøbt brønd. Den førtes op, når
den skulle afgive et skud og sænkedes derpå ned under ladningen eller
når den ingen skudopgave havde - d.v.s. den sås kun fra forterrainet
under ildafgivelse.

3) Haubitz er betegnelsen for en artilleripiece, der skyder (»kaster«) sit projektil ud
i meget krumme baner, hvorved mål, der er frontalt dækkede, kan nås, ligesom
gennemslagskraften af projektilet øgedes betydeligt. De 120 mm haubitzer i Gladsaxe
og Bagsværd Fort kunne dog også anvendes til fladbaneskydning.

De 2 andre haubitzer i fortkernen var anbragt bag pansrede skydeskår
i den såkaldte »strube-kaserne« - den bort fra fjenden vendende
side af fortlegemet, hvor der var direkte adgang til den kasematbygning,
der er omtalt ovenfor, og hvor denne havde sine vinduer, der
kunne lukkes med panserskodder.

Denne kasematfacade var ikke en lige facade men bygget med forskellige
brudpunkter og fremspring, således at der kunne skydes langs
facaden i begge retninger i tilfælde af forsøg på fjendtlig indtrængen
i fortets strube - altså bagfra.

Tilsvarende kunne de to trekantsider, der fra strubens fløje løb op
til den mod fjenden vendende vinkel, bestryges af en flanke - men
med »ryggen mod fjenden« - altså indgravet i den side af graven, der
vendte bort fra fjenden. Hele fortlegemet var omgivet af en tør 8 m
dyb grav, der netop skulle kunne »bestryges« og belyses fra alle fløje
og dermed hindre fjendtlig indtrængen til fortkernen.

I flankeringskonstruktionen i topvinkelen - Saillant-kaponieren,
som datidens franskprægede fæstningssprog betegnede den - var opstillet
yderligere 2 120 mm haubitzer, hvorved forternes samlede bestykning
ialt blev 8 stk. 120 mm haubitzer + diverse maskingeværer
til nærforsvaret.
For Bagsværd, Gladsaxe og (for nu at få det hele med) Fortun Fort
var der det specielle, der ikke kendtes på de andre værker, at de
haubitzer, der var opstillet i kaponiererne, ikke alene kunne virke
som gravflankerings-artilleri, men også kunne løse forskellige opgaver
i terrainet bag og mellem forterne, eller for at tale officielt fæstningssprog:
kunne udføre »intervalskydninger«.
Begge værker havde indbygget elektricitetsværker i deres kerne,
hvorfra leveredes strøm til de projektører, der kunne oplyse forterrainet
om natten, mens gravene belystes af acetylenprojektører gennem
særlige »lysskår« i kaponiererne.

Besætningerne på hvert af de to forter var 4 officerer, 14 underofficerer
og godt 100 underkorporaler (4) og menige alle af Fæstningsartilleriregimentets
2. bataljon.

4) Underkorporalen var betegnelsen for en »flink menig «, der kunne aflaste den laveste
underofficer, korporalen, i hans tjeneste. Den brugtes også som gennemgangsgrad
til korporalsgraden men afskaffedes i 1951, hvor den remplaceredes af
betegnelsen »menig gruppefører«. Underkorporalen var indtil 1922 den eneste
befalingsmand i Hæren, der hverken var officer eller underofficer.

Forternes hovedopgave var at bestryge terrainet mellem Bagsværd
Sø og Vestenceintens yderste højre fløj (»Husumenceinten«) med artilleriild
i tilfælde af fjendtlig fremtrængen i dette rum, hhv. at bekæmpe
fjendtlige belejringsbatterier, der måtte blive opført til bombardement
af København. I vestlig retning skulle Gladsaxe Fort virke sammen
med batterierne på Husumenceinten, mens Bagsværd Fort skulle
samarbejde med Lyngby Fort S for Lyngby Sø om opgaverne ved
Bagsværd Sø.
Tinghøj- og Buddinge Batteri skulle dække forterne i ryggen og
sammen med disse støtte de skyttegravssystemer, som ved fæstningens
»armering« (klargøring til krig) forudsås trukket (og i 1914 også blev
udført) mellem værkerne og foran disse.
Den fuldkomne mobilisering af værkerne i 1914 og det virksomme
liv, der levedes under »sikringsstyrken« 1914-19, gav kun sjældent anledning
til episoder eller omtale. Det er i sig selv forbløffende, at så
mange tusinde indkaldte soldaters sammenhobning på så relativt lille
et område kun undtagelsesvist påkaldte offentlighedens opmærksomhed.
Landet var jo ikke i krig, og den situation er vel den vanskeligste
at holde store troppestyrker indkaldt under.
Men disciplinen var god og moralen gennemgående høj. Korpsånden
indenfor Fæstningsartilleri-Regimentet gjorde også sit. Der var
godt forhold mellem officerer og mandskab - og mellem værkernes
besætninger og de omkringboende »lodsejere«.
På ejendommelig vis blev dog Bagsværd Fort inddraget i en episode,
der den dag i dag må betegnes som særdeles egenartet, og næppe har
noget sidestykke i landenes historie.
Mandag morgen den 7. sept. 1914 indtelefonerede ejeren af gården
Kollekolle til fortchefen på Bagsværd Fort, at han havde iagttaget en
mand, der til fods gik rundt i fæstningens forterrain og indtegnede
noget på et kort.
Fortchefen sendte straks en cyklistpatrulje ud i området, hvor den
traf den pågældende person, som blev anholdt. Han påberåbte sig at
være den østrig-ungarske gesandt men kunne ikke legitimere sig. Patruljen
indbragte ham som anholdt til Bagsværd Fort, hvor chefen,
kaptajn J. B. M. Poulsen straks satte sig i forbindelse med Udenrigsministeriet
for ad den vej at få mandens identitet fastslået. I Udenrigsministeriet
turde man ikke tage ansvaret for fortsat tilbageholdelse
hhv. løsladelse, hvorefter fortchefen ringede til den dav. hærkommando
(»Overkommandoen«s efterretningssektion), der bad om, at man
ville, under behørig men diskret eskorte (ledsaget af en officer), køre
manden ind til fæstningskommandantskabet.
At sagen endte med, at manden blev identificeret som det, han havde
givet sig ud for, gav anledning til et meget dramatisk efterspil, hvorunder
såvel forsvarsministeren (P. Munch) som udenrigsministeren
(E. Scavenius) fik rig anledning til at lægge deres personlige uvilje
mod Hærens officerskorps opsigtsvækkende kraftigt for dagen. Foruden
fortchefen blev chefen for efterretningssektionen (oberstløjtnant
E. With), trods det, at han havde handlet både som reglement og
konduite foreskrev, i årevis personlig forfulgt af forsvarsministeren,
der, som Blæksprutten skrev: "så rødt, når han så en officer - især
With", så denne til sidst måtte søge hjælp hos sine foresatte.
Skæbnens ironi ville, at samme oberstløjtnant ved 2. verdenskrigs
udbrud var avanceret til chef for Hæren, og nu skulle samarbejde med
landets udenrigsminister - der var forsvarsministeren fra 1914!
 
Den ulykkelige tildragelses indflydelse på landets affærer i 1939-40 er
endnu ikke kommet i historikernes søgelys.
Men Bagsværd Fort har altså huset den eksterritoriale østrig-ungarske
gesandt som arrestant nogle timer og - skæbnen er nu engang mere
end drilagtig - selv samme forsvarsminister i december samme år!
Foruroliget af episoden på fortet i september tog forsvarsministeren
en søndag kort før jul ud til Bagsværd Fort for personligt at orientere
sig om, hvor forrykte forholdene kunne være på et fort, der havde
haft en chef, hvis virksomhed sikkert havde medført tumultariske tilstande!
(Kaptajn Poulsen blev kort efter gesandtepisoden frataget
kommandoen - der skulle bringes et offer og findes en syndebuk -
men ingen ved til dato, hvad kaptajnen havde gjort sig skyldig i).
I den tro, at »alle kender forsvarsministeren« strøg Hans Excellence
lige gennem vagten - eller rettere forsøgte det - og blev stoppet af
skildvagten. Adspurgt om han ikke kendte landets forsvarsminister,
svarede soldaten kort og klart nej - »det kan enhver komme og sige«
- anholdt ministeren og førte ham som mistænkt for spionage ombord (5)
i fortet som anholdt.
Fortchefen var imidlertid ikke ombord, så næstkommanderende
måtte tilkaldes og afgøre sagen. Han lod den anholdte føre ind for
sig, genkendte straks dette prominente medlem af Kongens råd -
hvorefter »sagen« endte med kaffe i officersmessen.
Men episoden var straks ude over hele fortet. Ingen kunne bebrejde
skildvagten noget. - Det blev første og sidste gang, forsvarsministeren
nærmede sig Bagsværd Fort!
Efter 1920 lå værkerne i mange år hen, som da besætningerne havde
forladt dem. Artilleriet og andet teknisk materiel var selvsagt udtaget
- men de vældige beton- og jordmasser lod sig ikke fjerne.
I årevis tjente Bagsværd Fort som magasin for Hærens Ammunitions
arsenal - men er i dag taget i brug af »Dansk Filmsmuseum«. Gladsaxe
Fort er nu lagerplads for en række private virksomheder. Tinghøj
Batteri er blevet farve- og laHabrik, mens Buddinge Batteri er taget
i brug af »Geodætisk Institut«.
Deres jordiske rester vil til sene tider minde om danske forsvarsanstrengelser
før og under 1. verdenskrig.

A. N. Hvidt.

5) De første forter omkring København var søforter (Prøvestenen, Mellemfort og
Trekroner) der bemandedes af Den kgl. Marines personel. Dette benyttede alm.
maritim udtryksmåde, der videreførtes på kystværkerne og derfra vandrede ind i
landbefæstningens fortterminologi.

Webmasters tilføjelse 2011: Filmmuseet er fraflyttet Bagsværd Fort, Fortet er blevet
fredet og står foran en renovering
og åbning for offentligheden. Gladsaxe Fort ejes af Gladsaxe Kommune og bruges af hjemmeværnet.
Tingbjerg Batteri fungerer fortsat som lagerplads for Dyrup og C0.
Geodætisk Institut er fraflyttet Buddinge Batteri. Gladsaxe Kommune og Danmarks
Naturfredningsforening har forsøgt at få fredet batteriet uden held. Batteriet er i privat eje.