Download : Årbog 2017

Årbog 2017 41. årgang Gladsaxe Lokalhistoriske Forening Årbog 2017 udgivet af Gladsaxe Lokalhistoriske Forening Forsiden Svendeprøve på Teknisk skole i Gladsaxe 1956, hvor Sven Erik aflagde prøve som murersvend. Svendeprøverne foregik udendørs på Søborg Hovedgade 122, hvor skolen havde til huse fra 1924 frem til 1967. (Foto: Gladsaxe Byarkiv). Lerkarret fra Højgårdsfundet Da Slangerupbanen blev anlagt, fandt man i 1905 (mellem nuværende Helmsvej og Højgårdsvænge) en grav fra jernalderen, der bl.a. indeholdt skeletdele og et lerkar fra yngre romersk jernalder - også kaldet folkevandringstiden (år 200-400). Lerkarret, som formodentlig var til rejseproviant på vejen til det hinsidige, benytter vi i dag som bomærke for Gladsaxe Lokalhistoriske Forening. Redaktion: Jens Mortensen (Grafisk tilrettelæggelse) Flemming Bruun Fotos og illustrationer: Gladsaxebilleder/Gladsaxe Byarkiv, Lokalhistorisk afdeling, Gladsaxe Bladet, Flemming Bruun, Jens Mortensen m.fl. Grafisk Produktion: Printdivision ISSN 1903-0916 Indhold Forord............................................................................................................................5 Fattiggården - det pinligste af alt pinligt .................................................................7 Af: Eva Molin Teknisk Skole i Gladsaxe i 100 år ...........................................................................23 Af: Benny Wielandt og Jens Mortensen Hovedbibliotekets vilde forhistorie .......................................................................61 Af: Arne Fogt Haveforeningen Carl Nielsens Minde ...................................................................81 Af: Anny Green Foreningens publikationer.......................................................................................88 4 5 Forord Den årbog, du sidder og læser i, er nummer 41. Knap nok er vi blevet færdige med at skrive jubilæumsbogen, Hermanns hjørner, før der igen kommer læsestof. Årbogen 2017 indeholder fire artikler af vidt forskelligt indhold. Selvom der ofte siges, at alt var meget bedre i gamle dage, findes der folk, der ikke synes om rigtigheden af dette udsagn. Flere af dem endte på kommunens fattiggård Stolpegården og livet der har Eva Molin, Gladsaxe Byarkiv skrevet en levende fortælling om. Teknisk Skole fylder 100 år og i den anledning har Jens Mortensen i samarbejde med Benny Wielandt skrevet en spændende historie, der nok skal få minderne frem hos mange af medlemmerne. Da Gladsaxe tilbage i 70erne skulle have et nyt stadsbibliotek, var der store protester imod det, som nogle kaldte et udnødvendigt byggeri. Der blev skrevet mange artikler og læserbreve i de lokale aviser. Om dette byggeri fortæller Arne Fogt, der har læst i aviser fra den gang. Et af de mere skjulte steder og som alligevel er kendt af mange Gladsaxeborgere, er Haveforeningen Carl Nielsens Minde. Den kan fejre 75 års jubilæum og en af havens beboere, Anny Green, har skrevet en flot artikel om havens historie. Bagerst i bogen kan I læse om de mange publikationer, som foreningen har udgivet gennem årene. Lige fra årbøger over DVD udgivelser til bøger med specielle emner, f.eks. Da vi var Bønder og jubilæumsbøger. De henvender sig til de medlemmer, som ønsker at vide mere om det sted, hvor de bor. Til sidst en stor tak til Gladsaxe Kommune. Uden støtte herfra ville der ikke være muligt at udgive årbogen. Årbogen ville heller ikke udkomme, hvis ikke Jens Mortensen og Flemming Bruun havde brugt mange af deres fritimer med at renskrive, redigere og læse korrektur på den. Stor tak til Jer for indsatsen. I ønskes alle en god læsning. Arne Fogt Formand 6Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune 7 Fattiggården – det pinligste af alt pinligt I årene 1873-1932 anbragte Gladsaxe Kommune sine gamle, syge og fattige på fattiganstalten Stolpegården i Gentofte. Af: Eva Molin, Gladsaxe Byarkiv Tilbage i tiden var det typisk den nære familie og slægten, der sørgede for deres fattige, men i løbet af 1500- og 1600-tallet steg antallet af fattige eksplosivt. Stigningen var så voldsom, at familierne ikke længere selv magtede at forsørge deres fattige. Tiggeri var den naturlige følge. Tiggeri forbydes I 1708 blev det forbudt ved lov at tigge. Samtidig blev det gjort klart, at hvert sogn i landet selv skulle forsørge sine ”værdigt trængende”. Derfor blev der oprettet fattigkommissioner overalt i det ganske land, også i Gladsaxe-Herlev Sogn. Sognepræsten var født formand for fattigkommissionerne, for sognepræsten var den i sognet, der stort set kendte alle, og dermed også den, der vidste, hvor nøden var størst. Men det blev værre. For befolkningen voksede i løbet af 1700-tallet. Oveni kom landboreformerne og den begyndende industrialisering, så landsbyfællesskaberne gik i opløsning. Fattige inddeles i klasser I 1803 blev der lavet et landsdækkende reglement for fattigvæsenet, hvor de fattige blev inddelt i tre klasser efter deres trang. De mest trængende var gamle og syge. De fik altså de største ydelser, hvad enten det var i rede penge eller i naturalier. Anden klasse indeholdt de forældreløse børn og børn af forældre, hvis ”Forstand, Helbred eller Sæder ere saaledes beskafne, at Børnenes Opfostring og Opdragelse ikke til dem bør betroes”. Tredje klasse var den største af grupperne, og de fattige på tredje klasse fik mindst hjælp, for ”Til 3die Klasse henhøre saadanne Familier eller Fattiganstalten Stolpegården 8 enkelte Personer, som formedelst Svagelighed, mange Børn, tiltagende Alder, eller andre saadanne Aarsager ikke ere i Stand til at fortiene saa meget, som behøves til deres, eller deres Børns, nødtørftige Underholdning”. Præsten var stadig født formand i fattigkommissionerne, men desuden sad politimesteren samt en eller to af de største grundejere i kommissionen. Reglementet sagde, at når kommissionen var blevet enig om, hvem i sognet, der skulle have hvad i fattighjælp det kommende år, blev resultatet læst op fra prædikestolen. Alle beboere i sognet havde krav på at vide, hvem der fik hvor meget. Og alle kunne komme med indsigelser og forslag. Hvis nogle blev virkelig utilfredse, kunne de klage til amtets fattigdirektion. Og der kom fattighuse Allerede i 1842 var udgifterne til de fattige løbet så løbsk, at sognepræsten, pastor Kalkar, Fattiganstalten Stolpegården Denne tegning menes at forestille det første fattighus i Gladsaxe Sogn, liggende i sognebyen. Det var en anselig bygning i forhold til de andre gadehuse med den fremspringende kvistfløj midt i facaden. Det var bygget 1852, både stråtækket og grundmuret, hvilket var særligt før år 1900. (Gladsaxebilleder). 9 skrev et officielt brev til sognerådet i Gladsaxe- Herlev med forslag om at opføre et fattighus i Gladsaxe. Fattighuset skulle kunne rumme flere familier, og sogneforstanderskabet nedsatte en komite, der skulle gennemgå Kalkars forslag og komme med en udtalelse. Komiteen blev færdig med dens overvejelser i 1844, og de var udelt begejstret, for som de skrev, så ville fattigvæsenets udgifter kunne formindskes, men det ville også ”virke gavnligt paa Fattiglemmernes moralske Forhold idet de, naar de for en stor deel være samlede paa et Sted kunde være underkastede et langt strengere og stadigere Tilsyn end det Fattigbestyrelsen nu selv med den bedste Villie kunde være istand til at udøve”. At opføre et sådant hus ville koste 1200 rigsdaler, og det var for mange penge, så forslaget faldt. I 1852 blev det første fattighus bygget i Gladsaxe By. Siden kom der også et fattighus i Buddinge, ligesom der med tiden blev indrettet husvildeboliger rundt om i kommunen. Stolpegårdens ansatte Gladsaxe-Herlev Sogn, Søllerød og Gentofte sognekommuner købte i fællesskab Stolpegården i Vangede i 1873. Stolpegården blev indrettet til fattiggård eller fattiganstalt, som det hed i den første tids sprog. Her blev fattige fra de tre sognekommuner anbragt. Fra 1887 gik også Lyngby med i samarbejdet og anbragte fattige på stedet. Udgifterne til fattiggården gik efter fordelings- Fattiganstalten Stolpegården Postkort af Stolpegården fra 1873/74, altså lige på den tid, hvor den blev købt og indrettet til fattiggård. (Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune). 10 tal, der blev beregnet ud fra nyeste folketælling. I 1887 ejede Gladsaxe-Herlev således 15/100 af Stolpegården med bygninger og inventar. Personalet på stedet bestod af en inspektør med hustru og et antal medhjælpere til inde og ude. I 1880 hed inspektøren Julius Peter Emil Sandberg og hustruen Fanny Anna Ida. De havde børnene Carl Gerhard og Laura Frederikke boende hos sig på gården. Desuden var der ansat en plejemoder ved navn Emilie Christiane Hansen, to medhjælpere, nemlig Inger Kirstine Rasmussen og Jacob Rasmussen og en skriver, der hed Christian Ludolf Holte. At der var brug for en skriver eller sekretær kunne umiddelbart synes lidt sært, men at drive en fattiggård krævede et stort bureaukrati. Der skulle naturligvis føres protokoller over indtægter og udgifter. Men der skulle også føres en hovedbog over de fattige med oplysninger om, hvor de kom fra, hvad de medbragte til Stolpegården af ejendele, hvor gamle de var og så videre. Der skulle føres en forplejningsbog og regnskab over de fattiges arbejde. Desuden var inspektøren forpligtet til at holde direktionen, hvori der sad et medlem fra hvert sogneråd, orienteret om alt muligt forskelligt, især omkring brud på ro og orden Fattiganstalten Stolpegården En ansat og ældre, kvindelige fattiglemmer. (Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune). 11 bejdede i køkkenet og dem, der skulle vogte kreaturerne. Deres arbejdsdag var længere, men til gengæld også med længere pauser ind imellem. I marts/april og september/oktober måned blev folk vækket klokken 6 og gennet i seng igen kl. 20 efter at have arbejdet fra 7-18 med en times pause sammenlagt. Fra november til februar, i de kolde, mørke måneder, stod de fattige først op klokken 7 og arbejdede fra 8 til 18. Også med en sengetid, der hed klokken 20. Det var selvfølgelig så som så med privatliv, men alle over spædbarnestadiet havde dog hver sin egen seng og en stol. Nogle havde også en kommode. Ægtefolk fik lov at bo sammen, hvis de opførte sig ordentligt, men børnene blev taget fra dem, for børnene var inspektøren og hans kones særlige ansvar. Børnene på Stolpen I folketællingen fra 1880 var der 129 indlagte fattiglemmer på Stolpegården. Gladsaxe-Herlev sogneråd havde indlagt 18 voksne og fem børn, resten af lemmerne stod Gentofte og Søllerød for. I alt boede der i 1880 38 børn på 14 år og derunder. 14 år var det år, de fleste blev konfirmeret, og fra konfirmationen og frem burde de unge mennesker kunne gå ud og tjene bønder og dermed ophøre med at ligge sognekommunen til økonomisk last. At det ikke helt gik sådan, vidner folketællingen dog også om, for der boede flere 15-20-årige på Stolpegården. Men børnene var et særligt indsatsområde. Det var inspektørens ansvar, at de kom i skole hver dag og fik lavet deres lektier. Hvis der var mange børn, kunne direktionen ansætte en plejemor til at hjælpe med børnenes pasning, og da der var rigtig mange børn på Stolpegården, var den i 1880 39-årige og ugifte frøken Emilie Christiane Hansen blevet ansat som plejemoder. Hendes hverv gik ikke på at give omsorg og kærlighed til børnene. Det var der under alle omstændigheder også for mange børn til, at det kunne Fattiganstalten Stolpegården på anstalten og straffeforanstaltningerne, som han brugte for at få genoprettet ro og orden. Så bureaukratiet omkring fattiggårdene var omfattende. Men desværre særdeles ufuldstændigt bevaret til i dag. Især er det trist, at hovedbøgerne med alle data samlet om de enkelte beboere, ser ud til at være gået tabt. Regler i hobetal Ideen med fattiggårdene var, at de skulle hvile i sig selv økonomisk. De fattige blev sat til at dyrke jorden og lave diverse husflidsarbejder, der kunne sælges. De fattige fik til gengæld mad og tag over hovedet. Der blev også givet kontante belønninger til de flittigste. Men i praksis blev fattiglemmerne umyndiggjorte, og der var en stærk opfattelse blandt datidens beboere, at det var uværdigt og pinligt at havne på fattiggården. Derfor var det samfundets mest udsatte, der havnede der, og i praksis løb gårdene langt fra rundt. De enkelte sognekommuner betalte derfor ikke bare til bygningernes vedligeholdelse efter fordelingstallet, men også en kontant sum penge per fattig, som sognet lod indlægge på fattiggården. Hverdagen på Stolpegården fulgte årstiderne. Fra maj til august begyndte dagen med at inspektøren bimlede med en klokke og vækkede alle klokken fem om morgen. En halv time senere skulle alle, undtagen de mindste børn og de ældste, stå nyvaskede, redte og med redte senge klar til morgengrøden. Klokken seks startede arbejdsdagen. Der blev arbejdet til klokken 19 om aftenen i sommermånederne, men der indgik en halv times frokost og midt på eftermiddagen havde fattiglemmerne yderligere en halv times pause – og i den halve time, måtte de gøre, hvad de ville! Dog ikke ryge tobak og drikke brændevin, for begge dele var forbudt på anstalten. Klokken 21 skulle alle lægge sig til at sove. Enkelte særligt udpegede måtte dog stå endnu tidligere op end de øvrige. Det gjaldt dem, der ar12 lade sig gøre. Men hun sørgede for, at de var renvaskede, at de fik mad, lavede lektier, gik i skole og ikke mindst, at de passede alle de opgaver i hus og mark, som de var pålagt efter skoletid. Opgaverne i hus og især i marken, skulle være nogle, der klædte børnene på til deres fremtidige voksenliv. Der stod udtrykkeligt i reglementet, at børn helst skulle arbejde udendørs. Hvis børnene blev indlogeret på Stolpegården sammen med deres forældre, blev forældrene straks umyndiggjorte i forholdet til deres børn. Det var inspektøren og hans hustru, eller eventuelt plejemoderen, der stod for opdragelsen. Også den fysiske afstraffelse ved overtrædelse af stedets mange regler. For børns vedkommende kunne trodsighed, genstridighed, uorden, urenlighed, ulydighed eller brug af løgne straffes af inspektøren med tvang inklusiv ”legemlig revselse indenfor passende grænser”, som reglementet fra 1911 så upræcist beskriver det. I 1890-reglementet blev det indskærpet, at børn helst ikke skulle indlægges på Stolpegården, og kom de alligevel, skulle de helst ekspederes ud i plejefamilier indenfor et døgns tid. Det kom af mange årsager aldrig til at fungere optimalt, men reglementet bevirkede dog, at der kom færre børn på Stolpegården, sådan at stillingen som plejemoder kunne nedlægges igen. Grød, vælling og masser af rugbrød På Stolpegården spiste lemmerne/de fattige almindelig husmandskost. Vi har ikke det oprindelige spisereglement, men vi har det, der gjaldt fra 1890 og formentlig til Gladsaxe trak sig ud af samarbejdet omkring Stolpegården. Vi ved med sikkerhed, at det stadig var gældende i 1911, for da blev det ajourført med målangivelser efter det nye, metriske system, altså kilo og gram. Dagene forløb meget ens med fem måltider per dag. Om morgenen blev der serveret en rundtenom rugbrød på 125 gram og en halv liter skummetmælk. Rugbrødet blev serveret uden smør, fedt eller pålæg. Et par timer senere blev der atter serveret rugbrød, nu med smør eller fedt og en halv liter kærnemælk. Dagens højdepunkt var middagen klokken 12. Der var afsat en halv time til at spise i, og det var solid kost. Om søndagen, som var ugens ubestridte højdepunkt, blev der serveret flæskesuppe med byggryn, kartofler og rugbrød. Den fattige fik 90 gram flæsk om søndagen og 420 gram kartofler, 50 gram urter og rødder og 60 gram byggryn. Foruden en humpel rugbrød på 125 gram. Resten af ugens dage stod middagen på diverse former for grød og vælling, rugbrød til alle måltider, sild om fredagen, klipfisk om lørdagen, masser af kartofler. Om torsdagen var der 245 gram ærter til middagen, men ellers lå kvantummet af grønt per hovedmåltid på 25 til 50 gram, og der blev overhovedet ikke serveret grønt onsdag, fredag og lørdag. De fleste af ugens dage blev middagen ledsaget af skummetmælk, men i weekenden blev der serveret op til en halv liter øl. Mest øl om lørdagen til de meget salte klipfisk. Om eftermiddagen blev der igen serveret rugbrødsfedtemadder. Nu med ¼ liter øl til, og om aftenen inden sengetid var byggrød med skummetmælk. Det var ikke fordi, folk sultede på Stolpegården, men maden var unægtelig temmelig ensformig. Til gengæld var maden solid. Det var husmandskost på linje med, hvad samfundets øvrige husmænd, indsiddere og inderster normalt spiste. Og det var mad, der var beregnet på at lægge en god bund til den, der havde hårdt fysisk arbejde i marken. Ifølge 1890/1911-reglementet spiste de fattige god, forsvarlig og sund føde. Fattiganstalten Stolpegården 13 Særforplejning til børn, gamle og syge Børnene, de gamle og syge fik ikke samme menu, som den ovenfor skitserede. Deres spisereglementer findes i Stolpegårdens journalsager på Rigsarkivet og viser, at især børnene blev tilgodeset med ekstra meget kød, sødmælk og smør og fedt. De gamle og syge fik kogt fisk fire af ugens syv dage, plukfisk en femte og frikassé de to sidste. Desuden var der diverse slags grød og vælling hver dag. Da de færreste havde tænder i munden, når de nåede en alder af 50+, var det en fornuftig føde. Gamle og syge fik desuden franskbrød, sigtebrød og tvebakker i stedet for rugbrød. Til syge, der var ved at komme sig, var der en særlig god kost, der både indebar ekstra kød, sukker, sødmælk og smør. Da Stolpegården i begyndelsen af 1950´erne blev nedlagt, blev de sidste fattige på stedet overført til Frederiksborg Tvangs- og Arbejdsanstalt, og derfra findes også et kostreglement bevaret. Måltiderne anno 1950 lignede til forveksling det, de fattige havde spist i 1890 på Stolpegården. Der var stadig to retter mad til hovedmåltidet, med stopgrøden som forret. Altså øllebrød, sødsuppe, risvælling, bygvandsgrød eller lignende, og så noget med kød eller fisk til hovedret. Det kunne Fattiganstalten Stolpegården Stolpegårdens køkkenfaciliteter. (Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune). 14 være 60 gram flæsk, én renset spegesild, 100 gram kogt fars, 80 gram frikadeller eller lignende. Det lyder af lidt for de fleste i dag, men Information havde en journalist ude på Stolpegården i februar 1950, og der var masser at klage over, men som en beboer sagde: ”Herude faar man da lov at spise sig mæt. Og maden er god nok. Hvis nogen siger andet, skulde han skydes”. Gulerod og pisk Stolpegårdens fattige var ofte fordrukne, prostituerede, sindssyge eller åndssvage. Det kan man se af folketællingerne og lemmelisterne, hvor den slags blev noteret. Alkoholens svøbe prøvede ledelsen at komme udenom ved at forbyde indtagelse af noget, der var stærkere end øl på Stolpegårdens territorium. Til gengæld var der ikke restriktioner på ølindtagelsen, der var bare grænser for, hvor meget der blev udleveret til den enkelte på Stolpegårdens regning. Skete det alligevel, at nogen drak sig i hegnet, blev vedkommendes udgangstilladelse den følgende søndag inddraget. Udgangstilladelserne var meget vigtige for opretholdelse af ro og orden på stedet, for søndagene efter kirketid var den eneste tid i ugen, hvor det var muligt at få besøgende eller selv at tage væk fra gården. Det var heller ikke tilladt at få besøg udefra uden tilladelse fra inspektøren, ligesom der skulle særlig tilladelse til at gå i seng både før og efter den tid, der var fastsat i reglementet! Reglen om sengetid gjaldt dog ikke de helt små børn eller de allerældste beboere, som nød en vis frihed i henseende til at kunne bestemme noget selv. Fra og med 1917-reglementet stod det sort på hvidt, at børn, gamle og svage nu måtte gå tidligere eller senere i seng, end reglementet for de arbejdsduelige fattige bød. Dog blev det stadig i 1917 pointeret, at ALLE skulle stå op til tiden! Morgenmaden var stadig kl. 5.30 om sommeren. Alkoholikere og folk, der på anden vis havde vist sig ikke at kunne forvalte søn- og helligdagenes frihed, blev konsekvent nægtet udgangstilladelse, hvis de med sikkerhed ville gå ud og opføre sig usømmeligt eller søge efter brændevin. Noget, der udløste store straffe, var, hvis en fattig ødelagde nogle af gårdens redskaber eller det tøj, vedkommende havde lånt. Der var ansat en lappeskrædder på Stolpegården, som skulle sikre, at tøjet blev brugt til det var slidt fuldstændig i laser. Der blev ført nøje regnskaber med inventaret på Stolpegården, og tøjet var en del af stedets inventar. Hvis de fattige selv medbragte tøj, kunne direktionen godt tillade, at de brugte det, men som udgangspunkt fik de efter bad og aflusning udleveret tøj fra Stolpegårdens eget lager, og deres eget tøj blev noteret i hovedbogen, så det kunne udleveres igen, når den fattige igen blev regnet for så fri af alkohol eller prostitution, at han/hun kunne forsørge sig selv og atter blev sluppet ud i friheden. Indespærring kunne forekomme, men kun kortvarigt, og kun for folk, der gik amok med voldsomheder, der forstyrrede anstaltens ro og orden. Da der var flere mennesker, der kunne kategoriseres som fordrukne og sindssyge, var der brug for at have indespærringsmuligheden i baghånden, men al brug af indespærring skulle straks meldes til direktionen og politiet, og politiet overtog, hvis ikke indespærringen kunne ophæves i løbet af et døgn. I det reglement, der blev indført i 1890 og ajourført i 1911 var der mulighed for, at kommunerne kunne tilkøbe ekstraforplejning i form af kaffe til deres fattiglemmer. Det var også en måde til at belønne dem, der opførte sig ordentligt. Hvem var de egentlig? Da Stolpegården blev oprettet var den beregnet på fattige svage og ældre mennesker samt arbejdsduelige, der af forskellige årsager – oftest på grund af alkohol, prostitution og/eller vagabon- Fattiganstalten Stolpegården 15 dering – ikke kunne holde fast i et arbejde og forsørge sig selv ude i det normale samfund. Det er også et faktum, at et betragteligt antal mennesker, der fik diagnosen sindssyg, endte på Stolpegården. De sindssyge pendlede nærmest mellem Stolpegården og diverse sindssygeanstalter rundt i landet, især Oringe ved Vordingborg og sindssygeanstalten i Viborg. Når de var meget syge, var de på anstalterne, når de havde det bedre, boede de på fattiggården. De sindssyge blev oftest anbragt på sygeafdelingen, mens de ventede på plads på en af sindssygeanstalterne. En af dem, der røg ind og ud ad systemerne var Hulda Kathinka Ihle, der var født i København i 1844 og forsørgelsesberettiget i Gladsaxe som voksen. Første gang hun blev indlagt på Stolpegården var i 1878, hvor hun var 32 år. Hun havde forinden været indlagt på Kommunehospitalet. Først i 1894 fik hun diagnosen sindssyg i Stolpegårdens arkivalier. I 1895 blev hun første gang indlagt på sindssygeanstalten i Viborg, og fra 1896 til hendes Fattiganstalten Stolpegården Stolpegårdens park i 1910. Parken blev naturligvis plejet og passet af fattiglemmerne selv. Om søndagen var der tid til at sidde i den og nyde det gode vejr. (Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune). 16 død i marts 1918 blev sindssygeanstalten hendes permanente hjem. Både når man ser i fattigvæsenets hovedbøger lokalt i Gladsaxe-Herlev og i Stolpegårdens arkivs lemmelister, kan man se, at der sker noget i 1894. Det er påfaldende, så mange lemmer, der i årene 1894-96 får diagnosen sindssyg og ekspederes videre til landets sindssygeanstalter. De fleste for en kort periode i første omgang, og derefter på permanent basis, når de efter at have været tilbage på Stolpegården havde vist sig ikke at være rolige og velfungerende nok til stedet. Alkoholikerne gav også anledning til mange problemer på Stolpegården. Harald Prætorius Nielsen var 27 år, da han første gang kom på fattiggården i 1880. Han præsterede at få udgangstilladelse og derefter først komme hjem et døgn senere. Et par måneder senere står der i sognelemmelisten, at han har ”forlokket en Dreng til at hente Brændevin”. Derefter stak han af igen, for at komme Fattiganstalten Stolpegården Sovesal for mænd på Stolpegården år 1919. En seng og en stol var, hvad hvert fattiglem rådede over. Nogle havde dog også en kommode, men da de færreste havde andet tøj end det, de gik og stod i, og da tøjet endda som regel var et lån fra Stolpegårdens depot, var der ikke behov for opbevaringsplads for ret mange af de indlagte lemmer. (Foto Hauermann, Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune). 17 tilbage i en formentlig ikke ganske ædru tilstand. Få dage efter lavede han så meget ballade, at han fik et polititilhold og tre uger senere blev han hentet af politiet. Ud fra sognelemmelisterne er det meget tydeligt at se, at den oprindelige ide om at huse alle slags fattige og svage på fattiggården var en ide, som ledelsen arbejdede sig væk fra fra 1894 og frem. Fattiggården blev på det tidspunkt i langt højere grad forbeholdt de arbejdsduelige fattige, de svage og de gamle. Og de arbejdsduelige skulle ikke forblive på stedet, men opholde sig der af nød i kortere perioder. Hvilket også af både fattigvæsenets hovedbøger og sognelemmelisterne ser ud til at være blevet normalen i begyndelsen af 1900-tallet. Fallit og død i lange baner Anders Andersen Kierkegaard var en rig silkeog klædekræmmer født i 1767. Han købte Lundegård i Søborg og på en parcel af gårdens jord, opførte han i 1810 Bomuldsspinderiet Enigheden. Men da Danmark gik statsbankerot i 1813 blev det hårdt at drive virksomhed. Anders Andersen Kierkegaard gik fallit og døde i 1816, en ny ejer overtog spinderiet, men det kunne ikke konkurrere med det fine engelske klæde, og fabrikken lukkede omkring 1839. I den modsatte ende af den sociale rangliste befandt bomuldsvæver Carl Frederik Speiermann sig. Han var af tysk afstamning og giftede sig i 1829 med Jacobine Martine Vogel, der også var af tysk afstamning. Parret boede de første par år i Dronningens Tværgade i København, hvor sønnen Hans Peter kom til verden i 1830. Mellem 1830 og 1834 flyttede familien Speiermann til Mørkhøj. Det er højst tænkeligt, at Carl Frederik fik arbejde på bomuldsspinderiet Enigheden. Han var i arbejde som bomuldsvæversvend, da de næste børn blev født, nemlig Carl William i 1834 og Ida Emilie i 1837. Da Enigheden lukkede, flyttede Carl Frederik Speiermann og familien til Islemark i Rødovre, hvor han blev indsidder og stadig stod optegnet som væver i kirkebogen for 1841, hvor datteren Inger Caroline Wilhelmine blev døbt i Rødovre Kirke. Blandt fadderne var en bomuldsvæver fra Utterslev, og måske var det bekendtskab en af grundene til, at familien få år senere flyttede til Utterslev i Brønshøj Sogn? I 1844 fødte Jacobine en datter, som blev opkaldt efter hende selv, nemlig Johanne Jacobine. Denne datter blev to dage gammel jfr. Herlev Sogns kirkebog. Familien boede i Hjortespring på dette tidspunkt, og her blev de øjensynligt boende nogle år. 11. april 1847 blev William Theodor Speiermann født, og i sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol for Gladsaxe-Herlev kan vi se, at familien ikke længere kunne klare sig selv, men nu levede af almisser og fattighjælp. Da Rødovre-Brønshøj var familiens oprindelige sogn, var det dem, der betalte, selvom familien boede i Hjortespring. Til gengæld skrev Rødovre- Brønshøj sogneråd og bad Gladsaxe-Herlev om at beholde familien i Hjortespring. Det lykkedes dog ikke, og i 1848 slog familien Speiermann sig ned i Utterslev, hvilket skulle vise sig at blive en skæbnesvanger beslutning. Om det var ”dårlig luft” fra den nærliggende sø/ mose, vides ikke, men i december 1848 døde først Carl Wilhelm, 14 år gammel af ”underlivsbetændelse”. Få dage senere døde Ida Emilie og endnu et par dage senere Inger Caroline Wilhelmine, der nåede at blive syv år. Både Ida Emilie og Inger Caroline Wilhelmine døde af ”hidsig feber” står der i kirkebogen. De tre børn var ikke ofre for en epidemi, hverken landsdækkende eller lokal, der var ikke andre børn i kirkebogen, der døde af noget tilsvarende på den tid, men datidens læger kunne godt lide miasmeteorierne, altså om at luften var dårligere Fattiganstalten Stolpegården 18 og farligere for mennesker nogle steder end andre. Formentlig ville alle tre børn have overlevet, hvis penicillinen havde været opfundet. Williams yngste år Da William Theodor Speiermann kom til verden, var hans mor 43 og faren 47. William var ægteparrets sjette barn, men skulle i praksis komme til at vokse op som enebarn. Den ældste søn, Hans Peter, var flyttet hjemmefra og i lære som snedker. Han skulle siden gifte sig, få seks døtre og dø i en alder af 76 år kan vi se ved en ganske almindelig Google-søgning. I folketællingerne fra 1850 og 1860 boede den lille familie i Utterslev By, Brønshøj Sogn, og Carl ernærede sig nu som kludekræmmer. William Theodor gik i skole i Utterslev og blev konfirmeret fra Brønshøj Kirke 1. søndag efter påske 1862, altså hele 15 år gammel. Formentlig afspejler den sene konfirmation det unge menneskes ringe lærdom. Ved eksaminationen i kirken fik han tg i kundskab og mg i opførsel. Det var temmelig ringe kundskaber, men til gengæld fin opførsel. Vagabonden Speiermann Kirkebogens afgangsliste afslører, at William kom ud at tjene, og at han i 1866 som 19-årig fik plads i Bloustrød. Han endte dog aldrig i Bloustrød. I stedet begyndte han en karriere som vagabond og tigger. En karriere, der efter Stolpegårdens notater bragte ham i stadig konflikt med loven. Både Fattiganstalten Stolpegården Udsnit af park og mark tilhørende Stolpegården i 1919. Her forventedes de arbejdsduelige fattiglemmer at lægge en betydelig mængde timer og arbejdskraft de seks af ugens syv dage. Vandtårnet i baggrunden ligger ved insulinmosen.( Foto: Hauerslev, Lokalhistorisk Arkiv, Gentofte Kommune). 19 vagabondering og tiggeri var forbudt ved lov, og rapserier blev straffet hårdt. Så William blev straffet et for os i dag ukendt antal gange i forskellige politikredse. I 1892 dukker William op i arkivalierne. Han er nu 46 år ifølge Stolpegårdens sognelemmeliste for Gladsaxe, og har været straffet med fængsel mindst en gang. Gladsaxe-Herlev Sogneråd vidste ikke af andet, end at placere ham på fattiggården, hvor han blev indlagt 6. september og gik sin vej igen 4. oktober. I 1893 formåede han at holde sig ude af Stolpegården, men fra 1894 og frem gik det igen ind og ud af anstalten. De indlagte på Stolpegården var som sagt ikke fanger, men de arbejdsduelige forventedes at lægge kræfter i marken eller på anden vis at bidrage til deres eget underhold. Hvis en indlagt opførte sig godt, blev han/hun udskrevet igen efter samråd og samtykke fra det sogneråd, som i første omgang havde sørget for indlæggelsen. At forlade stedet med tilladelse blev kaldt at blive dimitteret. Det skulle ikke ske ret mange gange de næste mange år, hvor William gang på gang blev anbragt på Stolpegården, og hvor han næsten lige så konsekvent forlod stedet igen få dage senere. Uden tilladelse. Arkivalierne viser en William, der havde trang til at vagabondere. At være spærret inde på Stolpegården og kun med forstanderens samtykke have lov at gå sin vej om søndagen efter kirketid, bekom ham ikke vel. Af Gladsaxe Sogns fattig- Fattiganstalten Stolpegården Gamles Hjem eller Kildegården set fra Christianehøj i 1935. (Gladsaxebilleder). 20 men som visse mennesker optager så ringe, at de i dag får B12 som indsprøjtninger. En mulighed, som ikke forelå i 1917. Hvad skete der efter 1932? I 1922 kom der en lov om aldersrente. Aldersrenten var ikke tildelt efter skøn, men efter klare regler, og med en aldersrente, tabte den gamle ikke sine borgerlige rettigheder, såsom stemmeretten. Det var ikke uværdigt at modtage aldersrente, sådan som det havde været det med fattighjælpen førhen. Og det gjorde, at flere ældre fik mulighed for at forblive i eget hjem. Men der var stadig et behov for at placere de svage gamle uden børn eller andet socialt netværk et sted, hvor der kunne blive set efter dem. Og i Gladsaxe Sogneråd begyndte debatten om et muligt alderdomshjem at bølge frem og tilbage i 1920´erne. I 1930 blev et byggeudvalg nedsat, som skulle se på mulighederne for et alderdomshjem i Gladsaxe. Det førte til, at sognerådet købte grunden Søborg Hovedgade 188-196. 4. marts 1931 gav sognerådet grønt lys, og byggeriet begyndte. Det færdige alderdomshjem stod klar til indflytning 19. juli 1932. Der var syv dobbeltværelser og 25 enkeltværelser. Nu kunne Gladsaxe melde sig ud af samarbejdet omkring Stolpegården, for på det tidspunkt havde kommunen igennem et årti stort set kun brugt Stolpegården til anbringelse af gamle, fattige mennesker uden pårørende og egen kapital til at brødføde sig med. Det blev anset som uværdigt. De øvrige kommuner i samarbejdet brugte nemlig fortsat i stor stil Stolpegården som arbejdsanstalt for arbejdsduelige mennesker, der ikke kunne fungere ude i samfundet, altså typisk folk med misbrugsproblemer af forskellig art. De heldige, der fik plads på Gamles Hjem eller Kildegården, som alderdomshjemmet siden kom til at hedde, gav afkald på deres aldersren- Fattiganstalten Stolpegården væsens hovedbog kan vi se, at han blev fundet og bragt tilbage til Stolpegården fra Frederiksberg, Vordingborg, Havdrup, Solrød, Næstved, Langeland, Roskilde og København. De fleste gange nåede han dog ikke længere end hjem til Hjortespring eller Brønshøj/Utterslev, hvor han åbenbart følte sig hjemme. Det værste år med springture blev år 1900. Her blev han indleveret hele fire gange, kun den ene gang fik han rent faktisk tilladelse til at forlade fattiggården, de tre andre gange gik han bare. Den ene gang efter kun fire dages forløb. I årene mellem 1896 og 1917 stak han af 17 gange, mens han kun dimitteredes officielt fire gange. De sidste år af en vagabonds liv I 1908 dukker William pludselig op i Københavns Fattigvæsens hovedbog, hvor han står registreret som arbejdsløs arbejdsmand. Han blev indlagt på Sct. Josephstiftelsens Sygehus for kortere perioder i foråret 1908 og igen i 1909. I 1908 står der i hovedbogen, at Gladsaxe-Herlevs sogneråd skrev til København og ønskede William ”fjernet til Stolpegården” efter endt behandling. Allerede i 1907 havde han været så syg, at han var blevet indlagt på Roskilde Sygehus, han var med andre ord ved at være godt brugt af sit liv på landevejene. Perioderne på Stolpegården blev længere og længere. Fra han blev indlagt af politiet 11. december 1912 til han stak af igen, gik der halvandet år! Sidste gang, William blev indlagt på Stolpegården var 12. januar 1917. Igen efter et ophold på Roskilde Sygehus. William døde 70 år gammel 12. maj 1917 og blev begravet på Herlev Kirkegård. Dødsattesten fortæller, at læge Petersen havde tilset ham jævnligt de sidste to år, og at dødsårsagen var anæmia perniciosa, hvilket oversat til normaldansk betyder, at han døde af mangel på B12-vitamin, som man typisk får gennem sin kost og som især findes i æg, kød og mælkeprodukter, Fattiganstalten Stolpegården 21 Kilder Gladsaxe Byarkiv: Stolpegårdens arkiv, især pakken: Korrespondance vedrørende Stolpegården. Fattigvæsenets hovedbøger I, A og B, især I, folio 267 for Villiam Theodor Speiermann og I, folio 300 og A folio 70 for Hulda Kathinka Ihle Gladsaxe-Herlev Sogneforstanderskabs journalsager 1842-1850, sag om fattighuset Gladsaxe Herlev Sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol sag 223 og 235 fra 1847 Københavns Stadsarkiv: Fattigvæsenets Hovedbog B1 544/1908 og B1 24/1909 Rigsarkivet: Københavns Amts Nordre Lægekreds. Dødsattester for Landsognene 1916-1917, 2. kvartal Registre til Politiefterretninger 1881, 1887L-1888, 1885 Ø, 1904,1911A-1908, 1912Ø Stolpegårdens arkiv i Rigsarkivet: Forstanderens kopibog 1880-1901 Stolpegårdens korrespondance 1908-1911 Sognelemmelister for Gladsaxe Lemmelister (til- og afgang 1880-1917) Stolpegårdens korrespondance 1917-1951 (heri artikel fra Information 6. februar 1950) Arkivalier Online: Kirkebøger og folketællinger er brugt i meget stor stil til at følge familien Speiermann rundt mellem København, Brønshøj-Rødovre, Gladsaxe-Herlev og ikke mindst Stolpegården i Gentofte Litteratur Philip Sampson: Hjemmet på Buddinge Bakke Vibeke Filipsen: Fra fattiglem til aldersrentenyder – dansk socialforsorg fra 1708-1933, Gladsaxe Lokalhistoriske Forenings årbog 2001-2002 te, mod at der blev sørget mindst lige så godt for dem i deres nye omgivelser. Dagens varme måltid klokken tolv lignede til forveksling det, der blev serveret på tvangsarbejdsanstalten i Frederiksborg og formentlig også på Stolpegården. Altså to retter, typisk forret og varm ret. Ikke at forveksle med nutidens for- og hovedret, for dengang var forretten typisk den del af måltidet, der skulle lægge bunden og mætte mest. Forskellen på måltiderne på fattiggården og på plejehjemmet var, at sidstnævnte sted kunne de gamle spise alt det, de ville. Beboerne på Gamles Hjem/Kildegården fik helt anderledes frie tøjler, end de havde været vant til på Stolpegården. Det forventedes, at de gjorde deres værelse rent inden klokken 10, men derefter måtte de sådan set gøre, hvad de ville. Tage ind til byen, få gæster eller hvad de havde lyst til. De skulle bare være tilbage inden 21, for da blev hoveddøren låst for natten. Fattiggårdene fik hurtigt et dårligt ry og måske derfor en kort levetid. Få årtier efter deres indførelse blev der taget skridt til en egentlig sociallovgivning i Danmark. Som nævnt fik vi i 1922 loven om retten til aldersrente, men allerede i 1891 kom loven om alderdomsunderstøttelse og året efter sygekasseloven. I begyndelsen af 1900-tallet fulgte f.eks. arbejdsløshedsloven og lov om børn født udenfor ægteskab. Og endelig kom den store socialreform i 1933. Holdningen til fattige og gamle var ændret så radikalt, at fattiggårdene overalt i landet blev nedlagt. En skamplet var forsvundet. F22oto: Gladsaxebilleder. Robert Jacobsen og Gladsaxe Teknisk Skole 100 år 23 Teknisk Skole i Gladsaxe i 100 år Forudseende håndværksmestre stod bag etableringen af Teknisk Skole i Søborg i 1917. De første 50 år som aftenskole med egen bygning på Søborg Hovedgade. Dernæst en årrække lidt gemt i Bagsværds industrikvarter og nu en del af en stor erhvervsskole, TEC, og placeret i Gladsaxe industrikvarter. Af: Benny Wielandt, vvs-faglærer og vejleder siden 1982 og Jens Mortensen, leder af kommunikationsafdelingen på TEC 1988-2007. Adskillige historier om det moderne Gladsaxes historie begynder med udstykningen af Søborggård, Maglegård og Lauggårds jorder, hvorved villabyen Søborg opstod. Mange af nybyggerne var håndværkere, og en del af dem blev selvstændige, og efterhånden som virksomhederne konsoliderede sig, fik de behov for lærlinge. Det har ikke været let. I 50 års jubilæumsskriftet for Teknisk Skole i Søborg beskrives det således: ”Under trange kår og hård konkurrence tog de kampen op mod storbyen Københavns håndværkere - disse var jo allerede anerkendte, hvorimod Søborghåndværkerne var opkomlinge, som det gjaldt om at holde nede på et passende niveau. Det viste sig imidlertid, at der var krummer i de Søborghåndværkere, de stod sammen og stred imod. Resultatet udeblev ikke, og i 1913 stiftede en kreds af håndværkere Gladsaxe Kommunes Håndværkerforening.” Det var oplagt, at det var de lokale håndværkere, der måtte stå for ungdommens faglige uddannelse. Men allerede i 1910 var grundejerforeningen faktisk fremme med et forslag om at få oprettet en tegneskole. Virkeligheden for datidens lærlinge var, at de selv skulle transportere sig ind til København for at følge undervisningen 5 aftener om ugen. Og det oven på en meget lang arbejdsdag. Den ugentlige arbejdstid lå på omkring 56 timer - først fra 1919 kom der en overenskomstfastsat arbejdstid på 48 timer om ugen. Der var ingen offentlig transport, sporvognen kom først til Søborg i 1924 (Bispebjerg i 1921), så det krævede, at man var i besiddelse af en cykel. 24 Teknisk Skole 100 år Håndværkerforeningens første formand murermester Mouritz Madsen blev også formand for Teknisk Skole. Han fortæller i anledning af skolens 25 års jubilæum, at bestyrelsen allerede på sit første møde i 1913 havde diskuteret muligheden for at oprette en teknisk skole, så lærlingene blev sparet for den meget lange tur ind til København (Håndværkerforeningens protokol, møde d.21. juni 1913). I et interview i Søborg Tidende i forbindelse med 25 års jubilæet for teknisk skole uddybede Mouritz Madsen sine personlige bevæggrunde for at få etableret en skole i Gladsaxe: ”Interviewer: Har De selv gaaet på Skole som Lærling? MM: Det er netop det, jeg ikke har, og jeg kom hurtigt til at føle Savnet af de teoretiske Kundskaber, som den tekniske Skole bibringer de unge. Derfor lovede jeg mig selv, at jeg vilde gøre, hvad jeg kunde for at skabe bedre Uddannelsesvilkaar for Lærlingene. Og det er jeg umaadelig glad for er lykkedes for mig. Selv har jeg med betydelige Bekostninger maattet erhverve mig Teorierne ved at gaa paa Kursus og i Skole, efter jeg blev gift. Før jeg kunde etablere mig som Mester, mente jeg, det var en Nødvendighed; at alt dette var i orden.” Diskussionen om oprettelse af en teknisk skole fortsatte det kommende år, og flertallet blandt håndværkerne fandt opgaven for stor. Det ville komme til at koste mange penge, hvis man skulle bygge en skole. Men formanden holdt ved. maj 1917 var man kommet frem til at, man kunne etablere en tegneskole for kommunens unge evt. i lokaler på Søborg Skole (oprettet i 1908). I juni 1917 indrykkede man annonce i Søborg Tidende. Man ville undersøge, hvor stor en tilslutning, man kunne regne med at få, såfremt man etablerede en tegneskole for kommunens lærlinge. Man må have troet på ideen, for der blev trykt 500 indbydelseskort. 15. august 1917 blev der indkaldt til den første generalforsamling, og man vedtog at gøre forsøget. Den daværende formand for sognerådet C.V. Teknisk skoles første formand, murermester Mouritz Madsen. (Gladsaxebilleder). Teknisk Skole 100 år 25 Rasmussen blev kontaktet, og han var med på ideen. Sognerådet stillede efterfølgende et lokale på Søborg Skole til rådighed. Da bestyrelsen var uden erfaring med etablering og drift af en teknisk skole, tog man kontakt til Fællesrepræsentationen for Håndværk og Industri, hvor daværende sekretær Aage Sølver gav en uvurderlig støtte. Også det at få ansat lærere var en udfordring. Søborg var langt ude på landet, også for potentielle lærere, der skulle tage fra Hovedstaden, men det lykkedes at rekruttere blandt lokale håndværkere, og så var der tilbage at få fat i en eksamineret tegnelærer. Undervisningen går i gang 1. oktober 1917 gik undervisningen i gang i et kælderlokale på Søborg kommuneskole. De første lærere var tømrer Julius Nielsen og tegnelærer Thelander. Der var indskrevet 35 elever, og lokalet var lille, og blev snart udvidet med et lokale mere. Den første elev, der blev indskrevet på den nye tekniske skole var Louis Madsen, søn af murermester og formand for skolen Mouritz Madsen. Ved skolens 25 års jubilæum huskede han i et interview i Søborg Tidende tilbage på sin lærlingetid: ”Det var jo lidt primitivt i Begyndelsen, hvor Undervisningen fandt Sted i Søborg Skoles Kælderlokaler, og der kun fandtes to Klasser, Begynderklassen og Fagklassen. Herude kunne Ungdommen ikke rigtig forstaa, at Ungdommen skulde tilbringe Aftenerne med at dygtiggøre sig i Stedet for at være med til at lave lidt Sjov i Gaden. Derfor troppede en Mængde nysgerrige i Begyndelsen op, naar Undervisningen sluttede ved 9-Tiden og for at undgaa alt for haandfaste Meningsudvekslinger mellem nysgerrige og Eleverne mødte Haandværkerforeningens Medlemmer skiftevis som Ordensvagter, indtil Skolen ikke mere havde Nyhedens Interesse, og de nysgerrige fandt andre ’Opgaver’, der var spændende.” Året efter tiltrådte P.K. Petersen som lærer og senere inspektør/forstander. Han fortalte om den første tid: ”Jeg mødte den 1. oktober 1918 i skolegården på Søborg Skole, sendt direkte fra Statens Tegnelærer Kursus, der sorterede under Handelsministeriet, fordi man på den i 1917 oprettede tekniske skole savnede en eksamineret tegnelærer. ( P.K. Petersen var udover at være eksamineret tegnelærer også uddannet maler på Københavns tekniske Skole og havde været på The Art Institute of Chicago. Teknisk skole var en aftenskole, og om dagen passede P.K. Petersen et job i Dansk Arbejdsgiverforenings statistiske afdeling og bogholderi, red.). For at komme fra København til Søborg (5 aftener om ugen) var det den gang nødvendigt at benytte cyklen eller apostlenes heste. Sporvognsforbindelsen var der jo ikke... Den allerførste aften var i øvrigt ikke nogen løfterig oplevelse. I skolegården støjede 30-40 unge mennesker rundt, og i et hjørne af skolegården stod et par mænd, der viste sig at være lærerstaben - ingeniør Feilberg og tømrer Julius Nielsen. Efter nogen venten arriverede en mand, der præsen- Arkitekter 2 Smedemestre 6 Murermestre 17 Glarmestre 3 Blikkenslagere 2 Snedkermestre 6 Sadelmagere 2 Gørtlere 1 Entreprenører 2 Tømrermestre 10 Skomagermestre 2 Malermestre 8 Gartnere 38 Vandmestre 3 Faktaboks: Søborgs befolkning på erhvervsgrupper i tekniske fagområder Efter vejviseren i 1912 gengivet i Gladsaxebogen II, s. 243-244) 26 Teknisk Skole 100 år terede sig som murermester Mouritz Madsen, og som var formand for Håndværkerforeningen. Ved hans hjælp skaffedes hos skolebetjent Jensen en nøgle til kælderrummene, hvor der hverken var borde eller bænke. Ved fælles hjælp fik vi dog lempet nogle borde og bænke over skolegården fra gymnastiksalen. Og så kunne vi begynde indførelsen af eleverne. Fortegninger og modeller fandt vi i skolens loftetage.” Allerede 1. oktober 1918 var elevtallet vokset til 57 elever. Ingeniør Feilberg underviste lærlinge fra smedefagene i fagtegning, mens murere, tømrere og snedkere blev undervist af tømrer Julius Nielsen. Resten blev anbragt hos P.K. Petersen i det bageste lokale til geometri, projektions- og frihåndstegning. I de følgende år, da der var bygget en ny pavillon til kommuneskolen, fik Teknisk Skole overladt 3 lokaler i stedet for kælderrummene, og der blev oprettet en særlig fagklasse for snedkere. Der blev ved skolen dog kun undervist i det allermest nødtørftige, nemlig forberedende undervisning og fagtegning, og lærerkræfterne skiftede jævnlig til P.K. Petersens beklagelse. Elevtallet voksede fra år til år og der blev ansat flere lærere: Overværkfører fra maskinfabrikken Titan på Tagensvej, Eggert Christensen og kaptajn Johs. Jensen. De var begge udstyret med store pædagogiske og disciplinære evner, som der står i jubilæumsskriftet fra 1967. Lokalerne bliver for små Det med lokaleforholdene blev hurtigt et problem, som også drøftedes i Håndværkerforeningens bestyrelse. Svaret var, at man måtte have sin egen bygning. 14. maj 1919 stiftedes et teknisk selskab med det formål at få opført sin egen skolebygning. Den naturlige formand var Mouritz Madsen. Økonomien fik et tilskud ved et festarrangement - Haandværkerdagen, der blev holdt på boldbanen ved Wergelands Allé. Overskuddet fra arrangementet gav en del af grundlaget for, at man kunne gå i gang med skolen. Sognerådet havde allerede stillet i udsigt, at man kunne få grunden Søborg Hovedgade 122 - lige ved Søborg Torv. Statsbanernes overarkitekt K.T. Seest fik til opgave at udarbejde et projekt, der beløb sig til 90.000 kr. Seest var selv bosiddende i kommunen på Niels Finsens Allé 15 og var et meget aktivt medlem i Søborg Forskønnelsesforening. Der kom pres på, da Gladsaxe Kommune 26. juli 1923 meddelte, at Teknisk Skole ikke kunne påregne at låne lokaler på Søborg P.K. Petersen blev ansat som eksamineret tegnelærer i 1918, og året efter inspektør. (Gladsaxebilleder). Teknisk Skole 100 år 27 Skole fremover, da kommunen selv skal bruge lokalerne. Grundstensnedlæggelse 9. juli 1924 var der grundstensnedlæggelse på Søborg Hovedgade 122. Det skete kl. 7 om aftenen, og der var flag på byggepladsen og Håndværkerforeningens fane var med. Formanden murermester Mouritz Madsen bød velkommen til repræsentanterne fra de forskellige foreninger ikke mindst Fællesforeningen for Industri og Haandværk. Han betonede, at under løsningen af de store opgaver, Søborgs rivende udvikling havde medført, hørte den tekniske skoles opførelse blandt de største. Murermesteren lagde selv den første sten, og overarkitekt Seest nedlagde et dokument med ønsker for ungdommens fremtid i et blyhylster, der skulle fortælle sene slægter om begivenheden. Derefter var der inviteret til kaffebord og efterfølgende dans på Bagsværd Søpavillon. Det gik stærkt. Allerede 1. oktober blev bygningen taget i brug, og den officielle indvielse var 4. januar 1925. Økonomi i de første år Økonomien var til stadig drøftelse, og nedenstående viser en ansøgning om tilskud af driften til skolen. Den giver et godt indblik i datidens lønforhold, og hvordan tilskuddene til skoledriften i øvrigt var sammensat. 25.maj 1925, Til Københavns Amts Skoleråd Herved tillader Teknisk Skole i Søborg sig at ansøge om Tilskud til Driften af Skolen. Skolen ligger på Søborg Hovedgade. Skolen er selvejende, den ledes og Skolens første regnskab blev aflagt som en del af Håndværkerforeningens regnskab. For Teknisk Skole balancerede indtægter og udgifter for det første halve år med knapt 1.000 kr. Det sidste regnskabsår, 1998, for den selvstændige Gladsaxe Tekniske Skole balancerede med ca. 50 mill.kr. 28 Teknisk Skole 100 år drives af Teknisk Selskab hvis Formand for tiden er Murermester Mouritz Madsen. Forstander og eksamineret Tegnelærer er P.K. Petersen som lønnes med 165 kr/Maaned. De øvrige 4 Lærere lønnes med 100 kr pr Maaned. Der undervises i ti Timer ugentligt i 25 Uger. Eleverne er opdelt i fem Klasser elementær, Murere, Tømrere, Smede og Snedkere, i alt 17424 Elevtimer. Skolen modtog sidste år følgende Tilskud: Fra Staten kr 2790; fra Gladsakse Kommune kr 2000,-; Fra Gladsaxe Sogns Bank kr 300; Fra Fællesrepræsentationen (Lotteritilskuddet) kr 500; fra Nordre Birks Tømrermesterforening kr 50; Fra Gentofte Sogns Murermesterforening kr 100; Fra Københavns Amts Skoleraad kr 370. Vi har før haft Lokaler i Søborg Kommuneskole, men sidste Aar lykkedes det os at få opført en ny tidssvarende teknisk Skole der har kostet os 90 000 kr. Vi har selv samlet 30 000 kr, fået tilsagn om 25 000 i Statslaan, og modtaget i 1.prioritet 31 000 kr. I håb om at disse Oplysninger er tilstrækkelige og at det ærede Skoleraad vil betænke os ved et Tilskud Ærbødigst, Ved bestyrelsens vegne Mouritz Madsen. Der blev fyret i kakkelovn Varmeforsyningen skulle der tages særligt vare på. Det foregik med kakkelovn, og det var skolebetjentens ansvar, at der var fyret op til undervisningens start. Og det var ikke ligegyldigt, hvilken form for brænde, der var tale om. Det fremgår af skrivelse af 29.september 1925 til brændselshandler Grosserer Olaf Michaelsen, Gl. Kongevej 108, hvor forstander Petersen på Teknisk Skoles vegne fremsender accept på tilbud af 24.sept i aar, med Forbehold af, at Koksene skal være renharpede, med stor Varmeevne og med ringe Askeindhold. Selv sognerådet interesserede sig for brændselssituationen på Teknisk Skole og får følgende svar på ”Deres ærede Forespørgsel af 4.november tjener følgende: Der fyres i fire Kakkelovne. Der regnes 400 Optændinger. Brændeindkøb har andraget for Vinteren 1928-29 kr 45,-. Koksforbruget samme aar kr 388. Brændet er købt som Affaldsbrænde fra Tømrer- og H.P. Jørgensens tømrermesterværksted i Buddinge. Det er fra venstre: Karetmagersvend Marius Nielsen; tømrerlærling Johannes Petersen; tømrermester H.P. Jørgensen (medlem af sognerådet); Manfred Malling (plejesøn til H.P. Jørgensen) og tømrersvend Emil Børgesen. (Gladsaxebilleder). Teknisk skole på Søborg Hovedgade 122. (Gladsaxebilleder). Teknisk Skole 100 år 29 Snedkerværksteder i groft upindet Stand og leveret i Skolens Kælder. Med højagtelse, Mouritz Madsen 10. december 1929”. John Ejsing var i lære på Valdemar Henriksens maskinfabrik, og han fortæller om sin læretid i Lokalhistorisk Årbog fra 2002-03, hvor han var i aftenskole på Teknisk Skole i 1950’erne. Det er også varmen, eller mangel på samme, der fylder i erindringen hos ham: ”Her var ganske små klasselokaler, som blev opvarmet med fast brændsel i en kakkelovn. Koks blev fyldt på af skolens pedel hr. Madsen flere gange hver aften; så sagde eleverne: ’Nu kommer Madsen oksende, med brændespand og koksene’. På særligt kolde vinterdage stod ovnen derfor gloende og buldrede i alle klasselokalerne henne i det ene hjørne. Mange lærlinge fik sig en god lur på denne aftenskole. Ofte havde de hele dagen været i gang ude i kulden med et fysisk hårdt arbejde, og de sad nu efterfølgende inde i varmen med meget tæt lukkede øjne og tænkte meget grundigt over deres teoretiske emner!” Timeplan for skoleåret 1931-32. Fagene er dansk, regning, fagregning, aritmetik, geometri, frihåndstegning, projektionstegning, stillære, materialelære, bogholderi, kalkulation m.m. Hård kost for lærlingene, der kom fra en lang arbejdsdag. 30 Teknisk Skole 100 år (John Ejsing blev i øvrigt ansat som lærer på Teknisk Skole i starten af 1960’erne, til en timeløn, der var 3 gange højere end den, han fik hos Valdemar Henriksen i dagtimerne). Efter de første år blev undervisningen udvidet med nye fag: Bogholderi, materialelære, kalkulation, værkstedslære og sprog suppleret med tekniske og almendannende lysbilledforedrag. I skolens arkiv lå et bilag med en kopi af en regning for et lysbilledapparat oktober 1925, kr. 650,-. Det svarede til en halv årsløn for en aftenskolelærer, og så hørte det med til fortællingen, at skolen fik 325 kr. i statstilskud. Aldrig så snart skolebygningen på Søborg Hovedgade 122 stod færdig, var der rift om den. Skolen brugtes primært i aftentimerne i vinterhalvåret, så der var interesse for lokalerne om dagen. I en skrivelse fra sognerådet af 19. juli 1926 fremgik: ”Paa grund af at Børneantallet ved Søborg Skole fra det nye Skoleår er steget betydeligt, skal Sogneraadet hermed tillade sig at anmode det ærede Selskab om fra ovennævnte tidspunkt og indtil den under opførelse værende nye Skolebygning kan tages i brug om at benytte yderligere et Lokale i Teknisk Skole, hvor vi mener at kunne benytte Kælderlokalet. På Sogneraadets vegne F. Nielsen-Kolding, fmd.” ”I anledning af at vor forening i ugen 12.-19. september agter at afholde en Udstilling af Bygningstegninger, anmoder vi den ærede Bestyrelse om velvilligst at vilde overlade os to Klasseværelser i teknisk Skole. 24.august 1926, På Søborg Forskønnelsesforenings vegne, H.Thorsen” (bestyrelsen imødekom anmodningen). Ros fra Tilsynet I 1928 havde skolen haft besøg af lederen af Tilsynet med Håndværkerundervisningen, professor Lütken. Af notits i Søborg Tidende 20/1 1928 fremgår: ”Professoren stillede ved Undervisningens Begyndelse og overværede Undervisningen i alle Klasserne, og gennemgik Arbejdet, der er udført i Vinter. Bagefter samledes Bestyrelsen og Lærerne med Professoren paa Kontoret, og drøftede Resultatet af Inspektionen. Professoren udtalte, at Undervisningen i Søborg tekniske Skole stod paa Højde med de bedste skoler i Danmark. Tillige opfordrede Professoren Skolen til at sende Arbejder ind til Bedømmelse til Komitéen, der sender Arbejder til den internationale Udstil- Svendestykke fra Teknisk Skole i Søborg blev lavet af Johannes Petersen (f. 1906). Det er et valmparti med haneboldt udi græter og skift lavet i træ. (Foto Johannes Petersen 1926). Sander Ulrich Simonsen blev udlært murer i 1933. Her står han foran sit svendestykke ved Søborg Tekniske Skole. (Foto Bruno Simonsen 1933). Teknisk Skole 100 år 31 ling i Prag, der skal afholdes i Sommer”. Man må konstatere, at skolen her godt 10 år efter sin start havde vist sit værd. I 1930 oprettede skolen en fagklasse for malere, og til undervisning heraf blev Aage Sikker Hansen ansat, en dansk tegner (1897-1955), der kendes af de fleste danskere for reklamerne med kaffepigen på Brugsens Cirkelkaffe og børnene på Davregryn. Hans ansættelse var uden tvivl en medvirkende årsag til, at skolen rettede henvendelse til Ny Carlsberg-fondet 30/4 1932: ”På Søborg tekniske Skoles vegne ansøger vi hermed Fondet om støtte til Udsmykning af vor Skole i Søborg, da vi meget gerne ser den udsmykket kunstnerisk forsvarligt. Med hensyn til udførelsen af det kunstneriske arbejde vilde Maleren Svend Albrectsen og Tegneren Sikker Hansen sørge herfor. Medfølgende tegninger (ikke vedlagt her) viser Dekoreringen af de to Trappeløb der er på Skolen, og Dekoreringen er med Kalkfarve paa Kalkbund. På de to store Vægfelter er anbragt Figurer symboliserende den abstrakte Lære som Eleverne gaar ind til, og Farverne er holdt saa lyse og lette som muligt Med hensyn til Summens størrelse for Arbejdet er det vi søger Fondet om 12000 Kroner. Da Fondet før har skænket Summer til lignende kulturelle Formaal, er det vort haab at fondet også vil betænke Skolen her med denne Udsmykning Med højagtelse, Mourits Madsen. (Arbejdet blev ikke udført) Hverdagen på skolen i 1930’erne Eleverne på aftenskolen var lærlinge i virksomheder. De var på kontrakt, og mestrene betalte skolepenge for eleverne. 6. juli 1934 fik skolen følgende anmodning fra en virksomhed: ”I anledning af en eventuel Voldgiftssag anmoder jeg Dem høfligst om at få en Udtalelse om Maskinlærling NNs hele Standpunkt i Skolen, specielt om hans Flid og Interesse for sit Fag. NN har længe vist en yderst mangelfuld Interesse for sit Arbejde; Grunden hertil har øjensynlig været ”politiske” Interesser, men da disse nu har taget en sådan Overhånd, at de har ført til hans Anholdelse som Rudeknuser, ønsker jeg hans Lærekontrakt hævet. Med højagtelse E.A. Christensen Maskinfabrik, Finsensvej.” I den almene dannelse af eleverne indgik ekskursioner, ofte henlagt til lørdagen, hvor eleverne fik tidligt fri fra lærestedet. Det kunne være besøg på store virksomheder som Stålvalseværket, men det kunne også være kulturelle begivenheder, som følgende tilbud 31.marts 1936 vidner om: ”En række Ungdomsskoler og Læreanstalter har forespurgt om man ved et samlet Besøg kan opnaa moderation paa Billetpriserne til Folketheatret hvor Ibsens navnkundige ”Et Dukkehjem” for tiden spilles med Else Skouboe som Nora. Vi kan tilbyde følgende betydeligt nedsatte priser (alm. Pris i parentes) 2.parket kr 3,25 (kr 4,45) , Parterre kr 2,05 (kr 2,65). Med højagtelse Direktør Thorvald Larsen, Folketheatret.” Bestyrelsen 31.3.1937 fra v. murermester Poul Pedersen, tømrermester Carl Krause (næstform.), Mouritz Madsen (formand), snedkermester Julius Holm (kass.) og smedemester Alf Petterson. 32 Teknisk Skole 100 år Med mange aftener på skole kunne det ikke undgås, at der blev konflikt med evt. fritidsinteresser. Her var det det lokale harmoniorkester, der manglede en musiker: ”Jeg tillader mig at anmode Dem om at lade Violinbyggerlærling nn om Onsdage at søge det tidlige Hold i stedet for det Hold der nu møder 19.15. Sagen er at vi har vores ugentlige Øvelsesaften fra kl 20-22 og med mange Koncerter foran os ønsker vi at pågældende nn kunde deltage i hele Forberedelsen. I haab om at De vil behandle denne Forespørgsel med Velvilje tegner jeg med højagtelse ,for Søborg Harmoniorkester, 13.oktober 1936. Pantefoged A. Bruun” (Forstanderen afslog denne anmodning, da det tidlige hold ikke passede med elevens pensum). Det med skolepengene var vigtigt for virksomhederne, og de var påpasselige med ikke at betale for meget: ”Vi har 16 ds modtaget Meddelelse om at vores tidligere Lærling nn stadig søger Skolens Undervisning. Den 27. oktober blev Kontrakten ophævet af nn’s moder. Det er saaledes 27 dage af Oktober Kvartal som vi skal betale Skolepenge for, i alt kr 3,75. Resten af de betalte Skolepenge skal saaledes refunderes os. Vi forventer derfor at faa kr 22,25 tilbagebetalt. Med højagtelse Maskinfabrikken IRON, Direktør Arnesen, 20.november 1936.” Det med de meget lange dage for datidens lærlinge afstedkom en Rundskrivelse 2.august 1937 fra Tilsynet med tekniske undervisning for håndværkere og Industridrivende: ”Rundskrivelse 114 omfatter effekt af ny Lærlingelov af maj 1937, hvor bl.a. Sluttidspunkt for Undervisning rykkes fra kl 21 til kl 20. Dog kan der gives Dispensationer ud fra Skolens og Elevernes tarv ved stor Afstand”. I samme skrivelse angives der for første gang timerammer for Geometrisk tegning, Projektionstegning og Frihaandstegning. En afslutning Når skoleåret var slut omkring 1. april, blev der holdt en afslutning med udstilling og højtidelige taler samt uddeling af præmier, og af omtalen i Indkaldelse til svendeprøve i 1936. For en del fags vedkommende foregik den praktiske opgave udendørs. Svendeprøveholdet den 18. oktober 1924. (Gladsaxebilleder) Teknisk Skole 100 år 33 Bagsværd og Omegns Folkeblad 9. april 1937 fremgår, at det havde været et meget velbesøgt arrangement. Journalisten var imponeret over de udstillede tegninger, og refererede også de tilstedeværende fagmænd for lovord om arbejderne, hvor flere var udover, hvad der krævedes til en svendeprøve. I 1937 var skolen 20 år gammel og var vokset i elevtal fra 35 til 176. De spændte over en lang række fag hvor de største var maskinlærlinge, murere, snedkere og tømrere. Der blev gjort særlig meget ud af årets ekskursioner og foredrag: ”Der har som sædvanlig været afholdt Foredrag (af Pladshensyn i de enkelte Klasser) og Excursioner. Inspektør P.K. Petersen har talt om en Rejse gennem Tyskland, Tyrol og Italien samt om Indtryk fra et 2-aarigt Ophold i Chicago. Smedeklasserne har været paa Besøg i Limhamn Cementfabrikker og Lund Domkirke under Ledelse af Overværkfører Eggert Christensen, Titan; Malerklassen paa Besøg i Kunstindustrimuseet under Ledelse af Maleren Henrik Hansen. Der har været Fremvisning i Søborg Biografteater af Tømrerlaugets Film ’Minder fra Zünftens dage’. Og endelig er der aflagt Besøg paa Sølyst Teglværk, hvor Deltagerne blev beværtet med gratis Kaffe og Tobak.” Ugen efter gik svendeprøverne i gang. Det foregik udendørs ved siden af skolen. Svendeprøverne ville kunne beses næstfølgende søndag. Der var også en festtaler, sagfører Wenzel, der kom med en række råd til de unge. Teknik er tidens løsen, sagde han, men teknik er ikke hele livets indhold. Han kom herefter med fire ting, som han betragtede som gode leveregler: Troskab, dygtighed, arbejdsomhed og sparsommelighed. Han sluttede med ordene om, at ”følger I disse Raad, kan I roligt ranke Ryggen, og se enhver frit i Øjnene.” Det afstedkom et stærkt bifald. Dagen sluttede med præmieuddeling. Der var et sølvbæger til skolens dygtigste elev.; Der var diplomer for flid og dygtighed; der var præmier for flid, dygtighed og god opførsel; og endelig var der ros til en lang række elever for flid og god opførsel, herunder blev en tømrerlærling fremhævet for ikke at have haft forsømmelser i fire år. Lærerne De første år var det en lille lærergruppe, der underviste fast på teknisk skole. I 1937 var gruppen vokset til 10, og der var en del løst tilknyttede lærere. Engang i 1930’erne blev der dannet en lærerforening. I skolens udklipsalbum er der flere invitationer til festlige sammenkomster, og der lægges ikke skjul på, at det er de våde varer, der er i højsædet. En Tivolitur i 1938 indledtes med Lærerforeningen havde et blad, der i lystig form tog dagligdagens problemer op - ikke mindst det tilbagevendende problem med varmen. 34 Teknisk Skole 100 år citatet ”Wer nicht liebt Wein, Weib und Cigar, Er bleibt sein Leben lang ein Nar.” I programmet står der kl. 19.55: ”Der spises stadig og drikkes nu og da. Lærerforeningens Formand rejser sig vaklende og holder en forholds vis mæt og fuselfri Tale for Bestyrelsen.” Det er sikkert gået lystigt for sig, og bestyrelsen med formand Mouritz Madsen i spidsen deltog i løjerne. De første mange år diskuteredes der ikke læreruddannelse eller pædagogisk opkvalificering af lærerne på bestyrelsesmøderne. Der var dog opmærksomhed på, at lærerne skulle inspireres. 17. januar 1938 skriver Legattilsynet under Tilsynet med tekniske Undervisning for Håndværkere og Industridrivende: ”Faglærerstudierejsen 1938: Lærere der ønsker at deltage i Studierejsen 1938 til Tyskland bedes snarest meddele dette til Legattilsynet. Rejsen finder sted i første halvdel af Juli får samme Omfang og Rute som i 1937 og vil koste 240 kr ved en Mark-kurs på 120. Ved planlægning af Fabriksbesøg vil der blive taget hensyn til de repræsenterede Faggrupper. Deutsches Museum i München vil under alle omstændigheder være på Programmet. Rejsen vil være lærerig, interessant fornøjelig og billig, og så er det jo først og sidst en åndelig Foryngelseskurs. Legattilsynet, J. Thorensen København 17. januar 1938.” I historiens lys er det bemærkelsesværdigt, at turen gik netop til Tyskland. Nazisterne var ved magten, jødeforfølgelserne var begyndt og senere på året blev Østrig og Sudeterlandet indlemmet i Tyskland. Det vides ikke om lærere fra Søborg Tekniske Skole deltog i rejsen. Året efter var 2. Verdenskrig en realitet. 12 dage efter starten af 2. Verdenskrig, kom følgende Rundskrivelse fra Tilsynet med den tekniske Undervisning: ”De tekniske Skoler bedes om snarest muligt at træffe Aftale med den lokale Luftværnschef (Politimesteren) for at der kan erklæres Luftværnstilstand . Dette omfatter Luftværnsudvalg, Signal for Lærere og Elever om indtraadt Luftværnstilstand, Husvagt, Brandslukningsmateriel, Sanitetsmateriel, Samariterhjælp og Lokale til Behandling af tilskadekomne, beholdning af Drikkevand, Nødbelysning m.v. Samtidig anmodes Skolerne om at udvise størst mulig sparsommelighed med hensyn til brug af Brændsel og Lys. Der bedes saaledes sørget for at elektriske Pærer i alle Lokaler, der ikke anvendes til Undervisning, - Trapper, Gange m.v., ombyttes med pærer af ringe Lysstyrke. Haugsted, 15. september 1939”. Besættelsen de første år Selve besættelsen satte sig ikke de store spor i Teknisk Skoles egne optegnelser. I 1942 fejrede skolen 25 års jubilæum, uden et ord om den særlige situation. Da den var kommet på afstand, var der heller ikke et ord om de 5 besættelsesår i 50 Lærerstaben 31.3.1937: Bagerst tegner Bernth Hansen, lærer Gunner Madsen, lærer Knud Christensen, ingeniør E. Palbøll, maler Henrik Hansen, arkitekt Jens Madsen. Forest skolebetjent N.P Andersen, kaptajn Johs. Jensen, inspektør P.K Petersen, overværkfører Eggert Christensen. Teknisk Skole 100 år 35 års skriftet. En række rundskrivelser fra Tilsynet med den tekniske Undervisning vidner dog om, at situationen var anderledes: Rundskrivelse 158 (16 dage efter 9.april): ”I anledning af det af Politiet under 12. april udsendte Forbud mod afholdelsen af offentlige Møder skal man til Vejledning for de enkelte meddele at man anser afholdelse af Afslutningsfester hvori kun deltager den enkelte Skoles Elever, disses Pårørende samt Skolens Personale som lovlige. Det henstilles dog indtrængende til Skolerne om at rette henvendelse til de lokale Politimyndigheder herom. København, den 25.april 1940 F V Haugsted”. Rundskrivelse 159: Indhold af Rundskrivelsens to sider: ”a) Anbefaling om Indkøb til den kommende Fyringssæson af indenlandsk Brændsel, især Tørv; b) indskrænkning i forbrug af elektrisk Lys som midlertidig Foranstaltning ved at skifte til pærer med lavere Lysstyrke eller ved at fjerne hver anden Pære; c) Samling af Aftenundervisningen foreslaas samlet paa færre dage, med samme Mødetid kl 17.30 og kun undtagelsesvis efter kl 20; d) Undervisning foreslaas indskrænket til September-November og Februar-April. Der har været Overvejelser om en fuldstændig Omlægning af Aftenundervisning fra Vinterhalvaaret til Sommerhalvaaret, men det er erfaringsmæssigt vanskeligt at fastholde Ungdommens Interesse for Aftenskole i Aarets lyseste Maaneder. Skolerne skal forberede sig montage af Mørklægningsgardiner, men bedes afvente Anskaffelse heraf. De herskende Forhold har endvidere Skolens navnetræk i blyindfattet glas var 25 års jubilæumsgaven fra Glarmester og kunsthandler Peters. (Affotografering, Medieskolen). Der er ikke fotos fra teknisk skole under besættelsen, hvor den blev anvendt af civilt beredskab. Sander Simonsen tv., (som på s. 30 fik sit svendebrev) står her med sin bror Henry Simonsen i Civilforsvarets uniform th. I midten står Ejner Simonsen i flådeuniform. (Foto: Bruno Simonsen, 1941). 36 Teknisk Skole 100 år medført at en del tekniske Skoler midlertidigt har været benyttet til militær Indkvartering. Der arbejdes paa at andre kommunale Institutioner kan overtage denne Indkvartering i det kommende Vinterhalvaar. København, den 22. juni 1940 F V Haugsted” (anbefaling imødekommet af TSS) Rundskrivelse 203: ”Til samtlige tekniske Skoler. Med henvisning til Bekendtgørelse af 9. denne md skal Skolerne drage Omsorg for at der ved benyttelse af Belysningsmidler og Elektricitet udvises den størst mulige økonomi. Herunder følgende uddrag: Undervisningslokaler maa højst holdes oplyst med Lamper svarende til 50 Watt for hver 5 m2 gulvflade. Hotelværelser samt Værelser i beboelseslejligheder maa højst holdes oplyst med Lamper svarende til 25 Watt for hver fulde 5 m2. Lagerlokaler, Trapperum o.l. maa højst holdes oplyst med Lamper svarende til 15 Watt for hver fulde 5 m2. København, den 11.januar 1943 F V Haugsted”. 25 års jubilæum I anledning af afslutningen af det 25. skoleår afholdt man 25 års jubilæum. Der var fest på skolen allerede d. 1. maj 1942 fra kl. 10 om formiddagen, hvor mange gratulanter repræsenterende for- Teknisk Skoles 25 års jubilæumsfest i Borgernes Hus, hvor formanden for skolens bestyrelse murermester Mauritz Madsen byder velkommen. (Gladsaxebilleder). Teknisk Skole 100 år 37 eninger og institutioner kiggede forbi med blomster. ”Skolens Lærere gav en Dirigentklokke, og fra Eleverne var der en smuk Adresse (Hyldestskrivelse, red.). Kunsthandler Peters medbragte en meget smuk blyindfattet Rude i flere farver og inspektør P.K. Petersen havde et Maleri af Formanden til ophængning på Kontoret.” Det var i dagens anledning skolens næstformand, smedemester Petterson, der holdt festtalen, og han sluttede med at overrække formanden gennem alle 25 år Mouritz Madsen Dannebrogsordenens Ridderkors. I Folkebladet for Gladsaxe Kommune refereres således: ”Den nybagte Ridder takkede rørt. Har jeg fortjent det, saa er det da den stolteste Dag i mit Liv, udbrød han. Om aftenen var der en Festlighed i Borgernes Hus med 90 Deltagere. Der var en lang Talerliste; der var Underholdning med kgl. Operasanger Erik Sjøberg og Sangkoret Tonica; Kommunens Læge Johannes Schlanbusch havde skrevet en ’kantate’; og det hele sluttede med en Svingom til Tonerne fra Ernst Poulsens orkester.” Besættelsens sidste år og tiden derefter Og så var det tilbage til hverdagen, hvor krigens trængsler fortsatte. 26. januar 1943 kom der besked fra Gladsaxe Sogneraad til skolens formand med følgende meddelelse: ”Da Kommunen har nedsat Prisen for Tørv fra kr 70 pr ton til kr 60 pr ton afkastet, vil De en af de nærmeste dage pr postgiro få tilstillet det Beløb der herefter tilkommer Dem for de Tørv De har købt af Kommunen.” Teknisk Skole i Søborg var bare en af mange skoler, der måtte lægge lokaler til Civilt Beredskab, CB, der især stod for luftmeldinger, hvis der var bombefly på vej, men også havde en række andre funktioner inden for bl.a. brand, sanitet og rydning. Det afstedkom følgende Rundskrivelse 210 af 7. maj 1943 fra Tilsynet: ”Det hænder for tiden adskillige steder i landet at de tekniske Skolers Bygninger rekvireres til anvendelse til særlige Formål, f. Eks til Politiskole, indkvartering af dansk militær, C.B.U.-kolonner, tyske Besættelsestropper eller lignende. (C.B.U = Civilbeskyttelsens Udrykningskolonne, afd. under Luftvåbenet og senere brugt til at hjælpe danske fanger hjem fra koncentrationslejre. Red.) I de fleste tilfælde er det den stedlige Kommunalbestyrelse som rekvirerer Skolebygningen, og det sker ofte på en saadan maade, at Teknisk Skoles Ledelse ikke kan eller ikke bør afvise Kravet. Imidlertid er de tekniske Skoler i saadanne tilfælde berettiget til en kontant Godtgørelse for såvel Udlejningen som for det i mange tilfælde usædvanligt haarde Slid som Bygningen ud- Skolens formand gennem alle 25 år, Mouritz Madsen, fik på dagen tildelt Ridderkorset. (Gladsaxebilleder). 38 Teknisk Skole 100 år sættes for ved en sådan Benyttelse. Da Tilsynet er interesseret i at afgivelsen af Lokaler til anvendelse i øjemed som fornævnte sker på en for Skolerne forsvarlig maade, skal man henstille til Skolerne i egen interesse i påkommende Tilfælde hurtigst muligt at indberette til Tilsynet vedrørende saadan afgivelse af Lokaler, samt til ikke at træffe bindende Aftaler om godtgørelse før der er korresponderet nærmere med tilsynet herom. F V Haugsted.” I efteråret 1943 blev situationen i Danmark mere alvorlig, og der blev erklæret generalstrejke, og efterfølgende indført undtagelsestilstand. Rundskrivelse 219 af 8. september 1943 forsøger balancegangen mellem ikke at provokere besættelsesmagten og få skolerne til at indordne sig de svære vilkår: ”.... medens den øjeblikkelige militære Undtagelsestilstand flere steder ikke gør det muligt at begynde Skoleaaret foreløbigt. Viser det sig at de særlige Færdselsrestriktioner skulle blive opretholdt i længere Tid, bør man formentlig gøre Forsøg paa at vinde Mestrenes tilslutning til at Undervisningen henlægges til tider på Dagen som ikke berøres af Færdsels-indskrænkningerne. I øvrigt skal man henstille, at Skolerne medvirker til hos de unge Haandværkere at fremelske Trangen til bevarelsen af den rolige Holdning samtidig med, at man søger at fremme ønsket hos dem om at dygtiggøre sig på de Omraader, hvor de faglige Skoler har deres Opgave. Der synes nu i Skolernes daglige Liv i særlig grad at være brug for en stor og god portion af det solide danske Haandværkerhumør, som gennem Tiderne har baaret de faglige Skoler, hvem den lod at danse på roser kun sjældent har været beskaaret..... Det er Tilsynets haab at man i Arbejdet med og for de Unge nu som tilforn vil bevare tilliden til den betydelige Styrke, som er gemt i en solid faglig Uddannelse og i Udviklingen af de bedste menneskelige Evner og Egenskaber. For alle disse gode Kræfter vil der altid være anvendelse, ikke mindst vil der blive kaldt på dem, naar Genopbygningens og Fredens tider atter er inde. F V Haugsted.” Undtagelsestilstanden og spærretid, hvor man ikke måtte færdes frit i aften og nattetimer medførte følgende Rundskrivelse 225 af 25. marts 1944 fra Tilsynet: ”...Medfører indtrædende Spærretid (Undtagelsestilstand) eller andre forhold hvorover Skolen ikke selv er herre, at Undervisningen maa indskrænkes, vil der være at udbetale Løn til Timelærerne efter det hidtil gældende Skema resten af Maaneden. Samme Regel gælder for efterfølgende Maaneder, med mindre Skolen tvinges til at indskrænke Undervisningstiden med 25 % eller mere. Skolen bemyndiges samtidig til at fortsætte med Undervisningen indtil at virkningen af Indskrænkningen er ophævet. Tilsynet kan i almindelighed ikke tilraade at Undervisningen udstrækkes til længere end udgangen af april Maaned. F V Haugsted.” Så kom befrielsen, og hverdagen indfandt sig på teknisk skole igen. Der var en særlig opgave med at få de elever, der havde måttet flygte til Sverige eller gå under jorden gjort færdige med deres uddannelser. Men forskellig korrespondance vidner om, at besættelsen havde sat sine spor på flere områder med virkning for teknisk skole. 12. marts 1946 kommer følgende brev til forstanderen: ”Hr P Petersen! Paa Arbejdernes Samariter Forbund Søborg afd.s vegne vil jeg gerne hermed bringe Skolens Bestyrelse og Ledelse vor hjerteligste tak for den velvillighed der vistes os i Efteraaret og Vintrene 1945-46 ved udlaan af Lokaler for Undervisning i Samaritergerning. Vi haaber at der ikke har været grund til klage og at Lokalerne er forladt i tilfredsstillende Tilstand. Hvis der er et økonomisk Mellemværende forventer vi at høre fra Dem. Teknisk Skole 100 år 39 Poul Jørgensen, Formand ASF Søborg (Arbejdernes Samariter Forbund).” Varemangel og rationering Der var varerationering flere år efter besættelsen, og det gav sig udslag i følgende afslag fra Direktoratet for Vareforsyning, fordelingskontoret 19.august 1947: ”I anledning af Skolens brev af 2.8.1947 beklager man at maatte meddele at Fordelingskontoret ikke har mulighed for at tildele Sæbe og Soda til Rengøring. Vi må henvise til brug af urationerede Rengøringsmidler. P.D.V. Knud Jensen.” Der var fortsat bud efter brug af skolens lokaler i den tid, hvor den ikke blev benyttet - i dagtimerne og i sommerhalvåret. 24. marts 1948 kommer følgende forespørgsel fra Hjemmeværnet Søborg: ”Da man indenfor Søborg Hjemmeværnsforening stærkt mangler et Lokale til teoretisk Undervisning, tillader man sig herved høfligst at forespørge om Skolen vilde være saa venlig at laane os et Lokale til dette Formaal. Da lokalet kun skal bruges til teoretisk Undervisning under kyndig Vejledning vil der ikke være Ulemper af nogen art, ligesom god ro og orden vil blive overvaaget. Med megen agtelse Chr. Hviid Jensen, Haspegaardsvej 27 Søborg.” (Lejeaftale indgået). Varemanglen var stadig mærkbar i slutningen af 1940’erne. 12. juli 1948 skrev bestyrelsesformanden til Københavns Telefon A/S, Nørregade 21 K: ”Herved tillader Teknisk Skole i Søborg sig at andrage om at faa opsat en Telefon paa Skolen Søborg Hovedgade 122. Det kan oplyses at Skolen under Besættelsen afgav Lokaler til C.B. (= Civilt Beredskab, red) Tjeneste under Falcks Ledelse, og der var installeret 4 Telefoner. Det drejer sig derfor kun om at opsætte et Apparat, Ledningerne er indlagt. Vi søgte den gang med Anbefaling af Falck om at beholde det ene Apparat. Men vi fik afslag med den Motivering at der var mangel på Apparater. Skolen havde sidste aar 297 Elever, 12 Lærere, vi savner meget en Telefon. I haab om velvillig behandling af dette vort Andragende. Ærbødigst M Madsen, Formand, Venusvej 13, telefon Søborg 24.” Formanden fik her listet ind, at han var at træffe personligt på en telefon. Elevtallet stiger fortsat Bestyrelsen var i det hele taget involveret i meget af den daglige drift på skolen. På et bestyrelsesmøde 6. september 1949 ”besværer Inspektøren sig over, at Reparationer altid skal foregaa i sidste øjeblik. Det er generende at Gulvene ferniseres samtidig med at Indskrivning af elever foregår. Formanden lover, at dette forhold skal blive ændret”. Undervisningen gik sin gang, og i december 1949 kunne eleverne bl.a. opleve et foredrag om kønssygdomme med lysbilleder ved stadslæge Bruun Petersen samt et foredrag om låsesystemer som blev afsluttet med en Grønlandsfilm. De almene aspekter af ungdomslivet blev tilgodeset på mange måder. Elevtallet var fortsat stigende, og de mange elever kunne ikke rummes i skolens egen bygning. Teknisk skole var begyndt at leje sig ind på kommunens folkeskoler, og så var bestyrelsen gået ind Søborg Hovedgade 122 med teknisk skole tv. i 1950. (Gladsaxebilleder). 40 Teknisk Skole 100 år i overvejelser om ikke bare udbygning af skolen men bygning af en helt ny skole. Sonderingerne med at få flere fag med i ønsket om en lokal teknisk skole kom til udtryk i følgende skrivelse til bagermestrene 12. december 1949: ”Herr Bagermester Jordan Schou, Søborg Hovedgade 140. Teknisk Skole arbejder med at faa opført en ny teknisk Skole der sandsynligvis kommer til at ligge i Buddinge. Man tillader sig hermed at forespørge den ærede Bagermesterforening om der er interesse for et Samarbejde med henblik på at faa indrettet Lokaler specielt til brug for undervisning af Bagerlærlinge. Ærbødigst, Mouritz Madsen, Venusvej 13 Søborg”. Ved årsafslutningen marts 1951 fyldte pladsmanglen meget i talerne. I et af lokalbladene udtrykker formand Madsen det således: ”Nu er det altsaa på høje tid, at der tages fat paa den nye tekniske skole.”... ”udtrykket ’som sild i en tønde’ var på sin plads.” Til årsafslutningen deltog også sognerådsformand Baaring Hansen, der selv var håndværker. Han gav de unge følgende ord med på vejen: ”Der var jo desværre nogle aar, hvor der faktisk ikke var tilstrækkelig tilgang til fagene. Det var fristende for de unge at tage arbejde, der straks fra første dag gav betydeligt mere, fremfor at gaa i lære og nøjes med den mindre fortjeneste i den første tid... eg ved godt, at der i min tid ikke var så mange ting, der afledte interessen fra undervisningen, som tilfældet er nu, hvor biografer, danseskoler o.s.v. har bud efter ungdommen. Derfor er det glædeligt at høre, at ’pjække’-procenten kun er lille. Der skal fra mig lyde en tak til den ungdom, der trofast møder til undervisningen og gennem de kundskaber, de erhverver sig, er med til at hævde haandværkets anseelse.” Undervisning på kommunens skoler Det akutte behov for lokaler blev løst. I 1951 gav Sogneraadet tilladelse til, at teknisk skole kunne gøre brug af lokaler på Marielyst Skole, og der var fra start 7 klasser. Det viste sig at give visse besværligheder for de lærere, der skulle forestå flytningen. Det blev taget op på et bestyrelsesmøde. En af lærerne, E. Palbøl, havde været så gal over forløbet, at han havde truet med at nedlægge arbejdet. Efterhånden måtte man også forlægge undervisning til Buddinge og senere også Gladsaxe og Bagsværd skoler. Der var 500 elever på skolen, og tallet voksede til over 600 frem til 1960. Det var ikke uden problemer at have lagt undervisningen ud på en kommuneskole. I midten af 1950’erne bliver det nok for forstander, som titlen nu er ændret til, P.K. Petersen. I en skrivelse af 17/3 1955 får eleverne en opsang: Teknisk Skole 100 år 41 Seks forsøg på at etablere en ny skole På generalforsamlingen i Teknisk Selskab juni 1950 fremgik det af beretningen, at Sognerådet havde udpeget en grund ved Tinghøjvej-Anlægsvej, som man ville overlade til teknisk skole. Den centrale placering ved rådhuset var man svært tilfredse med i bestyrelsen. Der var sat en arkitekt, S.C. Larsen, der havde bygget Gentofte tekniske skole, på at udarbejde skitser. Det var tanken, at der både skulle foregå almindelig skoleundervisning om dagen og aftenskoleundervisning for håndværkere om aftenen i bygningen. Det løb ud i sandet. I 1951 udskrev Gladsaxe Kommune en arkitektkonkurrence om et kulturcenter i Buddinge by (ved rundkørslen), som skulle omfatte skole (folkeskole hvor teknisk skole skulle bruge bygningen om aftenen), gymnasium, biograf, kæmpeaula med plads til 800, jazz- og ungdomsklub samt lokaler til udlejning. Det blev arkitektparret Eva og Niels Koppel, der vandt konkurrencen, men det endte med en beskåret udgave med en folkeskole og et gymnasium, hvor aulaen senere blev hjemsted for Gladsaxe Teater. Teknisk skole var forsvundet ud af projektet. Den fælles udnyttelse af en ”barneskole” og teknisk skole blev ikke tiltrådt af Tilsynet, der så en indførelse af dagskolen i tidshorisonten, og skolerådet anbefalede herefter heller ikke løsningen. Forstander P.K. Petersen kom derefter med et forslag om en tilbygning til den eksisterende bygning på Søborg Hovedgade i form af en 3-etages bygning. Tilsynets konsulent anbefalede projektet; grunden bag skolen på Joans Lies Vej blev opkøbt; arkitekt Leffland Larsen udarbejdede et projekt, De to første forslag til en ny teknisk skole blev ikke til noget. Herefter tog forstander Petersen blyanten i egen hånd og tegnede en treetages tilbygning til den eksisterende skole på Søborg Hovedgade. Her gengivet på et bordkort , hvor P.K. Petersen og Mouritz Madsen bærer ideen på deres skuldre. 42 Teknisk Skole 100 år som sendtes i licitation. I 1955 kom der meddelelse fra Handelsministeriet (hvorunder de tekniske skoler hørte) om at Finansudvalget havde bevilget lån, så man kunne komme i gang med udvidelsen af skolen på Søborg Hovedgade 122. Efter udvidelsen ville man råde over 22 fagklasser samt disponere over foredragssal, kontorer og lærerværelse samt lejlighed til skolebetjent. Allerede inden vedtagelsen af lærlingeloven modtog Teknisk Selskab anmodning fra Tilsynet med Håndværkerundervisningen om at stille byggesagen i bero, indtil lærlingeloven var vedtaget, og man var klar over, hvorledes nyordningen af håndværkerundervisningen skulle organiseres. Projektet på hjørnet af Tinghøjvej (i bunden af planen) og Anlægsvej (tv.). Det svarer til Tinghøjvej 36-38 og ned langs højhuset. Den grønne bygning skulle være i tre etager, og der var tænkt udvidelsesmuligheder i værkstedsfløjene. (Forslag fra 1958 fra arkitekt Knud Hallberg). Teknisk Skole 100 år 43 I 1957-58 kommer grunden ved Tinghøjvej-Anlægsvej i spil igen. Selvom Handelsministeriet bad skolen om at afvente afklaring med oprettelse af centralskoler, arbejdede såvel Teknisk Selskab som Gladsaxe Kommune videre med planer, som det fremgår af følgende skrivelse: ”Til Teknisk Selskab, Hr fabrikant Aage Schøller, 14.9.57 Ved skrivelse af 1.7.1957 har selskabet ansøgt om at få stillet en passende grund til rådighed til opførelse af en ny teknisk skole, helst kommunens grund ved Anlægsvej. I denne anledning skal man hermed meddele at kommunen har vedtaget at tilbyde selskabet ca. 7000 m2 af grundene Matr 12 dg, 12 dh,12 dq og 13c af Buddinge, Anlægsvej 13-21. Det kan oplyses , at grundene – efter at det tidligere planlagte skolebyggeri på dette sted i sin tid blev opgivet, har været tilbudt Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe, som har erklæret sig indforstået med at købe dem. Overdragelsen har imidlertid været stillet i bero, indtil en bebyggelsesplan for kvarteret foreligger. Kommunalbestyrelsen har nu bedt boligselskabet om at give afkald på købstilbuddet, og man vil indtil videre gå ud fra at dette spørgsmål løses Det vil derfor være hensigtsmæssigt at der optages forhandling mellem Teknisk Selskab og kommunen om vilkår for overdragelsen. Tidspunkt for en forhandling kan aftales pr tlf Søborg 2830, (kommunaldirektøren) Underskrevet Baaring Hansen (Borgmester).” Arkitekt Holberg blev opfordret til at udarbejde et projekt, der kunne opfylde de krav, en moderne skole krævede. Det var med opbakning fra Tilsynet. Derefter skete der ikke noget, og kommunen solgte grunden til Aage V. Jensens byggeforretning, der opførte Buddinge Centret på stedet. 1961 fik skolen stillet en grund på hjørnet af Søborg Hovedgade og Christianehøj til rådighed. Det lod vente på sig med udmeldingen fra Tilsynet om, hvilke fag en kommende centralskole skulle stå for. Det var vigtigt for arkitekterne at vide, inden de Projektet på Turbinevej kom så langt, at grunden var købt, og illustrationen prydede 50 års jubilæumsskriftet. 44 kunne gå i gang med projektforslag. Og tiden gik; der skete intet. I 1963 kom et forslag om at etablere en teknisk skole på Grønnegårdens jorde i Mørkhøj Industrikvarter på Turbinevej 4-6 (hvor Bording har til huse i dag). Generalforsamlingen i Teknisk Selskab beslutter at sælge bygningen på Søborg Hovedgade 122 for 480.000 kr. for at købe Turbinevej for 1.739.500 kr. Arkitekterne Halberg, Iversen og Plum påbegyndte en skitse til skolen, der antagelig med inventar vil koste 8millioner kroner. Skitsen prydede forsiden af Jubilæumsskriftet fra 1967. Man håbede at kunne gå i gang med byggeriet i foråret 1966. Heller ikke dette projekt blev igangsat. Skolesamarbejde Allerede i 1952 var hovedstadsområdets 16 tekniske skoler på foranledning af Teknisk Selskab i København indkaldt til møde om ens takster for mestrenes skolepenge. I København betalte man mere end de andre steder, og man ville have hævet taksterne til samme niveau. Omegnsskolerne var ikke interesseret i en forhøjelse af skolepengene, og så ophørte det samarbejde. Senere indledtes et tæt samarbejde mellem skolerne i Gentofte, Lyngby, Søborg, Glostrup, Rødovre og Hvidovre. P.K. Petersen fra Søborg var formand for samarbejdet, og det var til hans store beklagelse, at det kun var skolerne i Lyngby og Gladsaxe, der fik tildelt rollen som centralskole, da den endelige kabale var gået op. I beretningen fra 1963-64, Anders Bundgaards første, beklagede også han, at kun to af omegnsskolerne var blevet centralskoler. ”Det er min inderligste overbevisning at såvel lærlingene som hovedstadsområdet var bedst tjent med en række mellemstore tekniske skoler i omegnskommunerne, og ikke med 1 mastodont skole i Kbh., noget, der har været arbejdet alvorligt på. (Senere etablerede Københavns Tekniske Skole store afdelinger i hhv. Glostrup og Rødovre, og Landtransportskolen etablerede sig i Hvidovre på Avedøre Holme - i dag en del af TEC, med uddannelse for hele transportsektoren). Fordelingen af fag på centralskolerne Lærlingeloven var fra 1889 med ændringer i 1921 og 1937. Der var behov for yderligere uddannelse af de unge svende, end det de kunne lære på aftenskolen. I 1956 kom en meget omfattende ændring af lærlingenes forhold. Undervisningen skulle omlægges fra aften til dagundervisning. Der var omkring 350 tekniske skoler i Danmark, og det antal ville man fra organisationernes side gerne have nedbragt betrag- Sven Erik med sit murersvendestykke i 1956. (Gladsaxebilleder). Teknisk Skole 100 år 45 teligt, og formålet var at danne ’brancheskoler’, hvor fagligheden kom i højsædet. Loven blev vedtaget i 1956. På landplan blev antallet af tekniske skoler reduceret fra ca. 350 til 61 over de 8 år, det tog at indfase den nye lærlingelov med dagskoler. Der var håb om, at Gladsaxe kunne komme til at rumme en af de nye centralskoler for teknisk undervisning, som der skulle oprettes rundt om i landet. I et af lokalbladene skriver signaturen e.k.: ”Gladsaxe måtte selv skride til at oprette kommunalt gymnasium, fordi man ikke kunne få det ønskede statsgymnasium, skønt der var det bedst mulige saglige grundlag herfor. Nu kunne statsmyndighederne passende gøre denne uret god igen ved at placere en centralskole for teknisk undervisning i den store kommune.” Forarbejdet til loven afstedkom følgende henvendelse 15.oktober 1954 Fra Københavns Blikkenslager-, Gas-, Vand- og Sanitetslaug: ”Til forstanderen for det tekniske selskab skole for Gladsaxe Kommune, Søborg Hovedgade 122. Med det formål at drøfte en mere ensartet Undervisningsform og at gennemgå de af tekniske Skoler benyttede Fagbøger, beder vi Dem foranledige at de Lærere der underviser i Blikkenslager- Gas- Vand- & Sanitetsfaget, kommer til Møde Onsdag 20. ds kl 19.30 på Laugskontoret Frederiksborggade 20. Efter Mødet vil der blive serveret Smørrebrød, hvorfor vi beder Dem meddele os hvor mange der deltager (Minerva 3141,lokal 3) p.u.v G. Harnisch, Formand”. Af en fortegnelse (30/7 1956) over godkendte fagklasser for metalfagenes lærlinge indenfor hovedstadsområdet fremgår, at Søborg tekniske Skole i 1956-57 kunne oprette fagklasser inden for maskinarbejdere og finmekanikere samt kleinsmede (rørsmede dog kun 1. og 2. læreår), kedelsmede og pladearbejdere, vogn- og beslagsmede samt grovsmede. Dette var stadig som aftenundervisning. Blikkenslagerfagets lærlinge var ikke omfattet af ordningen. Det blev efterhånden klart, at Søborg tekniske Skole skulle være centralskole for klejnsmede. Andre fag som malere, tømrer-snedkere, murere og blikkenslagere var stadig uafklaret i starten af 1960’erne. På et møde 28/2 1962 med deltagelse af Tilsynet, Søborg tekniske Skole og repræsentanter for blikkenslagerfaget og malerfaget, hvor man diskuterer placeringen af disse to fag på en centralskole i Gladsaxe. Teknisk Skole 100 år Poul Mossin med sit svendestykke på Søborg Møbelfabrik, 1956. (Gladsaxebilleder). 46 Viceoldermand Børge Jensen fra blikkenslagerfaget udtalte, at man er meget positivt stemt for et samarbejde med malerfaget, og finder at en skole på 16.000 m2 i Søborg vil være tilstrækkelig til at rumme en skole til begge fag. Formanden for malerfagets faglige fællesudvalg erklærede sig ligeledes interesseret i det foreslåede samarbejde. Udvidelsesmulighederne i København var ikke til stede. Han forudsatte at undervisningen for malerlærlinge ville fortsætte på Frederiksberg Tekniske skole indtil Søborgskolen var færdigbygget. Murermestrene i Københavns omegn var interesserede i en centralskole for murere i Søborg. Tilsynet lod vente på sig med en afgørelse, og der gik fagpolitik i det. Københavns Murerlaug ville ikke sende deres elever helt ud til Søborg. De tilbød selv at bygge en murerskole, som de så kunne leje ud til teknisk skole. Den ide var Tilsynet hurtigt med på. Der skulle bygges centrale skoler for 600 mio. kr. landet over, så man ville gerne spare, hvor det var muligt. Søborg fik ikke murerne! Samarbejdet med Fortsættelseskursus Der var håb om andre fag, som det fremgik af følgende brev til Fortsættelseskursus: ”Til forstander B. Schirmacher Jensen, Gladsaxe Kommunes Fortsættelseskursus. Jeg har modtaget Deres skrivelse af 14.3-62. Efter forhandling i Statens Tilsyn med Blikkenslagerfaget og Malerfaget er vi fremtidig udset til at blive centralskole for disse fags lærlinge og måske allerede i løbet af dette år modtage nogle klasser på dagskole. Da den endelige afgørelse ikke foreligger, vil det være vanskeligt at sige hvor mange lokaler, vi får ledige i det kommende semester, men vi vil senere komme tilbage til sagen. Med venlig hilsen P.K. Petersen, forstander”. Der var gennem årene et tæt samarbejde mellem teknisk skole og fortsættelseskursus. Det blev yderligere aktualiseret, da teknisk skole fra 1962 udbød et toårigt kursus for tekniske assistenter. Samarbejdet med bl.a. lån af lokaler hos hinanden forløb ikke uden problemer, som det fremgår af denne skrivelse fra 1963: ”Hr Inspektør P.K.Petersen, teknisk skole Fra vores kjolesyningshold er der i dag klaget over at pedel hr NN indfandt sig her til formiddag i klasseværelset for at overfuse såvel elever som lærerinde. Hr NN har utvivlsomt fået svar på tiltale, men bedst ville det være, om han ikke indfandt sig. Det står mig ikke ganske klart, hvad myndighed han egentlig har hertil? Det er pæne stilfærdige damer, som deltager i undervisningen, og jeg mener ikke at nogen kan have interesse i den omtale som et sådant besøg giver anledning til. Hr NN beklagede sig bl.a. over at der var børn på holdet. For at undgå enhver Skolens første forstander, P.K. Petersen, sad på posten i 45 år. Maleri: J. Borchsenius. (Affoto, Medieskolen). Teknisk Skole 100 år 47 misforståelse skal jeg berigtige, at der kan være et eller to mindre børn; men jeg har aldrig antruffet disse udenfor klasselokalet, og de har altid siddet pænt ved deres mor, når jeg har besøgt holdet. Damerne syr børnetøj, og derfor er der ikke noget mærkeligt i at der af og til er et barn med. Det er min opfattelse, at såvel damerne på holdet som lærerinden betragter det hele som noget overstået, og denne opfattelse vil jeg gerne dele. Men jeg synes alligevel at det er min pligt at lade Dem være bekendt med episoden. B Schirmacher Jensen.” P.K. Petersen svarede 7. februar 63 således: ”Jeg har modtaget Deres skrivelse med beklagelse over vores skolebetjent nn; og jeg kan oplyse at han ingen kompetence har til at optræde på skolens vegne, idet han kun kan indberette til mig såfremt der er noget at påtale. Han er nu instrueret herom samt om at holde sig fra klasserne i undervisningstiden, med mindre man ønsker hans nærværelse af opfyringsmæssige grunde. Jeg kan kun beklage den nævnte episode og håber at den er en overståede affære. mvh P.K. Petersen”. P.K. Petersen på pension I 1963 var det 45 år siden P.K. Petersen blev ansat som tegnelærer, og snart efter som leder af teknisk skole. I alle årene passede han også sit daglige arbejde i Dansk Arbejdsgiverforening. Gennemførelsen af den nye lærlingelov og etablering af centralskole for klejnsmede, og blikkenslagerne kom også med i den sidste runde, havde været en stor opgave, som blev løst på fortræffelig vis. De sidste 15 år var der også det ene byggeprojekt efter den andet, uden at de kom til udførelse. Det har uden tvivl været til stor skuffelse for P.K. Man måtte leje nogle industrihaller på Hejrevej 38 på Teknisk Skole 100 år I næsten 50 år var beslagsmedene en del at uddannelsesbilledet i Gladsaxe. På værkstedet stod en kummefryser med hesteben, som lærlingene kunne øve sig på. (Foto: Benny Wielandt). Krogshøjvej 53A hvortil skolen flyttede i 1963 med først smedeuddannelserne og fra 1969 også blikkenslagere (Foto: Jubilæumssektion Folkebladet 12.1.67) 48 ydre Nørrebro til blikkenslagerne og en tidligere industribygning på Krogshøjvej 53A til smedene. I omtalen af P.K.’s 40-års jubilæum står bl.a.: ”De unge, der gaar paa teknisk skole, er uden tvivl på mange maader et vanskeligt menneskemateriale at arbejde med, men her er P.K. Petersen manden paa den rette plads. Hans pædagogiske evner, hans rolige væsen, og en sikker replik i rette tid, har klaret alle problemer. Den aarlige udstilling af elevarbejder paa skolen, som desværre ses af alt for faa, bærer vidnesbyrd om det høje stade, undervisningen paa vor tekniske skole staar paa. Forstander Petersen er en beskeden mand, og han deler gerne æren for de fine resultater med lærerstaben, men det er ikke mindst takket være forstanderens egenskaber som pædagog, leder og menneske, at skolen har kunnet samle og fastholde dygtige lærerkræfter, og hans begejstring og ildhu har virket smittende.” Helt ud af teknisk skoleverden kom P.K. dog ikke lige med det samme, da han blev valgt til kasserer i Teknisk Selskab. Med forstanderens afgang sluttede man også med at uddele flidspræmier til eleverne ved årsafslutningerne. Tiden var blevet en anden. Anders Bundgaard ny forstander Afløseren blev arkitekt Anders Bundgaard. Han var uddannet murer, blev senere konstruktør og endte med at blive akademisk arkitekt. Han blev ansat på teknisk skole i 1951, hvor han underviste i murerfagene. I 1962 blev han udnævnt til vice- Teknisk Skole 100 år Generalforsamlingen 14.10.1980 på Teknisk Skole på Krogshøjvej. Fra venstre Hans Marcussen, Vang Jensen, Gerner Weidinger, Poul Søndergaard, Bent Eriksen, Erik Eisø og Knud Jensen Møller. (Foto: Gladsaxe Bladet). 49 forstander, og det var som sådan han var med til at få lokalerne på plads til såvel smede som blikkenslagere. I 1967 fik skolen en henvendelse Fra Metalindustriens Lærlingeudvalg: ”Hr forstander A. Bundgaard Vedr uddannelse af beslagsmede Hermed beder vi Dem komme til møde tirsdag 12. september kl 14.00 på Jernbane Allé i Vanløse, til drøftelse af administrative og økonomiske spørgsmål i forbindelse med etablering af kursus for beslagsmedelærlinge på den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole Sekretariatet Danved Andresen”. (Efterfølgende blev Gladsaxe Tekniske Skole og senere TEC landsskole for lærlinge- og efteruddannelse af beslagsmede indtil 2010). Slut med aftenskole og nyt navn I 1966 var det slut med aftenundervisning, de sidste hold var maskinarbejdere og værktøjsmagere samt tekniske assistenter. Der var ikke længere brug for bygningen på Søborg Hovedgade, så den var solgt til Gladsaxe Kommune. Den blev revet ned i 1983 for at give plads til posthuset. Skolen havde nu adresse i Bagsværd og Nordvest. Derfor gav navnet Søborg tekniske Skole ikke længere mening. Bestyrelsen lagde op til et navneskift: ”Som det vil være kommunalbestyrelsen bekendt gennem skolens festskrift, har teknisk selskab i Gladsaxe ønsket for fremtiden at benævne selskabets skole som Gladsaxe tekniske Skole. Iflg § 10 i skolens vedtægter skal ændringer i disse godkendes af kommunalbestyrelsen/ sognerådet. Med denne anledning anmoder selskabet om kommunalbestyrelsens godkendelse af navneændringen p.s.v formand og næstformand.” Det blev godkendt af kommunalbestyrelsen. Det der nye EDB I august 1970 kommer så den første korrespondance om EDB i uddannelserne, og nu er de faglige uddannelser rykket fra Handelsministeriet over i Undervisningsministeriet, og Tilsynet er blevet til et direktorat: ”Til samtlige tekniske skoler samt teknologiske institutter med tekniske eksamensuddannelser Med henblik på at tilvejebringe det lærerkraftmæssige grundlag for at skolerne som forsøg kan tilbyde eleverne et frivilligt edb-grundkursus á 60 timer varighed vil der i indeværende finansår blive adgang til at 30-40 Teknisk Skole 100 år Smedelærlinge på Krogshøjvej omkring 1980. (Fotograf ukendt). Med etablering af basisår for Servicefag holdt pigerne deres indtog på teknisk skole. (Foto: Benny Wielandt). 50 lærere at deltage i et edb-kursus af 5 ugers varighed, hvori der er indlagt periode med hjemmearbejde. Ansøgninger om deltagelse ........ På direktoratets vegne A.P. Lie, undervisningsinspektør”. Blikkenslagerne flyttede i 1969 fra Hejrevej og skolen blev samlet på Krogshøjvej 53A. Også her var der trangt fra starten, så der arbejdedes fortsat på at flytte skolen til en grund, hvor man kunne bygge en moderne teknisk skole. Nye faglige grunduddannelser - NFG Overgangen fra aften- til dagskole var knapt slået igennem, før der kom nye tanker om uddannelse. Et af tidens begreber var ’handlekompetence’. Hvornår besidder man det? I en samtidig definition hedder det: ”En person besidder handlekompetence, når vedkommende, under skyldig hensyntagen til omgivelserne, selvstændigt kan varetage en arbejdsfunktion af et vist større omfang, herunder analysere opgaven, planlægge udførelsen af jobbet, udføre det og sluttelig kontrollere sit eget arbejde.” Hermed var indvarslet en periode, hvor der kom fokus på de ’bløde’ kvalifikationer. Man skulle med andre ord kunne mere end sit fag i snæver, faglig forstand. Allerede ved etableringen af forsøgsundervisning med »Nye Faglige Grunduddannelser (NFG)« i 1969 blev nødvendigheden af disse kompetencer hos fremtidens erhvervsaktive dansker fremhævet (publikationen ”Mål og handlekompetence i erhvervsuddannelserne” Undervisningsministeriet 2000). Erhvervsfaglige grunduddannelser - EFG NFG førte til, at man etablerede Erhvervsfaglige grunduddannelser EFG i 1972. EFG bestod af et basisår inden for 8 erhvervsområder, hvor smedefaget naturligt hørte inden under Jern og metal og VVS-faget under Bygge- og anlæg. Efter basisåret fortsatte man med en praktikplads, som det nu hed, i en virksomhed og så var man på teknisk Teknisk Skole 100 år Uddannelsen til teknisk assistent var lagt i muleposen i 1960’erne og blev genoplivet 20 år efter. (Foto: Benny Wielandt 1992). Hovedindgangen på Tobaksvejen 15, hvor skolen var flyttet ind i typehusfirmaet Johan Christensens gamle virksomhed. (Foto: Lone Dam 1982) 51 skole i 5-10 uger hvert af de 3-4 år uddannelsen typisk varede. Gladsaxe Tekniske Skole udbød fra starten basisåret for Jern og metal. Sideløbende med EFG fungerede mesterlæren stadig. Man havde altså to forskellige sæt love til at uddanne tidens håndværkere. Fra 1982 kom også basisåret for Servicefag til Gladsaxe. Det var en blandet landhandel af fag spændende fra beklædnings- og sundhedsfag over keramiske fag til frisørfaget. Det var det sidste fag, der havde tiltrækningskraft på især piger. Dem havde man ikke haft mange af på Gladsaxe Tekniske Skole, og så der kom alt for mange i forhold til antallet af mulige lærepladser. Basisåret var adgangsbegrænset, så hvert år blev der afvist i 100-vis af unge. Ny forstander Flemming Andersen Anders Bundgaard stoppede efter 21 år som forstander i 1984. Han havde i den periode stået for overgangen til dagskole, og han havde været involveret i flere af de store byggeprojekter, der ikke blev til noget. Som punktum tilbagekøbte Gladsaxe Kommune Turbinevej, som de solgte til den grafiske virksomhed Bording. Det havde været slidsomt, og det var nok en af årsagerne til, at Anders Bundgaard valgte at sige stop. Ny forstander blev Flemming Andersen. Han var oprindelig uddannet automekaniker, og havde en karriere i en større autovirksomhed som værkfører. Han blev lærer først på specialarbejderskolen og fra 1966 på Lyngby Tekniske Skole. Her var han leder af den forsøgsundervisning NFG, der førte til etableringen af EFG. Han kom således med 18 års solid erhvervsskoleerfaring. Synliggørelse af uddannelserne Nye tider - ungdomsårgangene begynder at falde Flemming Andersen fik sat gang i mange initiativer. Ungdomsårgangene var så småt begyndt at falde, så der skulle satses bredere. I første omgang gik man efter at gøre de faglige uddannelser mere synlige i form af introduktionskurser, hvor folkeskoleelever i de ældste klasser kunne komme en uge og opleve dagligdagen på teknisk skole. Man deltog i uddannelsesmesser og i en årrække også i den lokale Gladsaxemessen i AB-hallen. Målet var ikke kun at skaffe flere elever, men nok Teknisk Skole 100 år Grunden på Turbinevej stod ubebygget hen i mange år. Dog blev dette skur opført, hvor VVS-lærlingene kunne udføre tagdækning i praksis. (Fotograf ukendt). Efter 21 år på posten som forstander valgte Anders Bundgaard, th., at overlade posten til Flemming Andersen. (Foto: Gladsaxe Bladet). 52 så meget at gøre opmærksom på skolen over for virksomhederne med henblik på fremtidigt samarbejde om uddannelse, som Flemming Andersen udtrykte det i beretningen fra 1985. I smedefaget var en mindre revolution på vej med computeren som redskab: CNC-styring, svejserobotter og plasmaskæring. En spirende kursusaktivitet inden for svejseområdet voksede til at blive en stor aktivitet, Gladsaxe blev et ”videnscenter for svejsere”. I eget fagligt regi arrangerede man svejsedage, hvor forskellige svejseapparatleverandører kom og demonstrerede nyheder for mestre og medarbejdere i hovedstadens virksomheder. Med afsæt i Serviceområdet kørte man i flere år efteruddannelseskurser for klinikassistenter i samarbejde med Kommunernes Landsforening i Københavns og Frederiksborg Amt, og påbegyndte en nyudvikling inden for ernæringsområdet i samarbejde med Den kommunale Højskole, som senere skulle blive til uddannelsen som serviceassistent. I 1984 genoptog man uddannelsen til Teknisk Assistent, der var blevet lukket ned tilbage i 1960’erne. Det var nu et to-årigt forløb, hvor man kunne specialisere sig inden for bygge- og anlægslinjen, maskinlinjen eller driftslinjen. Den første var den mest populære. Der blev også tilbudt landmålingskurser på denne uddannelse. Frem til juli 1989 foregik det på Krogshøjvej, hvorefter denne adresse blev fraflyttet. Det hele blev garneret med en massiv annonceindsats. Gladsaxe Tekniske Skole var blevet synlig i sin kommune. Flemming Andersen ønskede basisår for Bygge og anlæg til Gladsaxe, så man udover et sammenhængende forløb for VVS også ville kunne skabe et forløb for især tømrere, hvor der var mange mestre i Gladsaxe. (12/2 1985). Det lykkedes dog ikke. Nyt på bygningsfronten Skolen havde etableret sig på Tobaksvejen 15-17 i de gamle kontorer og fabrikshaller fra typehusfirmaet Johan Christensen. Her havde man smedeuddannelsen og servicefag - og på grund af pladsmangel for smedene havde man lejet sig ind i hallerne på den anden side af Tobaksvejen med adressen Maskinvej 1. Man havde stadig blikkenslageruddannelsen på Krogshøjvej. Den ville Flemming Andersen gerne have flyttet til Tobaksvejen. I 1985 vedtog Gladsaxe Kommune en lokalplan, der gav mulighed for udvidelse af skolen, og året efter kom Teknisk Skole 100 år Det allerførste Johan Christensen-typehus ligger der fortsat - i dag som lærerværelse for fagene skiltetekniker og tømrer. (Foto: Benny Wielandt). Tobaksvejen 19-21 blev købt i midten af 1980’erne, men der var ikke penge til indretning. Yderst tv. ses lagerhallen. (Foto: Benny Wielandt). 53 der grønt lys fra Undervisningsministeriet. Selvom der var vigende tilgang til basisåret for Jern og metal, og der var tendens til faldende ungdomsårgange, så var der fortsat god tilgang til smede og blikkenslager- og vvs-montøruddannelserne, og det i et omfang, så direktøren så en mulighed for udvidelse på den resterende del af Johan Christensen-grunden, Tobaksvejen 19-21. Dette køb faldt på plads. Dog ikke helt som forventet, da Undervisningsministeriet havde mistet interessen for købet, og Gladsaxe Kommune så sig ikke i stand til at købe ejendommen for at sikre fremtiden for skolen. Man måtte optage lån i Privatbanken og købte ejendommen for vurderingsprisen 17 mio. kr. Teknisk Skole 100 år Såvel grundstensdokumentet fra 1924 som det fra 1987 ligger indmuret i en niche i VVS-afdelingen. (Gladsaxebilleder). I godt 35 år var der udarbejdet det ene skitseprojekt efter det andet til en tidssvarende teknisk skole. I 1987 blev dette projekt fra arkitekten Henrik Iversen til en ny og farvestrålende VVS-afdeling til virkelighed. Flemming Andersen ved fundamentet til den nye VVS-afdeling - skolens første nybygning i 60 år. (Foto: Gladsaxe Bladet.) 54 Som et kuriosum kan nævnes, at med overtagelsen af matriklen fulgte maskinsnedker Gert Nielsen, der havde passet bygningerne siden virksomheden var lukket. Han fortsatte som pedel frem til sin pension i midten af 2000’erne. Han kunne fortælle, at med købet fulgte en hel lade fuld af mahogni. Typehusene var kendetegnet ved brug af ædeltræ til vinduespartier og døre. I 1987 påbegyndtes opførelsen af den ny vvsskole på Tobaksvejen, og den stod klar ved årets udgang. Tidligere formand for teknisk skole murermester Frede Christensen nedlagde grundstensdokumentet den 27. november 1987. I sin tale sagde han bl.a.: ”Jeg nedlægger to dokumenter. Det ene fortæller om dette byggeri, det andet er fra den gamle tekniske skole på Søborg Hovedgade, som jeg egenhændigt ragede ud, da vi i 1966 overdrog skolen til Gladsaxe Kommune. Dette dokument fortæller om Teknisk Skoles tilblivelse. Jeg havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle gemme dette dokument i 21 år. Jeg er dog imidlertid glad for, at det gamle dokument fra 1924 er med i dag, så vi kan mindes de gæve håndværksmestre som startede skolen for 70 år siden.” Nyskabelser på uddannelsesfronten Fra 1987 begyndte skolen at tilbyde efteruddannelseskurser inden for VVS. Det var i de år, hvor der var mange naturgas- og fjernvarmeprojekter, og der var stor efterspørgsel på at få opkvalificeret medarbejdere. Igennem årene kom der flere kurser til i bl.a. højteknologisk energiteknik, solvarme og teknisk isolering, men der var også plads til at holde de gamle dyder i hævd ved kurser i tag- og tårndækning med kobber. Svejseafdelingen indrettede et multiværksted, hvor virksomhederne fleksibelt kunne sende medarbejdere på kursus med kort varsel, hvor de kunne erhverve et svejsepas på meget kort tid. Man gjorde meget for at vise, at man var førende på svejseområdet, og inviterede til svejse- Teknisk Skole 100 år Gladsaxe Tekniske Skole blev et videnscenter for svejseteknik og forsøgte sig også med en miniudgave af den internationale svejsemesse i Essen. (Fotograf ukendt). Der kom gang i efteruddannelsesaktiviter med bl.a. kurser i tag- og tårndækning i kobber. (Fotograf ukendt). Teknisk Skole 100 år 55 dage under titlen: ”’Nåede I ikke Essen? - så tag til Gladsaxe.” Schweissen & Schneiden i Essen er Europas største svejsemesse med over 1000 udstillere og 50.000 besøgende. I Gladsaxe var det noget mindre med et par og tyve virksomheder, der viste nyheder. I 1989 blev der varslet ny reform af erhvervsuddannelserne og ikke mindst finansiering heraf. Man gik fra et system med årlige bevillinger og ofte tillægsbevillinger på finansloven til taxametre for undervisning og bygninger, der fulgte eleverne. De tekniske skoler skulle tilpasse sig markedsvilkår. Reformen tog også livet af styreformen. Hidtil havde det været Teknisk Selskab, der havde stået for driften af skolen. Det var håndværksmestrene, der havde haft initiativet til at starte skolerne, og de var de toneangivende. Med årene var også fagforeningerne blevet repræsenteret, og så vel kommunen som amtet sad med i bestyrelsen. Nu skulle det være selvejende institutioner med paritetisk sammensatte bestyrelser. Siden 1917 havde Teknisk Selskab kun haft 3 formænd: Murermester Mouritz Madsen fra 1917- 1919, murermester Frede Christensen fra 1919 -1978 og VVS-installatør Ib Ravn fra 1978-1991. I den nye konstruktion som selvejende institution var det Bruno Cavagnaro fra Rør og Blik, der blev bestyrelsesformand. Han blev senere afløst af VVS-installatør Bent Jeppesen, der blev den sidste formand. Reformen gjorde op med basisuddannelserne og lærlingeuddannelsen. Der skulle kun være et system. Det var skolen godt klar over kunne blive et problem. Hvad skulle man gøre med overskydende lærerkræfter og bygningskapacitet? Noget af svaret blev de korte videregående teknikeruddannelser. Gladsaxe fik i 1991 ansvaret for først VVS-tekniker, en 11 mdr. uddannelse (senere 1½ år), og året efter Gas- og vandmesteruddannelsen på ½ år. I 1998 forsøgte man også at starte kloakmesteruddannelsen for at have hele området med videregående uddannelser inden for VVS. Det lykkedes ikke. 75 års jubilæum Det var således en turbulent tid for skolen, da der i 1992 blev fejret 75 års jubilæum. Der var reception på dagen den 1. oktober med undervisningsminister Bertel Haarder og borgmester Ole Andersen som de fornemmeste honoratiores. Et par dage efter slog man dørene op til åbent hus med deltagelse af alle 700 elever og 80 medarbejdere, hvor besøgende kunne komme og se, hvad skolen kunne tilbyde. Flemming Andersen udtalte: ”Der foregår i disse år en gevaldig kamp i kulissen blandt uddannelsesinstitutionerne om de unges gunst og valg af uddannelse. Her står vores institution stærkt, blandt andet fordi vi inden for en række specielle uddannelser er landsdelsskole. I kampen om de unge har Gladsaxe Tekniske Skole også et andet stærkt kort på hånden, idet skolen er blandt de otte tekniske skoler, der er med i en forsøgsordning, hvor 10. klasses elever har mulighed for Op gennem 1990’erne forsøgte man at tiltrække unge til erhvervsuddannelserne bl.a. ved brobygningaktiviteter for folkeskoleelever. Her er det et forløb for 10. kl., der i 1993-94 udsmykkede en mur ved Værebro Park op mod skolen. Den står her ca. 25 år efter stort set uden grafitti hærværk. (Foto: Jens Mortensen, 2016). 56 Teknisk Skole 100 år at dele deres skolegang imellem at følge undervisningen i folkeskolen og TEK 1, som er introduktionskurset til de tekniske grunduddannelser.” Økonomien strammer til I starten af 1990’erne havde skolen bredt sine aktiviteter over på den anden side af Tobaksvejen, hvor man havde lejet nogle haller på hjørnet af Maskinvej. Her var der svejsekurser, 1.- og 2. skoleperiode for smedeuddannelserne, beslagsmedeuddannelsen og tekniske assistenter. I 1994 henvendte en gruppe studerende fra Byggeteknisk Højskole sig og spurgte, om de måtte lave et eksamensprojekt, hvor de skulle undersøge jordbundsforhold på Maskinvej. Det fik de lov til. Da projektet blev offentliggjort, brød et mindre helvede løs. Grunden viste sig at være voldsomt forurenet. Der havde tidligere ligget en skibsfarvefabrik, Firmaet Aage Weihe. Embedslægen konstaterede, at afgasningen fra forureningen gjorde, at ophold og undervisning i lokalerne ikke måtte finde sted. Tidligere udviklingschef Ken Jørgensen husker sagen således: ”Der blev fundet uopgravede tanke, som sammenlagt kunne rumme ca. 65.000 liter god, gammeldags terpentin. Hvor meget de rent faktisk indeholdt vides ikke. Vi besluttede at rydde bygningen, da vi frygtede, at udlejer ville erklære sig konkurs. Derved ville vi miste adgangen til alt vores udstyr og inventar, hvilket havde været katastrofalt for skolen. Vi ryddede bygningen på få dage over en weekend ved at arbejde i døgndrift”. Allerede i slutningen af 1990’erne varsledes en ny reform af uddannelserne. Her lå det underforstået, at Undervisningsministeriet gerne så fusioner af skoler, så de kunne dække bredere. Der var også stillet en præmie på 10 mio. kr. i udsigt til skoler, der valgte at slå sig sammen. Gladsaxe var en af 4 skoler i hovedstaden med en smal faglig profil. Det, der før var en styrke med specialskoler, skulle vise sig 35 år efter at være det modsatte. Taxametersystemet favoriserede store skoler med større udbud af uddannelser. Økonomien var meget anstrengt, og der var ikke midler til at renovere Johan Christensen-bygningerne. Regnskabet for 1997 viste et underskud på en lille million. Man forsøgte med nye initiativer, og søsatte serviceassistentuddannelsen i 1998. Fusion i 1999 I løbet af 1998 blev der taget kontakt til flere tekniske skoler om samarbejde. Københavns Tekniske Skole havde en lille vvs-afdeling samt nogle mindre metaluddannelser, så det kunne være en mulighed for fusion. Frederiksberg Tekniske Skole havde en stor bygge- og anlægsafdeling. I efteråret 1998 var forhandlingsaktiviteten intensiv, og det endte med at blive Frederiksberg. Det var nok ikke uden betydning, af formandskaberne for de to skoler hurtigt fandt hinanden. Afgørelsen var i realiteten truffet, da der var ekstraordinært bestyrelsesmøde i Gladsaxe med et punkt på dagsordenen: Sammenlægning med Frederiksberg. Især repræsentanterne fra kommune Undervisningsminister Bertel Haarder og borgmester Ole Andersen var med til at kaste glans over 75 års jubilæet i 1992. (Fotograf ukendt). Teknisk Skole 100 år 57 og amt var stærkt utilfredse med måden, det var foregået på. Lars Abel fra de konservative mente, at man skulle have undersøgt flere muligheder. Medarbejderne havde nok set alvoren, og tillidsmand Henrik Eriksen anbefalede en sammenlægning og udtalte til Bagsværd/Søborg Bladet: ”Taxametersystemet lægger en meget stram økonomi for vores skoler. Derudover har Folketinget helt nye planer for området. Det medfører, at vi skal udbyde en langt bredere vifte af fag. På den baggrund er stordrift og sammenlægning en oplagt mulighed. Både af hensyn til økonomien og af hensyn til udbuddet og dermed kvaliteten for eleverne”. Der lå ikke i kortene, at der skulle fyres folk, men Flemming Andersen var forsigtig i sin udmelding, og han ville ikke udelukke afskedigelser på et senere tidspunkt. Frederiksberg-Gladsaxe Tekniske Skole blev en realitet fra 1. januar 1999. Hurtigt skiftede den navn til FagHøjskolen. Flemming Andersen blev vicedirektør på den sammenlagte skole, men valgte at gå på pension et halvt år efter. Fusionerne fortsatte i 2001 med Metalindustriens Fagskole i Ballerup, Lyngby Tekniske Skole og Luftfartsskolen i Dragør. Her blev navnet TEC - Teknisk Erhvervsskolecenter/Technical Education Copenhagen, og i 2003 kom Landtransportskolen i Hvidovre med. Massivt sats på Tobaksvejen Aldrig så snart var blækket tørt på fusionsdokumentet, før renoveringsplaner blev omsat til virkelighed. På Tobaksvejen 19-21 bevaredes skelettet med betondækkene, ydermurene og vindeltrappen. Fra denne konstruktion blev der bygget nye værksteder, teorilokaler, kontorer og en mindre kantine. Derefter kom turen til nr. 15-17, Fusionen medførte en sammenlægning med smedeuddannelserne i Ballerup. Dermed var det efter 40 år slut med uddannelse af smede og svejsere i Gladsaxe. (Foto: Jens Mortensen). Tillidsmand Henrik Eriksen og forstander Flemming Andersen stod sammen om fejringen af 75 års jubilæet, Det gjorde de også 6 år senere, da en fusion var uundgåelig. (Fotograf ukendt). 58 hvor de gamle, mørke smedeværksteder blev erstattet af nye, lyse malerværksteder, lokalerne til servicefagene fik et løft, og den store kantine blev moderniseret. Med Reform 2000 af erhvervsuddannelser blev der endnu en gang omstruktureret. Uddannelserne kom til at bestå af et grundforløb og et hovedforløb, og grundforløbene blev organiseret i 7 indgange. Gladsaxe fik tildelt 4 af disse: Teknologi og kommunikation (elektiker), Bygge og anlæg (bygningsmaler, træfag og vvs), Håndværk og teknik (smedeuddannelserne) samt Service (serviceassistent). Fra 2001 udbød man også HTX-uddannelsen, så man fik en erhvervsgymnasial gren. Det var et initiativ, som daværende borgmester Ole Andersen så frem til. Ved indvielsen af 19-21 sagde han i festtalen: ”Jeg synes, det er et meget positivt initiativ, der er taget med etablering af et teknisk gymnasium her i Faghøjskolens afdeling i Gladsaxe. Jeg har set, at der på Frederiksbergafdelingens HTX-linje er ca. 50 unge her fra området, og det siger jo alt om, at der er grund til at forvente, at Gladsaxe Tekniske Gymnasium vil opfylde et stort behov.” HTX kom forsigtigt fra start med en klasse i optag pr. år, og for forsigtigt efter direktionens opfattelse, så allerede i 2003 blev den sammenlagt med Lyngby Tekniske Gymnasium, som siden flyttede fra Mortonsvej til DTU - i dag H.C. Ørsted Gymnasium - stadig en del af TEC. Med fusionen med Metalindustriens Fagskole, var der to udbudssteder af smedeuddannelserne. De blev hurtigt lagt sammen i Ballerup. Ind flyt- Efter fusionen blev der straks iværksat en længe tiltrængt renovering af Tobaksvejen 19-21. (Foto: Jens Mortensen). Lærling ved regionsmesterskabet for VVS i 2002. (Foto: Jens Mortensen). 59 Kilder Protokoller, bilagsmapper og udklipsalbummer fra Teknisk Skole Søborg. Jubilæumsskrift fra 1942 og 1967. Gladsaxe Håndværkerforenings 100 års jubilæumsskrift. Beretninger, årsregnskaber og udklipsalbummer for Gladsaxe Tekniske Skole/TEC. tede maleruddannelsen fra Frederiksberg til de nyrenoverede lokaler i nr. 15-17. I 2004 røg så laden, og op skød en bygning, der kom til at rumme et stort tømrer-snedker værksted, skilteteknikeruddannelsen og porcelænsmaleruddannelsen. Den sidste blev dog nedlagt som erhvervsuddannelse nogle år senere, da Den Kgl. Porcelænsfabrik, der var aftager af eleverne, flyttede produktionen til Thailand. Sideløbende med reform af erhvervsuddannelserne var der i 1997 vedtaget en lov om korte videregående uddannelser, der fik virkning fra 2000. GVS-mester og VVS-tekniker blev afløst af en ny 2-årig installatøruddannelse, som også omfattede stærkstrømsområdet og blev samlet på Frederiksberg. Disse blev i 2007 flyttet over i erhvervsakademiet KEA. Renoveringer på adressen er fortsat, og i 2015 kom turen til mellembygningen Tobaksvejen 15-17 og VVS-afdelingen, som nu kom til at hænge sammen. Afslutning I dag er TEC Gladsaxe en tidssvarende erhvervsskole med 400 daglige elever fordelt på uddannelserne inden for VVS, bygningsmaler, skiltetekniker og serviceassistent. Der er igen kommet et gymnasialt spor, EUX, der udover erhvervskompetence også giver studiekompetence. Og der er et bredt introducerende grundforløb 1 inden for teknologi, byggeri og transport med særligt fokus på byggeri. TEC Gladsaxe ligger ud til Ring III, der med etableringen af Letbanen, giver Gladsaxe Kommune muligheden for at opgradere Gladsaxe erhvervskvarter. Det har man gjort med et nyt planforslag for området, og stiftelse af en forening for Gladsaxe Erhvervsby. Her sidder uddannelseschefen for TEC Gladsaxe, Per Buron, med. Hans vision for teknisk skole i det samarbejde, ser således ud: ”Det er TECs mål at være en synlig og aktiv erhvervsskole i kommunen, som tiltrækker uddannelsesøgende i et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv. Et dynamisk og innovativt erhvervskvarter kræver kvalificeret arbejdskraft og det bidrager vi gerne til. Erhvervsskolens placering i Gladsaxe Erhvervskvarter og de tanker, der allerede er gjort i forbindelse med Gladsaxe Erhvervsby gør, at TEC ser frem til at spille en rolle i byudviklingen.” Godt 80 år fik teknisk skole som selvstændig institution i Gladsaxe. Fem bestyrelsesformænd og tre forstandere satte deres præg på skolen i de 80 år. Fusionen til TEC konsoliderede skolen, og som udviklingen tegner, vil der med ovenstående betragtninger også være en erhvervsskole i Gladsaxe om 25, 50 og måske 100 år. Indvielsen i 2004 af ny bygning til bl.a. tørmeruddanenlsens grundforløb med deltagelse af borgmester Karin Søjberg Holst, udd. chef Susanne Mortensen og direktør Leif Bille. (Foto: Jens Mortensen) 60 Foto: Flemming Bruun 61 Hovedbibliotekets vilde forhistorie - øretævernes og uenighedernes holdeplads nummer 1 gennem 9 år Af: Arne Fogt Siden 1959 havde der været tanker om et nyt bibliotek i Gladsaxe. Det gamle hovedbibliotek på Gladsaxevej 111, som var tegnet af Vilhelm Lauritzen, kommunens favoritarkitekt der, stod færdigt i 1940, var ellers vældig fint. Men alt for småt. Det havde også oprindeligt været tanken, at der skulle bygges et fuldstændig identisk bibliotek i Bagsværd, men på grund af 2. verdenskrig blev planerne udskudt og sidenhen skrinlagt. I 1960/61 blev bibliotekets administration og katalogafdeling flyttet til nye adresser for at give mere plads til bøgerne til borgerne. Og da Høje Gladsaxe Centret stod klar til indflytning (selvom det ikke var 100 % færdigbygget), rykkede hovedbiblioteket derover i 1966. I stedet fik Kunst- og musikafdelingen til huse på Gladsaxevej 111. Først i 1979 kunne man samle hovedbiblioteket under det nuværende tag på Søborg Hovedgade 220. Bibliotekstanker anno 1970 Da Folkebladet den 14. maj 1970 dumpede ind af brevsprækken, var forsiden ryddet til fordel for en artikel om Gladsaxes nye stadsbibliotek. Her stod: ”Mere end 10 år med fødselsveer har det taget indtil nu, men nu er fødslen åbenbart forestående. I mandags kunne biblioteksudvalgets formand, G. Malling Kiær, ansøge kommunalbestyrelsen om 1,8 mill. kroner til detailprojektering af det længe ventede stadsbibliotek, som skal opføres på hjørnet af Kontorvej og Søborg Hoved- Hovedbibliotekets vilde forhistorie 62 gade overfor rådhuset.” Ved samme lejlighed fremlagde Malling Kiær det skitseprojekt, der udgjorde grundlaget for de videre overvejelser. ”Der er tale om en treetagers bygning, hvor hver etage er på ca. 2.200 kvadratmeter. I parterreetagen indrettes studiekredslokaler, foredragssale samt et cafeteria. Tanken er, at disse lokaler skal kunne fungere selvstændigt – dvs. også uden for bibliotekets normale åbningstider. Cafeteriet er placeret mod syd med udsigt og adgang til en udvendig terrasse mod Søborg Hovedgade. Der bliver ikke tale om et stort køkken med fin kogekunst – det baseres på leverancer udefra – fra diner transportable, og man tænker sig kun smørrebrød samt frosne færdigretter. En festsal i samme etage kommer til at rumme en scene, operatørrum, og desuden skal det kunne benyttes til udstillinger – her bliver der plads til 150 mennesker. I stueetagen, hvortil man kommer ad en stor trappe fra foyeren i parterren, findes udlånsafdelingerne og dels børneafdelingen. Udlånsafdelingen for voksne placeres mod vest, mens børneafdelingen vender mod øst – og børneafdelingen er modsat stadsbiblioteket i Lyngby helt adskilt fra voksenafdelingen. Den har således sin egen indgang. Øverste etage – 1.salen – rummer læsesale, en audiovisuel afdeling, kontorer for stadsbibliotekar og vicestadsbibliotekar samt et mødelokale. Hovedbibliotekets vilde forhistorie Kvinden er ved at krydse Søborg Hovedgade fra Buddingecentret. Overfor ligger den tomme grund til ’stadsbiblioteket’. Bagerst tv. ses Kontorvej - i dag Rådhus Alle bygning G med ’Familie og rådgivining’. (Foto: Svend Nielsen 1978). 63 Her findes også administrationslokalerne, der først og fremmest henlægges til et stort kontorlandskab. Endelig indrettes på 1. salen musikog kunstbibliotek. Det nye stadsbibliotek vil komme til at pryde Søborg Hovedgade, selvom det betegner et alvorligt stilbrud med det omkringliggende byggeri – herunder rådhuset. Det bliver en stor glas- og betonbygning og det betyder en lang række afskærmnings- og ventilationsproblemer, som i al væsentlighed allerede er løst skitsemæssigt i forbindelse med udarbejdelsen af skitseprojektet – men på forhånd må det konstateres, at et billigt hus bliver det i hver fald ikke.” Detailprojektet snart klart Syvende januar 1971 gjorde stadsbibliotekar Kr. Lindbo-Larsen status over projektet. ”Jeg er optimist og tror, vi kommer i gang med byggeriet sidst på året”, udtalte han. Artiklen fortsatte: ”Der arbejdes stadig energisk med planerne til det store stadsbibliotek, selv ikke de stramme økonomiske forhold har kunnet sætte en stopper for initiativet, og forprojektet ligger klar til behandling i kommunalbestyrelsen. Det sker antagelig ved det kommende kommunalbestyrelsesmøde midt i måneden”. Den årvågne journalist spurgte så Lindbo-Larsen, om budgettet på de 20-22 mill. kroner kunne holde. Svaret var: ”Nej, det kan vi allerede fastslå nu. For et års tid siden regnede man med, at et stadsbibliotek vil koste ca. 22 mill. kroner, men i dag er vi på 30 mill. kroner.” Han blev så spurgt om projektet måske ville blive udsat på grund af økonomien, men: ”Jeg er optimist. Jeg tror at vi kommer i gang sidst på året og at vi vil kunne løfte denne store og vigtige opgave i de kommende år. Vi trænger hårdt til stadsbiblioteket, der foruden at være det samlede hovedcenter for biblioteksvæse- Hovedbibliotekets vilde forhistorie net, også bliver et kulturhus for befolkningen i Gladsaxe.” Frem og tilbage er lige langt, eller … ”Nu ser det virkelig ud til, at planerne om at opføre et stadsbibliotek skal blive til virkelighed. På kommunalbestyrelsesmødet i mandags blev det vedtaget, at der bevilges yderligere 400.000 kroner til projekteringsarbejder”. Sådan startede en lang artikel i Folkebladet den 15. april 1971. Men af overskriften fremgik det også, at opførelsen af stadsbiblioteket nu var steget til 35 millioner kroner. Længere henne i artiklen stod der: ”Biblioteksudvalget og Byggeudvalget forelægger nu i enighed et forprojekt til et nyt stadsbibliotek, der helt kan ændre de kulturelle muligheder i Gladsaxe Kommune. Det foreliggende projekt er et nyt projekt og har næsten intet har med det tidligere projekt at gøre”. Bygningens størrelse var der ikke ændret på ej heller på beliggenheden. Ændringen fremgik længere henne i artiklen, hvor der stod: ”I parterreetagen er husets hovedsal placeret. Salen bliver indrettet til alle i dag tænkelige funktioner foredrag, film, lysbilleder, udstilling, koncert og teater for blot at nævne de væsentligste. Studierum med AV udstyr og en mindre sal samt et cafeteria er også i samme etage sammen med bogmagasin og teknikerrum.” Artiklen sluttede med at konstatere det ejendommelige i ”at der ikke var en eneste socialdemokrat, der havde kommentarer at gøre til dette projekt, som er det største kommunen har givet sig i kast med gennem tiderne, men borgmesteren tog det som udtryk for, at sagen havde været virkelig grundig gennemarbejdet under de løbende forhandlinger i de forskellige udvalg, som projektet berørte”. (husk at der skal skitserne med fra den dag) Men ak. Der gik ged i sagen én gang til: ”Beklageligt at stadsbiblioteket må udskydes”. Sådan lød overskriften under en artikel den 15. juni 1971. 64 Artiklen blev skrevet i anledning af stadsbibliotekar Lindbo-Larsens 50 års fødselsdag. Nu blev byggeriet udskudt, ikke af mangel på penge, men af mangel på ministerielle tilladelser. Gladsaxe halter bagefter Næste gang ordet stadsbibliotek blev nævnt i Folkebladet er den 14. september 1972, hvor der skulle afholdes et offentligt budgetmøde. På mødet sagde formanden for biblioteksudvalget, G. Malling Kiær, at ”Det er helt nødvendigt med stadsbiblioteket. Udnyttelsen af biblioteket, som det vil vare 2½ år at opføre, efter det første spadestik er taget, og som vil koste ca. 34 mill. kroner, vil bliver 100 %.” Længere inde i artiklen fortsatte Malling-Kiær: ”Gladsaxe har i dag ikke noget virkeligt hovedbibliotek. Biblioteket i Høje Gladsaxe fungerer som hovedbibliotek. Det samlede areal i biblioteket er imidlertid kun 600 kvm og langt over halvdelen af bibliotekets næsten 100.000 bøger må opstilles i kældermagasiner uden mulighed for en effektiv publikumsudnyttelse af samlingerne. I de sidste 4 år har ikke mindre end 6 omegnskommuner færdigbygget store hovedbiblioteker, og Hvidovre indvier i løbet af få måneder sit nye bibliotek”. Gladsaxes politikere kunne også dengang bedst lide at være med i førersædet, den artikel var ikke hyggelig læsning! En folkelig debat starter Det første læserbrev vedrørende biblioteksbyggeriet så nu dagens lys. Under overskriften ”Nyt stadsbibliotek” skrev Curt Hansen, Søborg et læserbrev, som der bringes uddrag fra: ”Tak til Folkebladet for belysningen af behovet for stadsbiblioteket. Af modelfoto og forklaringer kan alle se, at det er en dejlig ting. Der er gode og fornuftige argumenter for sagen. Der bliver service for os alle. Men informationen om behovet og om konsekvenserne for borgerne i kommunen er jo overordentlig mangelfuld eller slet ikke fremlagt.” Der fulgte en masse spørgsmål om ventetider, antal besøgende, hvilke grupper, der besøgte bibliotekerne og på hvilke tidspunkter. Han afsluttede med at spørge, om der virkelig var et stort udækket behov for studiekredslokaler: ”Er skolerne fyldt på alle aftener? Tænk på, at udgiften pr. lokale næppe er under 16.000 kroner pr. år eller Hovedbibliotekets vilde forhistorie Biblioteksskitser fra Folkebladet i 1971. Hovedindgang mod Kontorvej. (Gladsaxebilleder). Hovedbibliotekets vilde forhistorie 65 (for vinterhalvåret) 800 kroner pr. uge. Her ligger sagens kerne. Der er nemlig ikke tilflydt offentligheden oplysninger om, hvad driftsudgiften vil blive. Der er tale om en forhøjelse af serviceniveauet, som er dejligt, men nok skal vise sig at være dyr. Driftsudgifterne bliver hængende år efter år, og derfor må der være sikkerhed i behovsvurderingen og solidt grundlag for vurderingen af driftsudgifterne. De eneste økonomiske udgifter der foreligger, er anlægsudgifterne. Dækker disse også kurstab og låneomkostninger, hvis lån skal finansiere anlægget? Er grundudgift medregnet? De fremlagte oplysninger tyder på, at det vil koste hver familie i 3 år 800 kroner årligt i anlægsperioden, svarende til 1-1½ % i trækprocenten. Og overslagets anlægsudgift med 4700 kroner pr. kvm. tyder på, at driftsudgifterne pr. kvm. anvendt foran som driftsudgift pr. lokale er alt for små. Sagen bør oplyses bedre, førend vi kan tro, at pengene anvendes rigtigt til dette formål”. Der kom aldrig svar på læserbrevet, men Birgit Fjelde, der sad i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, skrev et længere indlæg til lokalavisen 21. januar 1973. Blandt andet skrev hun: ”Der har været talt i mange år om at bygge et stadsbibliotek og nu ønsker de borgelige samt en del af den socialdemokratiske gruppe at påbegynde byggeriet hurtigst muligt, helst inden den nye kommunalbestyrelse træder sammen i april 1974. Hvorfor skal dette stadsbibliotek nu pludselig fremmes, når man samtidig taler om at spare? (Projektet kommer skønsmæssigt til at koste 40 millioner kroner)”. Videre skrev hun ”Så vidt jeg ved, er vi godt forsynet med Kunst- og Musikbiblioteket, hvor der er udmærkede møderum, Thorasminde, det nye kulturhus i Bagsværd, tidl. Restaurant Skovbrynet, der nu fungerer som foreningsmødehus, Højgården i Bagsværd og endelig alle vore skoler og boligselskabers fællesrum. På denne baggrund synes jeg ikke man kan sige, at det er fordi vi mangler mødelokaler, at vi skal have et kæmpestadsbibliotek tilmed i en kommune, hvor befolkningstallet er stagnerende og formentlig faldende i de næste 10 år”. Indlægget sluttede med: ”For mig at se er stadsbiblioteket et kolossalt prestigeprojekt, hvor der må være berettiget tvivl om hensigtsmæssigheden og an- Det nye stadsbibliotek set fra Søborg Hovedgade. Sådan her forestillede man sig, at Gladsaxe Hovedbibliotek ville komme til at se ud, når det stod færdigt. Da biblioteket endelig stod klart i 1979, så det dog meget langt fra ud som på disse skitser. (Biblioteksskitser fra Folkebladet i 1971. Gladsaxebilleder). 66 vendeligheden for f.eks. borgere, der bor langt fra Kontorvej. Selv om kommunen svømmede i penge, hvad den som bekendt langt fra gør – og sandsynligheden for, at den nogensinde kommer til det er nok langt borte – ville jeg være betænkelig ved dette projekt, som tiden, efter hvad der påstås, er ved at løbe fra. Jeg tror at fremtiden indenfor biblioteksvæsenet vil være flere og mindre biblioteker, der ligger tæt ved den enkelte borgers bopæl. En mastodont som det nuværende projekt, hører fortiden til, og det kan ikke være rimeligt at bygge noget, som foruden de helt urimelige omkostninger overhovedet ikke har noget at gøre med fremtidens behov”. Birgit Fjelde fik støtte i sine synspunkter fra en uventet kant. I samme nummer af Folkebladet stod der, at der havde været generalforsamling i KU, hvor formanden Michael Keldsen talte om urimeligheden i det dyre byggeri. ”Det kan ikke være rimeligt at påbegynde det dyre byggeri – i særdeleshed ikke i sparetider, og man bør overveje om projektet ikke er i strid med biblioteksideen”. Han mente, at man i langt højere grad burde satse på en udbygning af filialerne. Det måtte være bedre i overensstemmelse med grundideen bag bibliotekerne, mente han. Hovedbibliotekets vilde forhistorie På hjørnegrunden Kontorvej - Søborg Hovedgade måtte 5 villaer lade livet. På Søborg Hovedgade 210 lå Buddinge Blomster i en villa umiddelbart op til boligblokken med gavlreklamen for Avon Auto-gummi. (Foto: Lone Dam, 1978). 67 Ønskede man at gøre brug af den service, som kun et stort centralbibliotek kunne yde, kunne man efter Michael Keldsens opfattelse tage til Gentofte eller Lyngbys bibliotekspaladser. Debat i kommunalbestyrelsen I næste nummer af Folkebladet fik den nu ophedede debat om biblioteket lov at fylde en hel side! Debatten gik forud for afstemningen af bygningen af stadsbiblioteket i kommunalbestyrelsen. Malling Kiær startede med en længere redegørelse for hvad der var gået forud. Han oplyste at, ”så langt tilbage som i 1959 vedtog man et forslag om at opføre et nyt hovedbibliotek. Denne vedtagelse er siden blevet bekræftet ved adskillige lejligheder”. Han fortsatte med at præcisere bibliotekets opgave, der ud over at udlåne bøger også ”anså de store særsamlinger, dokumentationsmaterialer og en række forskellige aktiviteter af kulturel karakter for at være centrale arbejdsområder for et hovedbibliotek.” Birgit Fjelde gentog den kritik, hun havde rejst i læserbrevet ugen før og sluttede af med at, én ”meningstilkendegivelse fandt hun central: Nemlig en fællesudtalelse fra KU og DSU, hvor man gik ind for en udbygning af filialerne frem for en gennemførelse af stadsbiblioteket”. Hovedbibliotekets vilde forhistorie Søborg Hovedgade 208 er under nedrivning. Hjørneejendommen Søborg Hovedgade-Kildebakken fik lov til at stå et par år endnu, inden den skulle give plads til Kildebakkegårds Allés udvidelse mod Hovedgaden. Denne boligblok havde et meget dominerende gavlmalere af ’Manpower’ mod syd. (Foto: Lone Dam, 1978). 68 De socialdemokratiske medlemmer Carl Erik Slivsgaard og Erling Schrøder gik ind for en to årig udsættelse – først og fremmest af hensyn til de betrængte skatteydere. ”Jeg har sjældent mødt så stærk modstand mod et projekt som i dette tilfælde, udtaler Erling Schrøder”. Han erkendte senere i artiklen ”at det måske kunne se lidt underligt ud, at han som formand for kulturudvalget gik ind for en udsættelse af biblioteksprojektet – men han gjorde det med henvisning til, at det var nødvendigt at se alle kommunens aktiviteter under et”. Socialdemokraten Jens Thind Andersen, medlem af biblioteksudvalget, kritiserede skarpt de medlemmer af kommunalbestyrelsen, som havde skiftet standpunkt. Han ville bøje sig for et økonomisk argument, men hvis man anfægtede selve ideen bag stadsbiblioteket, så kunne han ikke følge med”. Kunne de pågældende som ansvarlige politikere ikke gå ind for projektet, burde de have rejst kritikken på et langt tidligere tidspunkt, sagde Jens Thind Andersen. Borgmester Erhard Jakobsen afsluttede debatten med at sige: ”Jeg vil føle mig som en luskebuks, hvis jeg skulle springe fra en efterhånden 15 år gammel aftale om dette biblioteksprojekt”. Afstemningen gav det resultat, at 17 stemte for, Hovedbibliotekets vilde forhistorie Hjørnet Kontorvej-Søborg Hovedgade. Opgangen nr. 208 er revet ned. Betonfirmaet K. Hindhedes Eftf. er på grunden. (Foto: Lone Dam, 1978). Hovedbibliotekets vilde forhistorie 69 mens 6 stemte imod og biblioteksudvalgets formand rundede af med at sige tak for en saglig debat og konstaterede i denne forbindelse sin tilfredshed med modstanden mod biblioteket ”for derved var sagen blevet belyst fra alle sider, og ingen kunne sige, at biblioteksprojektet var blevet lusket igennem”. Svar på tiltale Den 1. februar 1973 kommer der et svar på Birgit Fjeldes læserbrev fra P. Mathiasen, Aprilvej 55, der bakkede op om hendes synspunkter. ”Jeg har boet snart 20 år i Mørkhøj og kender kun forholdene der. Jeg har aldrig følt trang til at besøge andre større biblioteker i kommunen, da dette lille bibliotek fuldstændig har kunnet tilfredsstille mit læserbehov… Jeg giver således fuldt ud Birgit Fjelde ret: De små lokale biblioteker i nærheden er at foretrække for et mastodontbibliotek, som ligger langt borte, og som mange mennesker vil have svært ved at finde sig tilrette i”. Nu blandede Folkebladet sig i debatten under overskriften ”Et stort bibliotek eller flere små – det er problemet for kommunalbestyrelsen”. Skribenten, hs, var ikke særlig positiv indstillet. ”Det er ikke i tidens ånd at opføre paladser som det, kommunalbestyrelsen og biblioteksvæsenet gerne vil have”. Han afsluttede artiklen med ordene: ”Decentraliceringstanken gik for øvrigt stærkt igennem, da kommunalbestyrelsen for nogle år siden købte bogbussen for at betjene kommunens afkroge – tanken bør følges op gennem en udbygning af filialbiblioteksnettet i stedet for at smide en masse penge ud på det påtænkte bibliotekspalads”. Lindbo-Larsen på banen ”Stort behov for stadsbiblioteket”. Under denne overskrift den 22. august 1974 gik stadsbibliotekaren igen på banen og kæmpede en brav kamp for at få hovedbiblioteket, eller kulturhuset, som nu også hed, bygget. Fremskridtspartiet havde på et kommunalbestyrelsesmøde foreslået at sende projektet ud til borgerne til afstemning, hvilket blev nedstemt. Igen fremhævede Lindbo-Larsen de fordele der var ved et nyt hovedbibliotek og sluttede af med ordene: ”Som nævnt, før eller siden skal Gladsaxe Kommune have et stadsbibliotek, og jo før det bliver, jo billigere bliver det”. Kulturkrig over bøgerne! I Folkebladet den 4. juli var der et langt læserbrev fra A. Saabye Pedersen, der, som hovedparten af 20. februar 1978 blev første spadestik til det nye Gladsaxe Hovedbibliotek taget. (Foto: Lone Dam, 1978). 70 Hovedbibliotekets vilde forhistorie læserbrevene, var modstander af projektet. Saabye Pedersen mente, at: ”Stadsbibliotekaren taler om et stort behov og uvilkårligt føres tankerne hen på Jørgen S. Dichs bog ”Den herskende klasse” og ”klassernes” enestående evne til at skabe, eller pådutte befolkningen et behov”. Det skulle han nu nok ikke have skrevet, for 11. juli fik han svar på tiltale af Ingolf Sørensen, der under overskriften ”Stadsbiblioteket i Gladsaxe en selvfølgelighed” forsvarede bygningen af biblioteket med følgende indledning: ”Uden at gå ind i en polemik med Dem på det halvhumoristiske ironiske bundlag som deres indlæg i Folkebladet 4. juli befinder sig på, vil jeg dog nedværdige mig til at svare Dem kort”. Så fortsatte svaret og tonen blev skarpere og skarpere mellem debattørerne. Det fik CD til at sprænge en bombe. ”Centrumsdemokraterne ønsker en kulegravning af biblioteksvæsenets udvikling, førend vi tager stilling til stadsbibliotekets videre skæbne, siger medlem af biblioteksudvalget, Yvonne Herløv”. Videre i artiklen, der blev bragt den 1. august skrev hun, at af ”løse beregninger, som vor gruppeformand, Lars Abel, har foretaget, viser at de seneste års rekordagtige udvikling i byggeom- Byggeriet er gået i gang. I baggrunden ses Søborg Hovedgade 204-206 tv. og Buddinge Centret th. (Foto: Lone Dam, 1978). Hovedbibliotekets vilde forhistorie 71 kostningerne vil betyde, at projektet i sommeren 1977 står os i omkring 75 mill. kroner. Det var aldrig sket, hvis man havde påbegyndt byggeriet tidligere”. Nu var det ren krig! Folkebladet førte an med en leder 8. august og seks læserbreve, over 2 hele avissider, for og imod byggeret, kunne borgerne nu læse! Flemming Gylling, Venstre, ville have byggeriet droppet, andre en folkeafstemning eller en udvidelse af biblioteksfilialerne, et medlem af kommunalbestyrelsen, Jørn Busk, tog imod protestskrivelser! Alle modstanderne var enige om, at det var et palads, der var i støbeskeen. Sagen tog igen en uventet drejning, da Lars Abel kom på banen den 12. september 1974 og fortalte, at der i den lukkede del af kommunalbestyrelsesmødet i mandags lå et helt nyt tilbud, som studeredes med allerstørste interesse. ”Tilbuddet lyder nemlig på, at stadsbiblioteket kan opføres for rundt regnet 26 mill. kroner på 18 måneder, hvor det hidtidige projekt kunne opføres for næsten det dobbelte på den dobbelte tid”. Hvorfor al den ballade? ”Hvorfor kun negativ kritik af det nye stadsbibliotek?”, spurgte et medlem af kommunalbestyrelsen, Ole Andersen, i et læserbrev den 26. september. ”Intet er nemmere og billigere end at rakke ned på en offentlig kulturindsats. Herregud, hvem kan opgøre nyttevirkningen af en bog, en grammofonplade, et kunstværk eller en teaterforestilling. Der er ikke rigtig ”stemmer i” at gå ind for den slags ting – men det kunne jo være, der var ”stemmer i” det modsatte. Det troede i det mindste Fremskridtspartiet og Venstre før kommunalvalget i marts, da de prøvede at gøre stadsbiblioteket til valgkampens hovedtema. At dømme efter deres samlede mandattal på 3 ud af 25 i kommunalbestyrelsen lykkedes det ikke. Det var altså ikke så let at piske en kulturfjendtlig stemning op i en kommune, som har lagt sig i spidsen med sit skolevæsen, sit teater, sine kunstindkøb og såmænd også sit biblioteksvæsen (når bortset fra det manglende stadsbibliotek.)” Men der er stadig flertal for ”paladset” Mandag den 16. oktober 1974 var der kommunalbestyrelsesmøde og et af punkterne var, at ”biblioteksudvalget indstiller, at kommunalbestyrelsen nu træffer beslutning om, hvorvidt det projekterede stadsbibliotek ved Kontorvej skal opføres eller ikke”. Efterhånden som debatten skred frem stod det klart, ar der var flertal for at opføre biblioteket. Men økonomien var presset grundet de stigende anlægsudgifter. Om behovet for at nyt stadsbibliotek, oplyste G. Malling Kiær, ”at Gladsaxes biblioteksvæsen i dag ligger på 10. pladsen med hensyn til udgifterne i biblioteksvæsenet af i alt 16 storkøbenhavnske kommuner. Udgiften andrager 193 kroner pr. indbygger, mens gennemsnittet for Københavnsområdet var 204 kroner”. Debatten bølgede frem og tilbage, og der kom et forslag fra Thorkild Møller, om at for kommunen for at skaffe penge kunne sælge grunde og bygninger. Det ville ikke ændre kommunens økonomi, idet det blot ville blive tale om flytning af formuegoder. Da artiklen i Folkebladet blev bragt over mere end en hel side, må man formode, at det har været en lang debat, før der kunne laves en afstemning. Da den endelig kom, kunne 20 af kommunalbestyrelsens medlemmer stemme for, at der skulle ske en afrunding af kommunens biblioteksvæsen gennem etablering af et egentlig hovedbibliotek med tilhørende administrationslokaler. Men hvornår man skulle gå i gang, var stadig et åbent spørgsmål! Et skrabet palads? Den 8. juni 1975 kunne borgerne under overskriften ”Nyt stadsbibliotek til 12 mill. kroner, 72 Hovedbibliotekets vilde forhistorie som er et skrabet, men funktionel skitseprojekt, som arkitektonisk passer ind på grunden overfor rådhuset” læse en lang artikel om et nyt forslag. Artiklen fortalte blandt andet, hvorfor man nu kunne bygge billigere end det oprindelige byggeri, der var 3 gange så dyrt. ”De særinstallationer, der kom til og gjorde det oprindelige projekt så dyrt, har vi undgået, og desuden er cafeteria, foredragssal til 250 personer med scenebygning, lille sal til ca. 75 mennesker, de store glasfacader, der var nødvendiggjort af husdybden og krævede solafskærmning, ”skåret bort” og dermed er det oprindelige projekt, som trods alt kunne bygges for under 30 millioner kroner, nede på 12 millioner”, udtalte G. Malling Kiær. Han sluttede med at fortælle, at ”overetagen, der får indgang fra Kildebakkegårds Alle, skal indrettes med børneudlån på ca. 525 kvm, audiovisuel afdeling, læsesal på samme størrelse, studiekredsrum på 260 kvm og administration på 500 kvm. Det samlede areal bliver på ca. 4550 kvm”. Ny borgmester – ny debat Tove Smidth blev borgmester efter valget i 1974. De første år var der rigeligt af andre problemer at tage sig af, men 27. maj 1976 kunne Folkebladet bringe et interview med hende under overskriften ”Stadsbiblioteket en kendsgerning”. Tove Smidth forklarede, at de samme partier, som tidligere var for projektet, igen havde fundet sammen. Det tidligere projekt var løbet op i 42 mill. kroner, men det nye forslag kunne bygges for 20 mill. kroner, hvilket betød, at bygningens udseende var ændret. Tove Smidth blev spurgt, hvor pengene skulle kommer fra og svaret var: ”Fra flere kanaler. Oprindelig havde vi satset på at indrette Søgården til et kulturhus, men efter den sidste tids udvikling, bl.a. 12-12 afstemningen om Søhuse som adgangsvej og ministeriets henstilling om ikke at bruge Bagsværdvej som tilkørselsvej, er dette projekt opgivet og jeg regner med, at vi derefter vil lade Søgård grundene udstykke, sådan som lokalaviserne også omtalte i sidste uge. Der er 10- 11 grunde af 250.000 kroner og desuden har vi 15 gode byggegrunde på arealerne ved Krogmosevej og Skovtoften til ca. 200.000 kroner pr. grund, og vi overvejer også at sælge det det store areal ved Klirevænget, som oprindeligt var sikret til sociale institutioner”. Hun afsluttede interviewet med det fromme ønske, at få projektet til behandling i det sidste møde før sommerferien i juni måned, men en endelig byggedato ville heller ikke hun komme med. Opbakning med ingen afgørelse I næste nummer af Folkebladet fortalte G. Malling Kiær, at det nye projekt ville koste omkring 20 mill. kroner, og at det tidligere projekt til 42 mill. kroner var skrinlagt. Han forsatte: ”Det projekt, det drejer sig om, er det udkast, der blev udarbejdet sidste år. Det var meget skrabet og var nede på godt 9 mill. kroner. Biblioteksvæsenets eget arealbehov er ca. 4500 kvm., men desuden er der planer om en møde- og udstillingsfløj, som til dels skal afhjælpe pladsmanglen på rådhuset. Den bliver på ca. 1500 kvm, hvorefter hele byggeriet skulle blive på ca. 6000 kvm. og koste 2500 kroner pr. kvm”. Der kom stadig ingen afgørelse. Socialdemokraterne havde hidtil fastholdt, at Søgården skulle bruges til kulturelle formål. Nu ville gruppen hellere afhænde ejendommen og lade beløbet ved salg indgå i som en del af det beløb, der skulle bruges til et hovedbibliotek. Der var ikke enighed blandt de 24 medlemmer af kommunalbestyrelsen! Heller ikke om, at planerne om et kulturhus i Søhuse skulle opgives. Kommunalbestyrelsen fik ikke afgjort, om skoleforvaltningens tidligere domicil skulle sælges eller nedrives og grunden udstykkes til parcelhuse. De fik heller ikke gennemført noget endeligt med hensyn til hovedbiblioteket. De forskellige partier formåede endnu en gang at kaste sig ud en lang Hovedbibliotekets vilde forhistorie 73 debat for og imod et hovedbibliotek og diverse opfattelser af, hvad hovedbiblioteket mere skulle indeholde. Artiklen i Folkebladet afsluttes med ”at den socialdemokratiske gruppe er fast besluttet på, at planerne om et hovedbibliotek nu skal føres ud i livet, så man kan få den sag, der har optaget sindene i adskillige år, endelig afsluttet”. En sidste forhalingstaktik? Kort før sommerferien bragte Gladsaxe Bladet en leder, der under overskriften ”Spaden i jorden”, revsede partier og enkeltpersoner. Lederen startede med følgende: ”Det nye hovedbibliotek var på ny til debat i det sidste kommunalbestyrelsesmøde inden sommerferien. Det har det været så mange gange før, fordi der er to partier (FRP og Venstre) og et enkelt medlem af en tredje gruppe (CD´s Lars Abel), der – ud fra forskellige forudsætninger – har meget svært ved at acceptere en flertalsbeslutning om at bygge et hovedbibliotek, så de leder efter selv det tyndeste halmstrå at klynge sig til i håbet om, at det vil lykkes at forhale sagen så meget, at man ikke når at komme i gang med det vedtagne projekt før kommunalvalget i marts”. Hovedbiblioteket tager form. Det er fronten mod Søborg Hovedgade, og trappen til hovedindgangen ses midt i billedet. (Foto: Lone Dam, 1979). 74 I bladet den 1. juli 1976 var der et længere interview med den nye stadsbibliotekar Svend Stilling, der afløste Lindbo-Larsen. Også tanken om et nyt hovedbibliotek spurgtes der til. ”Man begyndte at tale om hovedbibliotek i Gladsaxe allerede i 1959, hvor det skulle med i det store kulturcenter, der var planlagt ved Buddinge Rundkørsel - der, hvor Buddinge Skole og Gladsaxe Gymnasium nu ligger. Vi fik et nyt projekt klar i 1961, men så var der byggestop. Det projekt, vi havde dengang, var så stort og ambitiøst, at Gladsaxe Biblioteksvæsen på det tidspunkt ikke var modent til at udfylde rammerne. Men en kommune som Gladsaxe kan simpelt hen ikke leve uden et hovedbibliotek”, lød Svend Stillings vise ord. Igen så det ud til, at byggeriet kunne påbegyndes. Den 8. juli står der i bladet en lille notits om, at ”økonomiudvalget har vedtaget et forslag fra den socialdemokratiske gruppe på rådhuset om, at igangsætning af hovedbiblioteksbyggeriet skulle forelægges biblioteksudvalget til en foreløbig behandling”. Notitsen slutter med ”Gruppen skal snarest fremkomme med forslag til en programmering, som kan danne grundlag for kommunalbestyrelsens beslutning om et eventuelt biblioteksbyggeri i 1977 i forbindelse med behandlingen af anlægsbudgettet for 1977”. Forhalingstaktik i kilometervis Men man var stadig ikke færdige med at debattere biblioteket. Den 18. december bragtes et referat fra kommunalbestyrelsesmødet, hvor De Radikale og CD stillede ændringsforslag til byggeriet. Men ”Ved afstemningen led CD’s som de radikales forslag en krank skæbne og planlægningsudvalgets forslag gik igennem. Dermed er første skridt til et hovedbibliotek taget. Projektet, der som sagt har været politisk kastebold, har tidligere været så langt fremme, at man havde tegningerne helt klar, men så faldt sagen til jorden, og det kostede Gladsaxe 3,5 mill. kroner i arkitekthonorar, uden at man fik så meget som taget et spadestik”. På forsiden af Gladsaxe Bladet den 22. juni 1977 kunne man læse under overskriften ”Radikale laver hvidbog om hovedbibliotekssagen”, at viceborgmester Torkild Møller mente, at der ”er brug for en overskuelig sagsfremstilling som svar på de mange urimelige påstande” og at vi ”vil i fremstillingen give en oversigt over sagens udvikling fra det tidspunkt, hvor det gamle projekt blev opgivet, og så frem til i dag”. Den 27. juli var CD’s gruppeformand, Lars Abel parat til at bidrage til de radikales ”hvidbog” om hovedbiblioteket, mens Socialdemokraternes Ole Andersen var modstander af en sådan og advarede de radikale mod at lave valggas på bibliotekssagen. Så kører det I et oktobernummer af Gladsaxe Bladet kunne de hårdt prøvede borgere læse, at et skitseforslag skulle fremlægges på kommende kommunalbestyrelsesmøde, og at byggeriet nu stod til at få gravet første spadestik primo 1978. Skitseprojektet var omsider godkendt og gravkøerne skulle rykke ind på Kontorvej 15. februar. Biblioteket vil stå klar til indvielse til oktober 1979! ”Forberedelserne til det nye Hovedbibliotek er godt i gang, men inden spaden er kommet i jorden, er man fra radikal side allerede i fuld gang med at udsmykke bygningen”. Derfor kunne man i årets første udgave af Gladsaxebladet 1978 læse følgende fra Thorkild Møller: ”Vi er som bekendt tilhængere af, at man møder den kunstneriske oplevelse i sin hverdag, frem for at skulle se den på specielle museer. Derfor stiller vi forslag om, at man inviterer vore aktive kunstnere i kommunen til at deltage i udsmykningen af de mange lokaler i det nye hovedbibliotek. Der bliver jo masser af gangarealer, af kantineområde, af foyerer og af Hovedbibliotekets vilde forhistorie 75 mødelokaler, hvor der er plads til både billeder og skulpturelle ting”. Han rundede af med at sige at, ”Selvfølgelig vil et sådant forslag vække modstand hos dem, der har den opfattelse, at penge til kunstneriske aktiviteter kan spares. For os radikale er sådanne udgifter lige så vigtige som asfalt til gaderne. Det er et åndeligt fattigt samfund, der ikke vil ofre noget på æstetik og kultur. Men lad blot debatten komme i gang. Den kunne også føre til det positive, at mennesker, der sympatiserer med vores tankegang, kunne være med i ideens videre udformning”. Første spadestik ”Nu kan intet stoppe Hovedbiblioteket”. Sådan lyder overskriften i Gladsaxe Bladet den 22. februar 1978 og artiklen starter med ”Der har været gjort mange forsøg på at spænde ben for Hovedbiblioteket i Gladsaxe, men nu kan ingen hindre byggeriets gennemførelse. Det første spadestik blev taget mandag formiddag af borgmester Tove Smidth, der udtrykte glæde over, at man nu endelig var nået så langt, at man kunne gå i gang med byggeriet og Gladsaxe i løbet af godt to år får sit hårdt tiltrængte hovedbibliotek”. Hovedbibliotekets vilde forhistorie Byggeriet af Gladsaxe Hovedbibliotek på Søborg Hovedgade 220. Her med afskærmningen, der skulle blive til ”Forargelsens plankeværk”. (Foto: Lone Dam, 1979). 76 Hovedbibliotekets vilde forhistorie Men inden da skulle der laves noget forarbejde. ”I sidste uge begyndte man en nødvendig omlægning af kloaksystemet og i denne uge er entreprenør Sven Nielsen, Bagsværd gået i gang med at nedrive ejendommen Søborg Hovedgade 212- 214”. Det skandaleombruste plankeværk Fra februar til oktober 1978 var der ro omkring byggeriet. Men så gik det helt galt igen. For den 11. oktober kunne borgerne læse om et plankeværk, der indhegnede det nye byggeri. Nu væltede det atter ind med indlæg og læserbreve. ”Det var en styg oplevelse at se plankeværket skyde op omkring byggepladsen, sagde stadsbibliotekar Svend Stilling ved en sammenkomst på rådhuset i sidste uge, da plankeværksudsmykningen officielt blev ”taget i brug”. Men et kunstværk skal nu engang være provokerende og sætte en debat i gang”. Det nyopsatte plankeværk fik en elev på kunstakademiet lov at stå for. Selve udførelsen af kunst- Omkring byggepladsen blev opført et plankeværk, som kommunalbestyrelsen lod dekorere af studerende fra Kunstakademiet. Det blev kaldt ”Forargelsens plankeværk”, fordi mange borgere blev stødt over, at kommunalbestyrelsen brugte hele 22.500 kroner incl. løn til de unge arbejdsløse, som var med til at løse opgaven, ’på sådan noget pjat’. (Foto: Svend Nielsen, 1979). Hovedbibliotekets vilde forhistorie 77 værket blev udført af 50 elever fra værkstedsskolen. Ingen forstod, hvad de flagrende røde plader på hegnet skulle forestille, og debatten kørte i højeste gear de næste måneder. En professor fra Det kongelige Akademi for skønne kunstner, som var det rette navn for Kunstakademiet, måtte i Gladsaxebladet forklare, hvad ideen var. ”Den bevægelse, der løber hen over plankeværket, svarer lidt til den bevægelse, mange af os har skabt, når vi i margen af en bogs blade tegnede en lille mand og forandrede hans stillinger en smule fra blad til blad. Når vi så tog tommelfingeren og lod den rulle gennem bladene, fik vi en bevægelse, som ruller forbi”. Ikke alene udsmykningen vakte opsigt, men også prisen på udsmykningen blev heftigt debatteret. Kommunen havde ofret cirka 25.000 kroner på arbejdet, inklusiv materialer, hvilke mange fandt alt for højt. Der var mange læserbreve, og i et fra Edith Nielsen, Pilegårdsvej 73 i Mørkhøj stod der bl.a.: ”Har i dag været i Buddinge for at se på elevarbejdet fra Det kongelige Akademi for de skønne kunster. I guder – at en kommunalbestyrelse kan smide kr. 25.000 ud for sådan en gang børnehavemiskmask. Ja, eleven har nok tænkt, hellere ramme ved siden af end slet ikke at ramme, og det er jo IN at snakke kunst, selv om man ikke har en klap forstand på de dele”. Et læserbrev fra Bjarne Larsen, Alsikemarken 39 i Søborg ramte nok det, som de fleste borgere i kommunen tænkte. ”Som borger og skatteyder i Gladsaxe kommune, vil jeg gerne sammen med andre udtrykke min forargelse over det makværk, der er klasket op på det ny biblioteks plankeværk, og som kommunalbestyrelsen kalder kunst. Tove Smidth siger, at man skal på afstand for at forstå dette kunstværk. Det kan vel ikke være hendes mening, at kunstinteresserede gladsaxeborgere skal kravle rundt på toppen af Buddinge Centret, for at fatte disse 25.000 kroners bølger, som slynger sig hen over plankeværket. Samtidig siger hun, at man skal være kørende trafikant, for at Gladsaxes bølger skal få de rette dønninger. Jeg kører forbi mange gange hver dag, men den eneste forståelse, jeg er nået til er, at jeg er ved at Skitse af Bjørn Nørgaards udsmykningselementer. (Gladsaxe Bladet 10.10. 1979). 78 Hovedbibliotekets vilde forhistorie bringe de andre trafikanter i livsfare i min grænseløse ”beundring” over kommunens bølger. Jeg har prøvet på cykel, op og ned, sågar i både første og tredje gear, men det eneste jeg har forstået er, at mit kondital stiger”. Han afsluttede sit indlæg med ”Mon ikke kommunen skulle se at få pillet dette stykke kunst ned, så kommunens borgere ikke går og bliver søsyge af synet, hvilket kun Buddinge Apotek kan have glæde af”. Selv den konservative gruppe måtte ud og forvare plankeværket over flere spalter og indrømmede, at resultatet ikke stod mål med forventningerne. ”Man kan undre sig over, at udsmykningen af det store Hovedbibliotek ikke har interesseret offentligheden. Ikke mindst når man tænker på i hvor stort omfang mange borgere gik op i den, i kroner og ører, ret så ubetydelige udsmykning af plankeværket. Her er der tale om en blivende udsmykning til en værdi af cirka 800.000 kroner, hvoraf Statens Kunstfond, som har fundet Bjørn Nørgaard værdig til at løse opgaven, bidrager med 600.000 kroner og Gladsaxe kommune med 200.000 kroner”. Sådan stod der i Bladets leder den 10. oktober 1979. Annonce for indvielsen af Hovedbiblioteket 1. november 1979. (Gladsaxe Bladet 31.10.1979). Hovedbibliotekets vilde forhistorie 79 Men det var lige før, at udsmykningen aldrig var blevet til noget. Videre i Gladsaxe Bladet kunne man nemlig læse at ”To medlemmer, Hanne Raffnsøe og Jørgen Busk, var på ferie, og det medførte, at kommunalbestyrelsen i mandags med et flertal på to gik ind for kunstneren Bjørn Nørgaards forslag til udsmykningen af det nye Hovedbibliotek, der indvies om tre uger. Efter en to timer lang debat viste det sig, at 11 medlemmer stemte for forslaget, 9 medlemmer stemte imod og tre undlod at stemme”. Såvel Hanne Raffnsøe som Jørn Busk havde, da udvalget behandlede sagen, stemt imod, og deres fravær blev således afgørende, idet deres stemmer ville have betydet lighed, hvorefter forslaget ville være faldet. Indvielse af Gladsaxe Hovedbibliotek I en flot annonce, der blev indrykket i Gladsaxe Bladet den 24. oktober, stod der, at Hovedbiblioteket skulle indvies torsdag den 1. november 1979. Det havde været en lang vej og en sej kamp. Allerede i 1959 forelagde Kulturcentrumsudvalget en plan for et kulturcenter. I 1962 ændrede man planerne. En ny grund blev erhvervet til at bygge et hovedbibliotek og et 1. detailprojekt blev indsendt til bibliotekstilsynet for at komme i den pulje, hvorfra de lykkelige vindere i ”byggekvotelotteriet” blev udtrukket. Gladsaxe blev udtrukket, men man måtte overdrage byggetilladelsen til Lyngby-Taarbæk kommune, da man alligevel ikke var klar. I slutningen af 60’erne kom man i gang igen med et flot projekt, som i allersidste øjeblik blev standset af byggestoppet i 1973. ”Men i 1977 lykkedes det endelig og med indvielsen i torsdags var 12 års kamp afsluttet. Gladsaxe har endelig fået det Hovedbibliotek, som kommunen skulle have haft for adskillige år siden”, kan man læse i lederen i Gladsaxe Bladet. Prisen holdt – det samme gør huset endnu Det er altid spændende, om priserne holder. Malling Kiær kunne oplyse, at ”selvom regnskabet af gode grunde endnu ikke var færdigt, vil den samlede pris inkl. inventar blive mellem 30- 31 mill. kroner. Vi ved godt, at det ikke er blevet noget luksusbyggeri, eller bibliotekspalads, som enkelte yndede at kalde vort prestigeprojekt. Men vi er til gengæld sikre på at have fået et smukt, stilsikkert og et meget funktionsdygtigt hus”. Trængslerne var dog ikke forbi, for i begyndelsen af december faldt der omkring 22 mm regn i Buddinge. En stor del af disse vandmasser, nemlig 20.000 liter banede sig vej ind i underetagen på biblioteket og havde taget en del mudder med på vejen. ”Havde det grønne område bagved været grønt med lange, dybe græsrødder, var det næppe sket”, udtalte stadsbibliotekar Stilling. Da det nye Hovedbibliotek blev indviet var noget af det sidste, man fik klargjort, den kunstfærdige fliseplads mellem rådhuset og biblioteket. Men et par uger efter gik man i gang med at bryde det hele op igen. ”Vi kunne ikke plante træerne på pladsen samtidig med, at den blev anlagt. Det er 14 løntræer, der først kunne plantes efter midten af november”, sagde stadsingeniør Tage Møller. Han slutter artiklen med at fortælle, at arbejdet nu var færdigt, og der ikke skete mere på pladsen. Gladsaxe Kommune fik sit hovedbibliotek. Et hus der siden har skiftet interiør og ruminddeling mange gange. Huset blev noget skrabet, men har til gengæld vist sig at kunne tilpasses forskellige årtiers forskellige behov. I 2016 blev et kæmpe skridt taget i form af anlæggelse af en legeplads i bibliotekshaven, med gennembrydning af muren mellem børnebiblioteket og haven. Nogle kampe er hårde at vinde, men nogle kampe viser sig også at være alle slagene værd at tage. Gladsaxe Hovedbibliotek er en af de kampe, som de fleste den dag i dag er glade for, blev taget. Og vundet! 80 Foto: Flemming Bruun. Carl Nielsens Minde 81 Kører du ud af Gladsaxe Møllevej mod Lyngby forbi Gladsaxe Kirke, så kommer du til en uanseelig indkørsel, Gladsaxe Møllevej 75. Følger du den smalle indkørsel, kan du på din venstre side se et velholdt, smukt lille bindingsværkshus. Huset hørte tidligere til Toftegaard, og gårdens røgter havde en overgang bolig der. Huset tilhører i dag Gladsaxe kommune og er fredet. Huset kaldes ”Gedebukkehuset”, og der er flere myter om, hvorfor huset fik dette navn. En af myterne er, at der i tidernes morgen boede en gammel mand, der holdt geder på sin grund. Lidt længere inde af indkørslen kommer du til havekolonien Carl Nielsens Minde. Du befinder dig nu i et roligt og skønt område – Haveforeningen Carl Nielsens Minde, der rummer i alt 522 havelodder. Haveforeningens drift Haveforeningens daglige drift udføres af en bestyrelse, der består af 9 medlemmer, der er valgt på den årlige generalforsamling. Siden oprettelsen af haveforeningen har den haft en deklaration med Gladsaxe kommune. Deklarationen er løbende blevet justeret og denne sammen med haveforeningens reglement, danner de rammer, hvorunder haveforeningen administreres i det daglige. Haveforeningen Carl Nielsens Minde Beliggende på matrikel nr, 4a, 4cn m.fl. Gladsaxe by og sogn. Historien om haveforeningen, der ikke har navn efter Danmarks store komponist men efter Kolonihaveforbundets første formand, Carl Nielsen. Af Anny Green 82 Carl Nielsens Minde Gladsaxe landsby – lidt historie om området I gamle dage lå alle landsbyens gårde samlet omkring Gladsaxe Kirke. Efter udflytningen var der kun få gårde, der valgte at blive i Landsbyen. Blandt disse gårde var Toftegaard og Pilegaard. De lå begge ud til Bygaden, der indtil ca. 1951 lå i landzone og gik fra kirken til Klausdalsbrovej. Klaudalsbrovej var i 1720 kun en markvej, der gik gennem de store gårdes marker. I 1951 blev Gladsaxe landsby indlemmet i byzonen og Bygaden blev omdøbt til Gladsaxe Møllevej. Før da gik Gladsaxe Møllevej fra Klausdalsbrovej og videre til Lyngby. Der var ingen møller i Gladsaxe, men vejen var opkaldt efter møllerne i Lyngby og Tårbæk. Toftegaard Toftegaard var en firlænget gård, der allerede i 1789 lå i Gladsaxe landsby. I 1891 blev der ved siden af gården bygget et hus til mælkeforpagteren, dertil en stald til køer og heste. Det var almindeligt, at der var en mælkeforpagter til hver gård. I 1916 blev Gladsaxe Mejeri oprettet og mælkeforpagternes rolle blev hen ad vejen udspillet. I 1911 blev huset aftægtsbolig for gårdejerens far. Pilegård, en anden af de gamle gårde i Gladsaxe landsby. (Foto: Jens Mortensen, 1981). Toftegård, en af de gamle gårde i Gladsaxe landsby. (Foto: Jens Mortensen, 1981). Have 260 i 1944 på Ferskenvej. (Privat foto). Et havehus bygges ca. 1950. (Privat foto). Carl Nielsens Minde 83 I 1919 brændte der 4 gårde ved en kæmpebrand, hvor Toftegaard med aftægtsbolig, Pilegaard, Saxgaard og Præstegaard gik op i røg. Toftegaard blev genopbygget, ligeledes den tidligere aftægtsbolig. De nye bygninger var mere moderne end de gamle. I dag ligger Toftegaards hovedbygning på adressen Gladsaxe Møllevej 69 bag malerfirmaet, som bruger hovedbygningen til kontor m.v. Det nye hus, der tidligere var forpagter/aftægtsbolig blev nu udlejet til beboelse. Marketenderi I 1946 søgte haveforeningen Gladsaxe sogneråd om tilladelse til at overtage bygningen Bygaden 55 og indrette et marketenderi i den. I første omgang fik man nej, da bygningen var lejet ud til familien Larsen med 2 voksne og 3 børn. Senere fik haveforeningen tilladelsen, da Larsen ønskede at Have 367 ca. 1967. (Privat foto). 84 Carl Nielsens Minde flytte til en ny bolig med stald til hans hest. Der blev nu indrettet et marketenderi til brug for haveforeningens medlemmer. Haveforeningens administration fik på et senere tidspunkt kontorer på 1. salen. Senere blev marketenderiet til en rigtig købmandsforretning, da Bent og Britta Loftkjær den 12. januar 1969 overtog forretningen. I efteråret samme år fik de tilladelse til at etablere en tilbygning (den nuværende købmandsbutik). Pilegaard Pilegaard var også en firlænget gård. Den fandtes ligeledes i landsbyen i 1789. Den har været nedbrændt i 2 omgange. Først i 1849 og sidst i 1919 sammen med de andre 3 gårde. Hovedbygningen eksisterer stadig og ligger i dag på Gladsaxe Møllevej 63-65. Bygningen bruges af Gladsaxe Kommune til sociale formål. Haveforeningen Carl Nielsens Minde På en stiftende generalforsamling den 17. april 1943 i Empiresalen på Blegdamsvej blev haveforeningen Carl Nielsens Minde oprettet. Den blev opkaldt efter Kolonihaveforbundets første formand og forretningsfører og ikke efter vor store komponist Carl Nielsen. Haveforeningen kom til at ligge på jorder, der til- I få haver er der stadig urtehave. (Foto: Flemming Bruun). Carl Nielsens Minde 85 hørte 2 gårde, nemlig Toftegård og Pilegaard. Det var Kolonihaveforbundet for Danmark sammen med Landbrugsministeriet, der købte de første jordarealer, og derefter udstykkede dem i små lodder, de fleste på 378 m2, og lejede dem ud til interesserede. I starten gik haveforeningens jord over på den anden side af den nuværende motorvej, dengang kaldet Hærvejen. Ved overtagelsen af det store jordareal var den kommende motorvej allerede projekteret og senere på året 1943 påbegyndte man vejprojektet og en del af jorden svarende til 60 havelodder blev afgivet til en nystartet haveforening ”Mirabelle”. I starten lå haveforeningen på lejet jord, men i 1949 fik man gennem Statens Jordudvalg mulighed for at købe jorden for 1 kr. pr. kvadratalen. Jorden blev købt på et fælles skøde. De første jordarealer blev til vejene Æblevej, Syrenvej og Ferskenvej. Senere blev der etableret en tværvej mellem Æblevej, Syrenvej og Ferskenvej, samtidig fik vejene Mosevej og Violvej navne. I begyndelsen hed Æblevej: Vej 1, Syrenvej: Vej 2. og Ferskenvej: Vej 3. Vejene var jordveje fyldt op med murbrokker fra de sønderskudte huse i det indre København under sabotagerne i 1943 og senere i 1949 fra de nedrevne huse i Adelgade og Borgergade. Et nuværende havemedlem har fortalt, at han som 10- årig purk fik lov til at køre med ud med murbrokkerne fra Adelgade og Borgergade. Turen foregik med hestevogn. Søen I handelen indgik tillige en lille sø, der i dag ejes dels af haveforeningen og dels af Gladsaxe Kommune. Da der var marker på området, var der et mosehul, der senere blev brugt som kreaturvandingssted. Udvidelse og ekspropriation I juni 1946 blev endnu et stykke af Toftegaardens jord købt af Kolonihaveforbundet/Landbrugsministeriet. Sammen med dette fulgte et hus, der dengang lå på Bygaden 55. Dette hus var, som tidligere nævnt, udlejet til beboelse. Nu blev haveforeningen udvidet med vejene Irisvej, Rosenvej og Lupinvej. I 1949 købte Haveforeningen så det sidste stykke jord af Toftegaard. Dette stykke jord var blevet brugt til et gartneri og nu blev det til vejene Ribsvej, Solbærvej og Hindbærvej (tidligere kaldet Ringvejen). Indtil Motorringvej 3 blev etableret i begyndelsen af 1970´erne, bestod haveforeningen af 545 havelodder. Etableringen af motorvejen betød, at der af Haveforeningens jord blev eksproprieret 21 haver. I 2005/2006 blev motorringvejen udvidet, så den nu har 6 spor, og haveforeningen måtte af med yderligere 2 haver. Det nuværende antal havelodder er 522. De første nybyggere De fleste ”kolonister” kom fra Nørrebro og Nordvest kvarteret. Kolonihavehus ca. 1955. (Privat foto). I starten var det nyttehaver, men da man fik mu86 Carl Nielsens Minde lighed for at leje på fælles skøde, begyndte de små havehuse at skyde op som små paddehatte. Man kaldte husene for lysthuse, og man overnattede ikke i dem. Husene var meget primitive og var bygget af sildekasser eller andet forhåndenværende materiale. Det var jo i efterkrigstiden, hvor det var knapt med materialer. Overleveringen fortæller, at havegangen Ferskenvej blev kaldt den ”urolige gang ”. Man lavede navneskilte til husene. For eksempel hed Ferskenvej nr. 260 ”Pløkken” (manden var skomager), nr. 261 ”Kræmmerhuset” (manden var isenkræmmer), nr. 282 ”Flippen” (manden var vaskeriejer). Hansens hus på toppen af Ferskenvej hed ”Storkereden”, man kan selv gætte hvorfor. På Ferskenvej var der i bagskellet en grøft med vand, og der var også i starten en grøft over vejen. Haveloddet Ferskenvej 260 og 261 havde et fælles ”lokum” i skellet. Da der blev etableret vandledning, lå denne i begyndelsen kun i vejen og man hentede vand fra en stophave ved havelågen. Storvask blev også klaret ved vandposten. Der var ingen elektricitet. Alle haverne skulle være omkranset af levende hegn (ligesom de skal være i dag) og gamle ligusterhække blev klippet til stiklinger og plantet Nutidens kolonihavehus er et sommerhus. (Foto: Flemming Bruun). 87 svandt langsomt til fordel for græsplæner, prydbuske og staudebede. Mange fik også et drivhus til tomater, peberfrugter, druer m.m. Dog er der i de senere år dukket mange højbede op med krydderier, jordbær, rabarber o.a., men den store køkkenhave, der gav grøntsager til en hel familie året rundt, er der ikke længere behov for. I 1993 fik haveforeningen besked på, at etablere campinglignende forhold, hvilket bevirkede, at der 1994 blev opført 2 servicehuse, et med vaskeri og badefaciliteter og et toilet ved festpladsen. I 2014/15/16 blev haveforeningen kloakeret og vandrørene nedlagt i jorden. Det sidste tiltag vil nok bevirke, at flere vil tilbringe hele sommertiden i haveforeningen. Eftertragtede haver Haverne er i dag meget eftertragtede og haveforeningens bestyrelse får mange henvendelser fra folk, der ønsker at få et lille fristed i vores haveforening, der kun ligger 20 minutter i bil fra Københavns Rådhusplads, og som i øvrigt har gode trafikmuligheder til omegnen. Carl Nielsens Minde omkring haven. I 1944 fik alle havemedlemmerne udlevet nye planter gratis. De første festligheder Hansen på toppen spillede på harmonika. Alle børnene blev sat op på en hestevogn, de voksne gik til fods og mens Hansen spillede en march, gik turen til Gladsaxe Skole med madpakker og øl. Sct. Hans aften blev alt storskrald samlet, både indbo og andet brændbart, og så var der bål på Festpladsen. Haveforeningen i perioden 1950 - 1970 Efterhånden som der kom opsving i økonomien i befolkningen, blev flere af lysthusene til kolonihavehuse med indlagt el og vand. Husene blev større og isolerede, så man kunne bo der i sommerperioden. Perioden fra 1970 og frem til i dag Op gennem 1970’erne blev de fleste gamle rønner revet ned og erstattet af huse, der mere og mere lignede sommerhuse og køkkenhaverne for- Egegårdsøen - før. (Privat foto). Egegårdsøen - nu. (Foto: Flemming Bruun). 88